Klædefabrikantens by blev kulturelt kraftcenter

Da Odense boomede med industri og håndværk i slutningen af 1800-tallet, besluttede byens borgerskab at bygge et hotel. Grand Hotel åbnede i 1897 og har siden dannet ramme om fester, fejringer og kulturelle begivenheder

Klædefabrikantens by blev kulturelt kraftcenter

Et Vilhelm Lundstrøm-maleri af en liggende model, oprindeligt købt af den fynske kunstsamler J.W. Larsen og siden foræret til Fyns Kunstmuseum sammen med resten af hans imponerende kunstsamling, trækker blikket til sig med sine dybe røde, blå og grønne farver.

Et landskabsmaleri af fynske Fritz Syberg changerer i omtrent samme farvetoner. Et fotografisk portræt af det danske popikon Mø, som har rødder i Odense, hænger ikke langt derfra og tiltrækker sig især opmærksomhed på grund af den orange, sorte og hvide slange på hovedet af sangerinden.

Vi er på Brandts Klædefabrik i Odense – Danmarks første museum for kunst og visuel kultur. Her er der hvert år mindst 10 særudstillinger af ny og klassisk kunst side om side med nutidens populære billeder – både fotografier, video og film.

I den faste samling er der over 15.000 klassiske kunstværker, internationale fotografier, film og tegninger, og det føles nærmest som et visuelt brusebad af farver og stemninger, når man bevæger sig igennem museets mange sale fordelt på tre etager.

Farver har spillet en rolle i hele klædefabrikkens lange historie, som tog sin begyndelse i midten af 1700-tallet, da et mindre farveri blev grundlagt i Vestergade 73, som i dag huser en cafè. Herfra voksede fabrikken og bredte sig som et farverigt kludetæppe over det areal, der kendes som Brandts Passage.

Farveriet i Vestergade blev etableret i 1744. Lokale bønder, der selv spandt og vævede uld og hør til stof, kom til byen for at få farvet deres hjemmevævede stof hos farveren, som så kogte klæderne med farveprodukter, der ofte var hentet hjem fra udlandet. Det farvede stof hang til tørre på bjælker ud over Vestergade, og det fortælles, at det dryppede ned på de forbipasserende.

I slutningen af 1700-tallet blev farveriet solgt til en Christian Brandt, og herefter var fabrikken i Brandt-familiens eje i adskillige generationer og udviklede sig fra en lille farverivirksomhed til en klædefabrik. Da fabrikken åbnede i 1869, havde den 10 ansatte, men et halvt århundrede senere var klædefabrikken med sine over 250 ansatte en af byens største arbejdspladser – med egen sparekasse, idrætsforening og cykelklub.

I mellemtiden var produktionen vokset betydeligt, og efterhånden eksporterede man også varer til udlandet, blandt andet solgte man i 1910’erne et særlig fint stof i kraftige farver til Kina, hvor det blev brugt til mandarinkåber og tibetanske lamadragter.

Op mod en fjerdedel af arbejderne var børn, som man havde sin egen skole til, og først da en lov i 1913 forbød fabriksarbejde for børn under 14 år, var det slut med børnearbejdere på Brandts Klædefabrik.

I mange år kæmpede fabrikkens ejere også imod, at arbejderne organiserede sig i fagforeninger. Tiderne ændrede sig dog – også på dette punkt – og Brandts Klædefabrik var en populær arbejdsplads, helt indtil den i slutningen af 1977 måtte dreje nøglen om.

Knap 10 år senere, i januar 1987, rykkede Kunsthallen Brandts Klædefabrik og Museet for Fotokunst ind, og i 2013 blev det fusioneret med Fyns Kunstmuseum, og den faste samling blev udvidet med malerier af blandt andre Lundstrøm og Syberg.

Året efter kunne Odense By fejre 1000-årsjubilæum, og samme år åbnede TV 2 med hovedsæde i byen. Odense var ved at forvandle sig fra industri- og håndværksby til en by med fokus på service, uddannelse og kultur.

I dag er Latinerkvarteret – med det middelalderlige gadenet – præget af museer, gallerier og caféer, som tiltrækker både besøgende udefra og byens egne borgere, ikke mindst de mange unge, som er flyttet til byen de seneste årtier.

Fra Brandts Klædefabrik er der ikke langt til Gallerie Rasmus i Ny Vestergade – lige uden for gågadenettet – hvor man fordelt på to adresser finder vekslende udstillinger med både kendte og mindre kendte danske og internationale kunstnere i mange forskellige genrer – fra keramik til grafik. For enden af gaden – i kanten af parkarealet Munke Mose med legeplads, skulpturer og græsplæner – ligger udstillingsbygningen Filosoffen, der er et kreativt mødested for billedkunst, industrielt design og idéudveksling, hvor man kan opleve både kunstquizzer og kunstforedrag – og så er det i øvrigt også startsted for Odense Aafart.

I Søndergade finder man det kunstnerdrevne udstillingssted for samtidskunst Galleri M100, der har udstillinger af aktuel samtidskunst – fra performance og skulpturer til kollager og relieffer – og arrangerer kunstnersamtaler, hvor gæsterne kan møde den udstillende kunstner.

Samtaler om kunst, politik og samfund kan man også få i den nordlige udkant af byen i Galleri Galschiøt, hvor den kendte og kontroversielle kunstner Jens Galschiøt holder til med værksted, museum, galleributik, skulpturpark og bronzestøberi.

Det er her, Galschiøt har skabt sine kendte og omdiskuterede værker, blandt andre ”den indre svinehund”, og her kan man få rundvisninger på dansk, engelsk, kurdisk, arabisk og kinesisk.

Madvarer fra lige så mange kulturer finder man på menukortene på caféer og restauranter i Odense centrum. Her ligger sushibarer side om side med shisha-caféer og supperestauranter – og serveringerne kan godt konkurrere med værkerne på Brandts i farver og fantasi. Og i øvrigt kan man også hente appetit til restaurantbesøget på Brandts.

I den faste samling er der ældre stilleben-billeder med saftige frugter og to nyindkøbte glasskulpturer af Deniz Eroglu, hvis kunst ofte refererer til hans families historie som tyrkiske indvandrere, også i dette tilfælde, hvor skulpturerne forestiller to vaser i kebab-facon.

I slutningen af 1800-tallet voksede Odense. Industri og håndværk var i kraftig vækst, og byen i midten af Danmark var nu landets næststørste industriby efter København. Byens borgerskab opførte store villaer til sig selv og en gruppe af de bedre stillede embedsmænd og erhvervsfolk mente, at det var på tide, at byen også fik et hotel, der kunne byde tilrejsende velkommen med moderne bekvemmeligheder.

Den 4. oktober 1895 mødes en kreds af borgere på initiativ af konsul Frederik L. Ley, der allerede havde købt et stykke jord af Gråbrødre Klosters grund i centrum af byen, ud til den nyligt anlagte Jernbanegade. Han havde også lavet en aftale med byens førende arkitekt, Niels Jacobsen, der allerede havde et udkast til en hotelbygning klar. Der var stor opbakning til planerne, og på mødet blev de første aktier tegnet. Snart var hele aktiekapitalen sikret, byggeriet gik i gang, og hotellet blev indviet den 14. maj 1897 under det prangende navn, Grand Hotel.

Hotellet ligger der endnu, opført i rødbrune mursten, på hjørnet af Jernbanegade og Slotsgade, og er – som i begyndelsen – kulturelt samlingspunkt for odenseanere og udenbys folk, der mødes omkring lækker mad, cocktails, kaffe og kage, kunstudstillinger og koncerter.

Da hotellet åbnede, var det med moderne faciliteter som centralvarmeapparat, elektrisk lys og telefoner på hver etage. Efter en række om- og udbygninger har hotellet i dag 135 værelser og en række møde- og festlokaler, der stadig bliver brugt til konferencer, fester og receptioner.

I 1945 blev befrielsen efter besættelsen fejret her, og hotellet kan også prale af at have haft flere medlemmer af den danske kongefamilie som gæster.

I 1982 fik byens borgerskab sig lidt af en overraskelse, da blev Grand Hotel efter flere års krise nemlig overtaget af byens fagforeninger, der begyndte at holde nogle af deres møder her. Få år senere var hotellet dog tilbage på private hænder og var indtil i sommer en del af den norske hotelkæde First Hotels.

Da hotellet gik konkurs som følge af corona-krisen, købte en af ejerne af First Hotels hotellet og driver det nu videre.

Ikke langt fra det hæderkronede hotel ligger flere andre bygninger skabt af arkitekt Niels Jacobsen, balndt andre Odense Teater i Jernbanegade 21 og en udvidelse af det daværende Fyens Kunstmuseum i nr. 13 i samme gade.

Odense er Danmarks tredjestørste by med omkring 180.000 indbyggere. I hele Odense Kom-mune bor der ca. 205.000. Ind-byggertallet er stigende; især flytter der flere yngre til.

Odense er første gang nævnt i et historisk dokument i 988 og fejrede derfor 1000 års jubilæum i 1988, men byens historie går længere tilbage.

I dag er Odense blandt andet kendt som H.C. Andersens fødeby.

Kendte attraktioner er H.C. Andersens barndomshjem, det kulturhistoriske museum Mønter-gården med en hovedbygning fra 1646, den gotiske domkirke Skt. Knuds Kirke, frilandsmuseet Den Fynske Landsby med landsbyhuse og gårde fra 18. og 19. århundrede, Danmarks Jernbane-museum samt Odense Zoo.

Odense er en grøn by med mange parker og få høje bygninger.

Omkring centrum ligger store villakvarterer samt Vollsmose med stort bolig-socialt byggeri.

Syddansk Universitet åbnede i Odense i 1966 og har nu omkring 30.000 studerende og 4000 ansatte fordelt på afdelinger i Odense, Esbjerg, Kolding, Sønderborg, Slagelse og København.