Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Valletta: En korsridderby fuld af seværdigheder

Det er ikke længere korsriddere, der fylder på gaderne i Maltas hovedstad, Valletta, men selve byplanen er fortsat den samme, som da byen blev grundlagt. - Begge fotos: Thomas Andreasen.

Maltas hovedstad, Valletta, er bygget af Johanniterordenen som ét stort forsvarsværk i årene fra 1566 til 1571. Meget lidt har ændret sig siden

Vidste De, at ridderhjelme også var underkastet tidens modeluner? Ja, det er måske meget logisk, men jo ikke noget, man normalt går og tænker over. Men det gør man efter et besøg på museet i paladset for stormesteren af Johanniterordenen i Maltas hovedstad, Valletta.

For afdelingen med krigsudstyr viser qua et stort udvalg af hjelme og museets medfølgende kommentarer, at det langtfra kun var praktiske hensyn i forhold til beskyttelse, der afgjorde udseendet af den metalliske hovedbeklædning.

Skulle det for eksempel være en model med visir, måske med en smal sprække til øjnene eller hvad med modellen med runde åbninger ved øjnene?

Flere af hjelmene får med deres udseende smilet frem, for de ligner mest noget fra en dårlig science fiction-film, men netop det gør afdelingen til et uventet højdepunkt for den ikke militærkyndige i en udstilling, der med sine talrige kanoner, sværd og skjolde primært har interesse for feinschmeckere udi krigskunsten.

Krigskunsten er til gengæld særdeles relevant for en by, der er anlagt som ét stort forsvarsværk, på en ø, der med sin placering midt i Middelhavet historisk set har været meget eftertragtet.

Malta har således hørt under blandt andet romerne, araberne, Johanniterordenen, Frankrig og Storbritannien frem til østatens uafhængighed i 1964. Alle besættelsesmagter har efterladt sig spor - araberne i det lokale sprog, maltesisk, og englænderne med østatens venstrekørsel - men Johanniterordenens bidrag er ikke til at overse, og da slet ikke i Valletta, der skylder korsridderordenens daværende stormester Jean Parisot de Valette sit navn. Han beordrede den nye hovedstad, der efter sigende er Europas første helt igennem planlagte by, bygget efter en osmannisk belejring i 1565.

Snart blev den halvø, Valletta blev anlagt på, til en ”hel-ø”, da korsridderne gravede en kilometer lang voldgrav på landsiden for at afskære eventuelle erobrere fra den adgangsvej. På vandsiderne skød kanonbatterier op, mens et eksisterende fort på nordsiden af halvøen blev kraftigt udbygget. Bag forsvarsværkerne opstod en by med vinkelrette gader. Noget, der både sikrede, at vinden sørgede for naturlig afkøling i de varme måneder og gav et godt udsyn fra nærmest overalt i byen til mulige angribere fra søsiden. Og centralt i byen lå magtens centrum, stormesterens palads.

Magt er oftest lig med penge - og det kan man se i den anden afdeling af stormesterens palads, de såkaldte repræsentationsrum, som en entrebillet nu om stunder giver adgang til. Med det forsvarsmæssige på plads var der fra 1571, hvor Valletta officielt blev Maltas hovedstad, tid til at kæle for detaljerne i det indre af paladset.

Her glædes man som dansk besøgende gang på gang over, hvor fascinerede korsridderne tilsyneladende var af det danske flag. Ja, det er jo selvfølgelig ikke de rød-hvide danske farver, men Johanniterordenes våbenskjold, der er med i talrige og pompøse dekorationer på gulv, væg og loft.

Også i dag er stormesterens palads magtens centrum, og derfor kan der være dage, hvor der ikke er adgang til rummene, der bruges i forbindelse med statsbesøg. Både landets præsident og det lokale parlament holder til her - parlamentet dog kun i kort tid endnu.

Udenfor på byens centrale plads, Sankt Georgs Plads, leger børn ved et springvand af den type, der med vilkårlige mellemrum skyder vandstråler op fra under pladsen.

Tidligere var det næppe børn, der dominerede pladsen, ligesom mængden af caféer og souvenirbutikker nok var en helt anden på korsriddernes tid, men selve byrummet er grundlæggende det samme som i det 16. århundrede - og en af grundene til at Valletta i 1980 kom med på FN-organisationen Unescos verdensarvsliste.

Fra Sankt Georgs Plads er det oplagt at tage en rundtur i den lille hovedstad med under 7000 indbyggere, hvor der naturligvis - det er jo en korsridderby - er masser af kirker. Den mest kendte er Johannes-katedralen, mens Paulus' Skibbrudskirke som sin attraktion har en række håndledsknogler, der siges at stamme fra Paulus, der ifølge Apostlenes Gerninger strandede på Malta undervejs til den retssag i Rom, der kostede ham livet.

Overalt i byen er der grundet de vinkelrette gader masser af gode udsigter, for eksempel ser et stort krydstogtsskib ud til at sejle af sted på en af sidegaderne; skibet har dog vand under boven og er på vej ind i Grand Harbour, Vallettas havn, men kommer urealistisk tæt på kysten undervejs. Den bedste udsigt over havnen er fra den øvre Barrakka-fæstning, der ligger tæt på den nok største ændring i Vallettas bylandskab i de seneste over 400 år.

De maltesiske politikere har nemlig bevilget sig selv et nyt parlament ved den italienske stjernearkitekt Renzo Piano. Nok har Unesco tidligere udtrykt bekymring for projektet, men opført i samme type kalksten som de fleste bygninger i byen passer parlamentet faktisk godt ind. Til gengæld er det voldsomt forsinket. Parlamentarikerne skulle være flyttet ind i løbet af 2013, men i skrivende stund er der endnu ikke offentliggjort en indvielsesdato.

Der må johanniterne siges at have været anderledes effektive. De skulle kun bruge fem år på at bygge en hel by.

Det indre af magtens centrum - stormesterens palads i Valletta - er udsmykket efter alle kunstens regler.