Prøv avisen

Kinas ”Monte Carlo” tiltrækker spillefuglene

Mange besøgende vælger at lægge vejen forbi det lille områdes primære kulturseværdighed, den katolske Sankt Paul-kirke. Eller rettere: Det, der er tilbage af den. For efter en brand i 1835 står kun indgangspartiet og trappen dertil tilbage. Foto: Thomas Andreasen

En kirke, der ikke findes længere, er blandt de mest kendte seværdigheder i den tidligere portugisiske koloni Macao, som ellers gør sig mest i kasinoer

Tag til Macao!

Så simpel lyder opfordringen i horoskopet i den engelsksprogede kinesiske avis Global Times, hvis man er født i et af de stjernetegn, der på dagen får fem ud af fem mulige stjerner.

Og det ser ud til, at kinesere i stort tal har fulgt opfordringen, for det er nærmest ikke til at presse sig frem for folk, der udstyret med selfiestænger og mobiltelefoner prøver at tage det helt rigtige selvportræt foran den imponerende kirkefacade.

For nok drejer opfordringen til at tage til den tidligere portugisiske koloni sig om, at på en femstjernet dag har man nok heldet med sig og kan kapitalisere af det på et af Macaos kasinoer, men mange af de besøgende har altså også valgt at lægge vejen forbi det lille områdes primære kulturseværdighed, den katolske Sankt Paul-kirke.

Eller rettere: Det, der er tilbage af den. For efter en brand i 1835 står kun indgangspartiet og trappen dertil tilbage.

Den rigt udsmykkede facade er også speciel i sin blanding af vestlige og orientalske motiver, hvor typisk kinesiske stenløver optræder side om side med traditionelle kristne motiver; ja, der er også blevet plads til et portugisisk sejlskib.

De første portugisere kom sejlende til området omkring udløbet af Perlefloden (Zhujiang) i begyndelsen af 1500-tallet, og fra 1557 fik Macao status som en portugisisk handelsstation. Dermed var grunden lagt til det, der i dag gør et besøg i Macao til en speciel oplevelse.

Området blev nemlig først leveret tilbage til Kina i 1999, to år efter at englænderne havde overdraget Hongkong på den anden side af Perleflodens delta til kineserne, og de næsten 450 års portugisisk påvirkning er tydelig i bybilledet.

Flere steder føler man sig i arkitektonisk forstand mere hensat til Lissabon end den kinesiske sydkyst. Mange byhuse, de fleste museumsbygninger og den lokale brandstation har et umiskendeligt europæisk præg, ligesom en lang række ofte ganske farverige klostre og kirker, der modsat Sankt Paul-kirken stadig er fungerende, præger bybilledet, hvor skiltningen fortsat er på portugisisk.

Og så længe man holder sig til selve Macao By, har flere af kasinoerne også portugisiske navne som for eksempel Casino Lisboa, der er et af de ældste stadig fungerende i området. Kasinoerne kom i spil, fordi briterne i 1842 overtog Hongkong-området, og da Macao derved gradvist mistede sin betydning som havn, måtte der andre indtægtskilder til.

De første licenser blev udstedt i 1847, og i dag har ”Østens Monte Carlo” i den grad overhalet både Monaco og amerikanske Las Vegas som verdens spillecentrum. Fem af verdens otte største kasinoer ligger således i Macao, og spilleindustrien er en kraftigt medvirkende årsag til, at området ifølge tal fra både Verdensbanken og Den Internationale Valutafond fra 2017 ligger nummer to i verden (efter Qatar) i indkomst pr. indbygger, når leveomkostninger er regnet med.

De penge må være særdeles ulige fordelt, for selve Macao By forekommer ikke rig. Ud over smukt restaurerede portugisiske bygninger er her masser slumlignende, dårligt vedligeholdte betonblokke presset sammen på et meget lille areal. For at finde de helt store kasinoer skal man tage til Cotai-området, der er resultatet af et stort landindvindingsprojekt, som har gjort de to sydlige øer Taipa og Coloane til én – måske den udflugt også var værd at overveje for de lokale på en dag, hvor de har fem stjerner i horoskopet.