Kranier og knogler og romerske ruiner i Évora

Det såkaldte Benkapel, et velbevaret teater fra romertiden og en historisk bymidte gjorde, at den portugisiske by Évora kom med på Unescos verdenskulturarvliste i 1986

Kranier og knogler og romerske ruiner i Évora

Nogle vil måske finde oplevelsen en anelse morbid, men det ændrer ikke på, at stedet er den største turistattraktion i den portugisiske by Évora. I det såkaldte ”Capelo de Ossos” (”Benkapel”) er der ikke ét skelet udstillet, men kranier og knogler af efter sigende 5000 mennesker.

Vover man sig alligevel ind i det lille kapel, der er et anneks til São Francisco-kirken, kan man næppe undgå at blive påvirket af synet.

De fleste vil nok synes, at det virker interessant og frastødende på samme tid, at franciskanermunkene fandt på at ”tapetsere” vægge og søjler i rummet med menneskeknogler. Uanset hvor man vender blikket hen, stirrer man på et kranium eller en lårbensknogle af et anonymt menneske, der boede og døde i Évora i 1500- og 1600-tallet.

Byen var dengang på grund af sin størrelse og vigtighed som kongeby ved at løbe tør for gravsteder på kirkegårdene. Og så var det, at tre franciskanermunke foreslog at grave de mange skeletrester op og bruge dem som udsmykning i Benkapellet.

Men egentlig lå der religiøse og filosofiske tanker bag munkenes makabre påfund. De ville nemlig på én gang udtrykke, hvor skrøbeligt det jordiske liv er, og få folk til at tænke over det evige og for dem endelige liv. Og netop livets skrøbelighed er med et næsten galgenhumoristisk glimt i øjet udtrykt i den inskription, der står over indgangen til kapellet: ”Nos ossos que aqui estamos, pelos vossos esperamos” (frit oversat: ”Vi knogler, som er her til stede, venter på, at jeres bliver rede”).

Portugal har et andet mindre benkapel, nemlig i kirken Igreja do Carmo ved byen Faro på Algarvekysten. Men det indeholder ”kun” kranier og knogler af omkring 1200 munke. Også Tjekkiet har sit såkaldte Ossuarium i Sedlec, 75 kilometer fra Prag. Det særlige ved dette benkapel er, at resterne af efter sigende over 40.000 mennesker, der formentlig døde af pest eller en anden epidemi, er brugt til at lave kors, lysekroner, våbenskjold og inventar.

Mange kommer utvivlsomt til Évora for at se de gamle ben og knogler. Men også for at se gamle sten. Ganske vist har en del af det romerske tempel ikke kunnet klare næsten 2000 års vejr og vind, og flere af de korintiske søjler er styrtet sammen. Men selv i halv størrelse er det såkaldte Diana-tempel det bedst bevarede monumentale bevis på romernes tilstedeværelse i Portugal.

Omkring Kristi fødsel var Évora en vigtig by i den romerske provins på den iberiske halvø, og Alentejo-regionen og den spanske naboregion Extremadura var romernes iberiske højborg igennem flere århundreder. Og området er det sted på den iberiske halvø, hvor man kan se flest romerske spor, foruden Diana-templet i Évora også ruinerne af både et romersk gladiatorcirkus og et amfiteater i Mérida i Extremadura, der om sommeren i dag bruges til opførelse af klassiske skuespil.

Har man mulighed for at køre ud i landskabet omkring Évora, kan man se endnu ældre sten, der vidner om menneskets tilstedeværelse gennem flere årtusinder. Blandt andet Anta do Zambujeiro, der er én af de største stendysser i Europa. Dyssen, der ligger omkring en halv times kørsel fra byen, var oprindelig et gravkammer. Her har man fundet pilespidser af flint, lerkrukker, ravperler og kobberredskaber, som er udstillet på Évoras bymuseum.

Fortsætter man endnu en halv time gennem skove af korkegetræer, kommer man til Cromleque dos Almendres i kommunen Nossa Senhora de Guadalupe.

Det er egentlig tre kredse med i alt knap 100 bautasten, anbragt i cirkler formentlig mellem år 6000 og 4000 før Kristi fødsel. Nogle af stenene har spiralformede og geometriske tegn og ristninger. Deres oprindelige formål er uklart, men det kan ikke udelukkes, at cirklerne blev brugt til en form for religiøse ceremonier.

Tilbage i nutiden må man ikke undlade at besøge Évoras katedral, Sé, der er et godt eksempel på overgangsperioden mellem romansk og gotisk byggestil. Byggeriet af den begyndte i slutningen af det 12. århundrede, kort efter at Évora var blevet befriet for muslimerne, og nogle af materialerne var genbrug fra den tidligere moské.

Tæt på centrum ligger det gamle kongepalads, San Francisco-paladset eller Don Manuel I’s palads, der er et fint eksempel på Portugals egen såkaldte manuelino-stil. Flere konger, deriblandt Manuel I og Juan III, boede i paladset, hvoraf kun en del står tilbage. Men stedet er historisk, fordi det var her, søfareren Vasco da Gama fik til opdrag at finde søvejen til Indien, hvilket skete i 1498. Til minde om den begivenhed står der i dag en statue af da Gama i paladsets park.