Umiddelbart ligner det noget, man ser mange steder i det mellemøstlige område.
Med både en voldgrav, metertykke mure og tunge tårne med skydeskår udviser Ajlun-borgen i det nordvestlige Jordan alle de typiske tegn på at være (resterne af) en borg bygget af de europæiske korsfarere.
Men kalkstensborgen, der troner på en bakketop i 1100 meters højde godt 70 kilometer fra den jordanske hovedstad, Amman, er mere speciel end som så. For nej, dette er ikke en borg bygget af de kristne korsriddere, men en ”kopi” af en korsfarerborg bygget af muslimer.
Det var den berømte muslimske hærfører Saladin, der i 1183 gav ordre til at opføre borgen. På det tidspunkt havde korsridderne, selvom de var et klart mindretal, mere eller mindre siddet på magten i området i godt 80 år, men ridderne var jo også godt beskyttede bag de tykke mure i de borge, de byggede i Det Hellige Land. Så hvorfor ikke gøre det samme, må Saladin have tænkt.
Saladins nevø, Izz al-Din Usama, fik opgaven med at opføre borgen, som allerede stod færdig to år efter og ifølge informationsskiltene på rundturen i ruinen som primær opgave havde at kontrollere færdslen på vejene i området. Herunder nok især ruten mod Damaskus godt 150 kilometer mod nord, for det tilfælde at korsridderne skulle bevæge sig den vej – de havde uden held prøvet at indtage Damaskus i 1148. Korsridderne kom nu aldrig i nærheden af Ajlun-borgen, for overordnet set havde de mod slutningen af det 12. århundrede rigeligt at gøre med at forsvare sig mod Saladins talmæssigt overlegne hær.
Korsfarerne var kommet til området efter en berømt tale af pave Urban II i 1095. Talen blev først nedskrevet flere år efter og findes nu i en række forskellige versioner, men ifølge historikeren Kurt Villads Jensen i ”Politikens bog om korstogene” er der enighed om, at Urban II i malende detaljer beskrev, hvordan de kristne i Det Hellige Land led under muslimsk herredømme, at muslimerne blev beskrevet som ”blodtørstige bæster”, og at paven lovede syndsforladelse til alle, der faldt i kampen for at befri Jerusalem.
Og i begyndelsen gik det rigtig godt for de kristne hære, der drog af sted. By efter by faldt til korsfarerne, og i 1099 blev det ultimative mål opfyldt med erobringen af den hellige stad, Jerusalem.
Men mod Saladin, der med våbenmagt havde forenet store områder syd, øst og nord for korsfarer-staterne, havde korsfarerne ingen chance.
Jerusalem faldt i 1187, og nok sørgede nye korstog blandt andet for, at Jerusalem atter kom på kristne hænder fra 1229 til 1244, men korsfarerne blev aldrig igen den magtfaktor, de tidligere havde været i området.
Så mens det således kan siges, at det var unødvendigt at bygge borgen i Ajlun, gør det det jo ikke mindre imponerende at besøge borgen i nutiden, hvor en nybygget træ-bro fører over voldgraven.
I det hele taget har de jordanske turistmyndigheder gjort et godt stykke arbejde med at fortælle om borgen og opsat en række informationsskilte, der dækker emner som for eksempel islamisk militærarkitektur, den udbredte brug af duer til at sende beskeder med og borgens forsvarsværker samt senere historie.
For nok kom borgen ikke i brug mod korsridderne, men den blev i de følgende århundreder brugt som administrativt centrum, blandt andet af Det Osmanniske Rige.
At bygningsværket så står som ruin i dag skyldes senere jordskælv i området. Det betyder også, at dele af borgen er utilgængelig, fordi den er ved at blive restaureret, men der er dog adgang til et af de øvre tårne, hvorfra det med den imponerende udsigt står klart, hvorfor netop denne bakke blev valgt til den muslimske borg. Ifølge skiltene på stedet kan man på en klar nat se lysene fra Jerusalem herfra.
Det er også tæt på tårnet i den øvre del af borgen, at beviset på tidligere kristen tilstedeværelse på stedet er. Her har man fundet resterne af et mosaikgulv, der menes at have været del af et kloster.
Ja, selve navnet Ajlun stammer efter sigende fra en kristen munk, der boede på den grønne bakketop.
