Prøv avisen

Kærlighedens og hverdagslivets museum

Det rødmalede byhus, som udgør Uskyldens Museum, ligger i et af Istanbuls mere ydmyge kvarterer. – Foto. Michael Sørensen.

Nobelprisvinderen Orhan Pamuks museum i Istanbul er både et museum om en roman og en skildring af den tyrkiske millionby

En hel væg fyldt med tusindvis af cigaretskod, sat op med knappenåle som en sommerfuglesamling med angivelser af, hvor og under hvilke omstændigheder cigaretten blev røget.

Det er det første syn, der møder den besøgende på et af verdens mest usædvanlige museer: den tyrkiske forfatter Orhan Pamuks Uskyldens Museum, som samtidig er titlen på hans seneste roman, der udkom i 2008. Museet åbnede foråret 2012 og er muligvis det eneste af sin art i verden. Museets genstande er nemlig indsamlet parallelt med, at romanen er skrevet, og fremstiller de objekter, som indgår i bogen. Deriblandt cigaretskodderne.

LÆS OGSÅ: Det ufærdige kloster ved den gamle hovedvej

Kort fortalt handler romanen om den 30-årige Kemals kærlighedsforhold til den 18-årige Füsun. Han (Kemal) er en rigmandssøn fra Istanbuls overklasse, hun er en fjern slægtning, som kommer fra mere jævne kår. Deres kærlighedsaffære foregår i hemmelighed, da Kemal skal forloves med en kvinde fra hans egen klasse.

De sociale konventioner viser sig da også at gøre forholdet umuligt, og Füsun ender med at gifte sig med en anden mand. Ulykkelig over dette bryder Kemal sin forlovelse med den anden kvinde, og under påskud af at være sammen med sine fjerne slægtninge en tante og en onkel, hvor Füsun bor tilbringer han i stedet de næste 7 år og 10 måneder i dette hjem, hvor han hver aften kommer og spiser aftensmad og ser tv tålmodigt ventende på, at Füsun vil vende tilbage til ham.

I sine bestræbelser på at fastholde erindringen om den elskede Füsun stjæler Kemal gennem de mange år genstande fra hjemmet: teskeer, askebægre, porcelænshunde alt muligt. En besættelse, som til sidst omfatter en kolossal samling af minder. Romanens afslutning skal ikke afsløres her, men de mange genstande udgør nu samlingen på museet.

Museet er et rødmalet byhus i fire etager beliggende i Beyolu-kvarteret i det centrale Istanbul et af byens mere ydmyge kvarterer.

Allerede ved den lille billetluge i gaden kan den besøgende få sit eget lille trofæ med hjem: Medbringer man romanen, får man et rødt stempel på en af bogens sidste sider, hvor der er afsat plads til dette. Stemplet forestiller en sommerfugl og henviser til en af Füsuns øreringe, som spiller en vigtig rolle i romanen. Stemplet giver gratis adgang til museet.

Museet består af i alt 83 glasmontrer i brunt træ, et for hvert af romanens kapitler. Gennem udstillingen kan man genkalde sig romanens begivenheder gennem de genstande, som omtales: fotografier, filmplakater, legetøj, hårnåle, dørhåndtag, køkkengrej, tændstikæsker, sko, ure, avisudklip og så videre og så videre.

Det er bevidst et umådeligt gammeldags museum. Her tolereres hverken mobiltelefoner, fotografiapparater eller højrøstet tale. Det er et erindringssted, som skal betragtes i andægtig tavshed.

Der er tale om et museum om et stykke fiktion: romanen. De udstillede genstande har Pamuk selv indsamlet gennem årene på loppemarkeder, hos marskandisere og private samlere. Og romanen er blevet til i en vekselvirkning med museets tilblivelse: Nogle effekter er blevet fundet, efter et kapitel var blevet skrevet, og andre genstande, som Pamuk fandt passende, blev efterfølgende skrevet ind i romanen. Der er således ikke tale om, at romanen kom før museet eller omvendt. Det har været en sideløbende proces.

Historien er dog ikke taget ud af det blå. Det er naturligvis vanskeligt at sige, hvornår fiktionen slutter, og virkeligheden begynder, men huset, hvor museet nu ligger, har rent faktisk været Kemals bopæl, og på museets fjerde sal ses det værelse, hvor Pamuk i årene 2000 til 2007 førte samtaler med Kemal indtil dennes død. På denne etage ses også eksempler på Pamuks håndskrevne manuskript til romanen.

Men hvorfor så etablere sådan et museum? Pamuk kan ikke selv besvare spørgsmålet fuldt ud, men genspørger på denne måde på museets hjemmeside: Hvorfor skrive en roman?

Ud over at ville skildre et grænseløst kærlighedsforhold med alle dets forsøg på at fastholde erindringer har det også været et projekt i sig selv for Pamuk at skabe et billede af hverdagslivet i hans højtelskede Istanbul, som det udspillede sig i sidste halvdel af det 20. århundrede.

Pamuk lægger ikke skjul på, at han elsker museer, og det har også været en væsentlig bevæggrund for at etablere Uskyldens Museum. Men han har også en stor fascination for den passionerede samler, som skaber en privat samling ikke for at indsamle viden og formidle informationer, men for at bearbejde sjælelige sår, som disse sky samlere går rundt med. Det var hos mange af sådanne samlere, at Pamuk fra starten af 1990erne og frem indsamlede sit materiale til sit museum.

Pamuk ser en markant forskel blandt vestlige og østlige samlere: I Vesten er samlerne stolte af at fremvise deres samlinger, som ofte også manifesterer deres magt. I Østen er samlingerne ofte i privat regi og er gemt af vejen som værende lidt flovt. Med opbygningen af Uskyldens Museum vil han prøve at rehabilitere den private samlers position.

Uskyldens Museum indeholder ligesom romanen flere lag. Det er en kærlighedshistorie, men det er også historien om kvinders stilling i Tyrkiet, klasseskel og konflikten mellem Vestens og Østens værdier.

Kemal og Füsuns forhold er dømt til at mislykkes, fordi han som overklassedreng har et langt større spillerum end Füsun.

Dobbeltmoral og patriarkalske regler lægger gift for forholdet. Sex før ægteskabet er i samfundets øjne utænkeligt for kvinder, men helt almindeligt for mænd. Og mænd kan skeje ud og bedøve sig med raki (tyrkisk anissnaps). I øvrigt er montrerne i museet rigeligt forsynet med fyldte rakiglas.

Giver det mening at besøge museet uden at have læst romanen? Ja, for under alle omstændigheder giver de 83 montrer et interessant indblik i de mange småting, som udgjorde hverdagen for Istanbul-borgerne for et par årtier siden.

Og den danske betragter vil opdage, at der såmænd er en hel del af effekterne, som vi kan genkende. Mere forskellige er vi heller ikke.

Men har man læst bogen, så er museet bestemt en inspirationskilde til at dykke dybere ned i romanen og til at glæde sig over at sige åh ja, det var jo der, hvor . Og hvis man hverken har læst romanen eller set museet, så gå til boghandleren, læs bogen og køb en flybillet!

Museets 83 montrer henviser til bogens tilsvarende 83 kapitler. – Foto: .