Kasbahen på toppen

I marokkanske Agadir går sol og strand hånd i hånd med kultur og historie

Kasbahen – den gamle befæstede bydel – ligger på toppen af en 247 meter høj bakke. Bemærk de arabiske ord på skråningen, der betyder ”gud, konge og fædreland”. – Begge
Kasbahen – den gamle befæstede bydel – ligger på toppen af en 247 meter høj bakke. Bemærk de arabiske ord på skråningen, der betyder ”gud, konge og fædreland”. – Begge . Foto: Jesper Møller.

Agadir er Marokkos førende turistby, hvilket ikke mindst skyldes byens kilometerlange sandstrand samt den livlige strandpromenade, der løber langs den brede strand.

Derfor er de mange hoteller, der ligger ud til stranden, også året rundt fyldt med solhungrende turister. Mange af dem når ikke længere end til stranden og hotellet, hvilket er synd.

Agadir rummer nemlig spændende attraktioner, som er værd at besøge.

En af de mest interessante kan man pudsigt nok se fra hele den kilometerlange strand samt fra store dele af tilsvarende lange strandpromenade.

Det handler om den såkaldte kasbah, hvilket betyder ”befæstet bydel”. Det er et stort borgkompleks, der tilbage i 1540’erne blev bygget af det arabiske Saadi-dynasti. Kasbahen ligger på toppen af en 247 meter høj bakke og er byens vartegn.

Agadir blev ramt af et stort jordskælv i 1960, hvorunder over 10.000 mennesker døde, og her styrtede også størstedelen af borgkomplekset i grus. De fleste af ydermurene er siden blevet genopført, og man kan få et godt indblik i, hvor stor og mægtig fæstningen i sin tid var.

Ud over at se kasbahen har man fra toppen af bakken også byens flotteste udsigt, hvor man kan se direkte ned på stranden, strandpromenaden, marinaen, fiskerihavnen og en stor del af den øvrige by.

I Marokko tiltrækker større grupper af turister altid lokale, der vil tjene en skilling på de tilrejsende, så kasbahen har også sin andel af sælgere, gøglere, slangetæmmere, ligesom man mod betaling kan få en ridetur på en dromedar.

På bjergsiden neden under kasbahen er der med kæmpestor hvid skrift malet flere arabiske ord, der frit oversat betyder ”gud, konge og fædreland”. Ordene kan ses viden om – blandt andet fra stranden og strandpromenaden – og de er oplyste om aftenen.

Det store jordskælv i 1960 ødelagde hovedparten af byens daværende bygninger, og derfor er der ikke meget tilbage fra tiden før da. Men på det lille museum Memoire d’Agadir kan man via fotografier og udklip fra gamle aviser få et fint billede af, hvordan byen så ud før jordskælvet. Museet tjener også som en art mindesmærke for de mange omkomne.

Et andet interessant museum er Musée du Patrimoine Amazigh, der fortæller historien om områdets oprindelige beboere, berberne. Museet har især fokus på berbernes kulturarv og er fyldt med eksempler på dette i form af tøj, musikinstrumenter, keramik, tæpper og ikke mindst en stor og imponerende smykkesamling.

Og nu vi er ved kulturarven, kan et besøg i Ensemble Artisan anbefales. Det er et kooperativ med diverse boder, hvor man kan se og købe alverdens former for håndlavede kunsthåndværk. Udbuddet spænder fra kurve, keramik, træfigurer til sølvarbejder og meget andet.

Agadirs gamle bydel (medinaen) blev fuldstændig ødelagt af jordskælvet, og derfor blev der efterfølgende anlagt en ny medina, som blev tegnet af den marokkansk-fødte italiener Coco Polizzi. Bag høje sandstensfarvede mure kan man bevæge sig rundt i de snævre gader, hvor et utal af boder og handlende byder sig til.

Stedet er dog i omfang intet mod den gigantiske basar (souk), der med flere tusinde boder er en af landets største. I modsætning til den nye medina, hvor gæsterne primært er turister, er det de lokale, der handler i basaren. Her sælges alt lige fra fødevarer til brugsgenstande, og stemningen er eksotisk.

En række moskéer ligger spredt ud over byen. Fælles for dem er, at de er velholdte. Mange af dem er desuden smukt udsmykket på den udvendige side – ikke mindst døre, vinduer og de høje minareter (tårne). Indvendigt er moskéerne derimod mere spartansk indrettede. Fra minareterne kaldes der til bøn fem gange om dagen, og når de er i gang, er der adgang forbudt for ikke-muslimer. Resten af tiden kan man være heldig at få lov til at kigge ind i en af moskéerne, hvis man vel at mærke husker at tage sine sko af forinden.