For den, der som lille dreng har oplevet befrielsesdagene efter den tyske besættelse af Danmark under Anden Verdenskrig og været tilskuer til den britiske feltmarskal Montgomerys triumftog gennem København den 12. maj 1945, er der noget specielt ved at stå og læse kapitulationsdokumentet, som blev underskrevet på Lüneburger Heide den 4. maj 1945 om aftenen.
LÆS OGSÅ: Nazi-kollaboratørens skrivebord var jødisk
Det bærer underskrifter af Montgomery og fem tyske forhandlere anført af generaladmiral von Friedeburg.
I skyndingen havde man glemt, at overgivelsen også skulle omhandle alle flådefartøjer i det aktuelle område: Holland, Nordvesttyskland og Danmark, hvilket Montgomery så har tilføjet i hånden.
Dette såkaldte Instrument of Surrender er udstillet på Imperial War Museum i London, som er et ganske enestående og meget omfattende museum af sin art.
Men har man kun en dag til rådighed for besøget, må der foretages nogle valg. Man kan skaffe sig overblik over to verdenskriges historie – med naturlig hovedvægt på Englands og Det Britiske Imperiums deltagelse heri – ved at trave museet igennem fra kælder til loft, eller man kan vælge at fordybe sig i perioder og begivenheder, som har særlig interesse.
Denne besøgende valgte det sidste.
Man må beundre den sobre og stilfærdige nøgternhed, hvormed krigsbegivenhederne fremstilles. Når det betænkes, hvilke ofre der er ydet, og hvilke lidelser og tab – menneskeligt og materielt – landet har været udsat for, inden det sammen med sine allierede kunne trække sig sejrrigt ud af to verdenskrige, ville man måske vente sig noget andet.
Men nej, her er ingen selvforherligelse, ingen heroisme, ingen krigsopviglen, ingen sejrsberuselse.
I museets forhal møder man det store isenkram: køretøjer, tanks, kanoner, flyvemaskiner, raketter.
Herfra bevæger man sig ind i lysdæmpede afsnit med hvert sit af krigens temaer, hvoraf mange tager udgangspunkt i enkeltpersoners liv og færden, hvilket giver udstillingerne en egen autenticitet.
Fortællingen om de britiske efterretningstjenester MI5 og MI6, som etableres før Første Verdenskrig, er elementært spændende.
Undervejs får man at vide, at der under Anden Verdenskrig blev henrettet færre end 20 tyske spioner i England, mens flere end 200 blev arresteret og derefter anvendt som dobbeltagenter i kontraspionagen.
Luftslaget om England, hvor Hitler søgte at gøre England mørt før en planlagt tysk invasion, blev afgjort i engelsk favør i september 1940 – "aldrig i krigshistorien har så mange haft så få at takke for så meget" (Churchill) – men afløstes af blitzen over London og andre engelske byer, der varede til det sene forår 1941 og kostede over 41.000 dræbte civile. På museet er der indrettet en bunker, hvor de besøgende lukkes ind i hold og med alle sanser oplever, "hvordan det var". Dog er man befriet for angsten for, at beskyttelsesrummet rammes af en fuldtræffer!
Mod Anden Verdenskrigs afslutning tog tyskerne først V1- og senere V2-raketten i brug for at vende krigen og gengælde de allierede bombeangreb på tyske byer.
En 17 meter høj V2-raket er udstillet på museet og overrasker ved sin størrelse.
Der blev fremstillet omkring 6000 af dem – de fleste affyret mod mål i England og den belgiske by Antwerpen, som rummede de allieredes vigtigste forsyningshavn.
I tilslutning til besøget på Imperial War Museum kan det stærkt anbefales at lægge vejen forbi Cabinet War Rooms med tilhørende Winston Churchill Museum.
"This is the room from which I will lead the war," (Dette er rummet, hvorfra jeg vil lede krigen) udtalte Churchill, kort efter at han havde overtaget premierministerposten den 10. maj 1940.
War Rooms ligger lidt nord for Parlamentet og Westminster Abbey, ikke langt fra premierministerboligen i 10 Downing Street, og er et underjordisk kompleks af kontorer, kabinetsværelser, beboelsesrum til nøgleministre og militære ledere, kommunikationsrum og meget mere.
Alle rum i CWR, som det omtaltes i daglig tale, var beskyttet af metertyk beton, og i sagens natur var beliggenheden hemmelig. Her mødtes altså krigskabinettet under Churchills ledelse, og her traf man de vigtige politiske beslutninger i tilknytning til den militære strategi.
De fleste af rummene står møblerede og med udstyr, som de blev forladt ved krigens slutning i august 1945.
Også i dette museum fanger et særligt dokument opmærksomheden: et håndskrevet brev på to A4-sider, dateret Buckingham Palace, 31. maj 1944.
Den engelske konge, Georg VI – det er ham, der portrætteres i den velanmeldte film "Kongens store tale" – skriver til premierministeren i et ærinde, der ligger ham meget på sinde: "My dear Winston ?".
Man forstår af brevet, at de to har planlagt og aftalt at overvære D-dagen (invasionen i Normandiet, den 6. juni 1944) fra et fremskudt observationspunkt, men at kongen har fået betænkeligheder og nu meget indtrængende opfordrer Churchill til at opgive dette forehavende, idet det vil være en katastrofe for den fortsatte krigsførelse, for landet og for imperiet, hvis han eller de begge skulle blive ofre for fjendtlig ild. "Believe me, yours very sincerely George R. I."
Churchill fulgte kongens opfordring og blev hjemme i bunkeren.
For mange danskere står netop Montgomery og Churchill som krigens sejrherrer og vort lands befriere fra den tyske besættelse i 1945. Det er en tilsnigelse, for guderne skal vide, at de ikke var alene om det. Men vi har meget at takke dem for, hvilket på fremragende vis anskueliggøres på de to museer.
