Kom helt tæt på Grønland

Tag med Kristeligt Dagblad og Nordic Adventure på en uforglemmelig sensommerrejse til de tre grønlandske byer Kangerlussuaq, Sisimiut og Ilulissat

Zionskirken i Ilusissat, hvor de rejsende ud over den smukke natur vil få mulighed for at høre traditionel grønlandsk korsang. --
Zionskirken i Ilusissat, hvor de rejsende ud over den smukke natur vil få mulighed for at høre traditionel grønlandsk korsang. --. Foto: Nordic Adventure/Grønlands Rejsebureau.

Kristeligt Dagblads læsere indbydes hermed på en skøn rejse til Grønland, der på smukkeste vis forener fantastiske naturoplevelser og spændende kulturelle højdepunkter.

Den grønlandserfarne, danske præst Eva Christensen er med som rejseleder på turen, der henvender sig til alle, som gerne vil opleve Grønlands store natur på tæt hold.

Har man så tillige interesse i kultur og historie – og i at få indblik i det moderne Grønlands forhold til kirken, troen og håbet – er det blot endnu en god grund til at tage med.

Med den store natur som baggrundskulisse besøges tre meget forskellige grønlandske byer: Kangerlussuaq (Søndre Strømfjord), Sisimiut (Holsteinsborg) og Ilulissat (Jakobshavn).

På rejsens første dag tages der hul på grønlandseventyret med en tur til Kangerlussuaqs imponerende indlandsis. At stå med op til tre kilometer is under de solide støvler, mærke kulden og skue ud over det endeløse islandskab er en helt unik oplevelse.

De næste dage besøger vi den smukke by Sisimiut med de karakteristiske farvede huse spredt rundt i klippeområdet. Byen blev grundlagt i 1756 som en missions- og handelsstation og huser i dag omkring 6000 indbyggere.

I Sisimiuts gamle bydel kan man stadig opleve bygninger fra kolonitidens første 100 år, blandt andet ved museumsområdet og ved den hyggelige blå kirke fra 1775, Grønlands næstældste kirke.

Med fly går turen videre til Ilulissat – kendt som Diskobugtens perle, hvor det forrygende Hotel Arctic er ramme for vores ophold.

Her møder vi blandt andre Ole Gamst, præstesøn fra Danmark, der på 15. år er bosiddende i Ilulissat og grønlandsk gift. Ole fortæller om livet i Ilulissat, som også er den kendte ekspeditionsfarer Knud Rasmussens fødeby.

Det fabelagtige område omkring Ilulissat indbyder til både afslapning, meditation og aktive oplevelser, og den grønlandske kultur omkranser stemningen, overalt hvor man færdes. I den skønt beliggende Zionskirke møder vi byens præst og får en smuk oplevelse af grønlandsk korsang af lokale beboere iført deres helt unikke nationaldragter.

Velkommen til en rejse fuld af store oplevelser.

bagsiden@kristeligt-dagblad.dk

@Fotobyline:
@Fotobyline: Foto: Nordic Adventure/Grønlands Rejsebureau