Ordene er meget makabre: Nos Ossos que aqui estamos pelos vossos esperamos. Vi knogler, der hviler her, venter på dine. Jo, tak. Det er da pænt af dem, men mon ikke de fleste gerne vil betakke sig for at ende som vægudsmykning?
Advarslen står over døren ind til Capela dos Ossos, Knoglekapellet, ved São Francisco-kirken i Évora i den portugisiske provins Alentejo. Kapellet blev opført i det 17. århundrede, og der blev brugt cirka 5000 skeletter til at dække vægge og søjler. Knogler side om side, vægge op og vægge ned, samt kranier på hjørnerne af de seks søjler i det mørke rum og mellem knoglerne.
Af de fleste knogler på væggene ses kun enderne, mens andre er placeret på tværs, så de danner dekorative bånd. Det kan minde lidt om et gammeldags bindingsværkshus, hvor knoglebånd erstatter tømmeret, mens andre knogler og kranier udgør murværk.
Forneden løbet et bånd af fliser, der er dekoreret med gule og blå blomster og er en farverig kontrast til de grå knogler.
Endelig er loftet udsmykket med freskobilleder af engle og andre kristne symboler samt ikke mindst symboler, der refererer til døden, heriblandt kranier.
Franciskanerne kom til Évora i 1224 – godt 50 år efter at maurerne var fordrevet fra byen. Klosteret blev grundlagt i 1376 af Dom Fernando Alfonso de Morais, men bygningsværket har siden også fungeret som kongepalads.
Knoglekapellet blev indrettet på initiativ af tre munke, som er stedt til hvile i kapellet. Til højre for alteret, der er belagt med guld, hviler også biskop Jacinto Carlos da Silveira, som blev dræbt af Napoleons soldater i 1808.
Dette fortælles på små plancher med tekster på portugisisk, fransk og engelsk. Her kan man foruden information om kapellet og gravene læse små digte med samme makabre tone som ordene over indgangen. Formålet hermed er som selve kapellet at minde menneskene om livets forgængelighed. Her kunne man meditere over, at den materielle verden er midlertidig.
Samtidig løste kapellet et praktisk problem. I tiden før opførelsen havde Évora hele 42 kirkegårde, som optog store dele af den lille by.
Antallet måtte reduceres for at skaffe plads, hvorfor munkene ved franciskanerklosteret gravede skeletterne op og brugte knogler og kranier som dekoration i kapellet, som blev indrettet i munkenes tidligere sovesal.
Den første kirke på stedet fra 1216 findes ikke længere. Den nuværende blev opført i gotisk stil, men også med maurisk inspiration i perioden 1475 til 1550. Kirken er som så mange andre kirker og katedraler i Portugal rigt dekoreret med guld og byder på et flot lys gennem glasmosaikker. Der er almindelig adgang til kirken, mens adgang til knoglekapellet sker mod betaling gennem en sidefløj. Med i billetten er til gengæld museet, som ligger på de to etager over kapellet og kirken.
På førstesalen fortælles historien om klosteret og franciskanerne, ligesom der er en stor flot udstilling med religiøs kunst i form af skulpturer, malerier samt sølv- og træarbejder. På anden sal er der adgang til en stor terrasse med udsigt over byen, og går man indenfor, er der to gallerier i hver side af kirken, hvor der vises kunsthåndværk og træfigurer samt Canha da Silva-samlingen, der består af religiøst kunsthåndværk brugt i missionsarbejdet i Afrika.
Da kirke, kloster og kapel undergik en større renovering i 2014-2015, blev der samtidig opsat afskærmning for at hindre, at gæsterne kunne røre ved knogler og kranier. Afskærmningen har fjernet lidt af det dystre indtryk af at befinde sig i en mørk grav. Døden er dog stadig nærværende. Biskoppen og munkene hviler i deres sarkofager, mens alle andre blot er stablet som vægge og søjler. Der er forskel på folk, hvilket netop i sin tid fik forfatteren, nobelpristageren og kommunisten José Saramago til i sin bog ”Rejse til Portugal” at tage afstand fra kapellet. Med en let omskrivning af ordene over indgangen til kapellet, skriver Saramago: ”Nej og atter nej. I knogler, hvor I hviler. Hvorfor gjorde I aldrig oprør.”