Det er umuligt at overse, når man nærmer sig Prags centrum: det vældige borgkompleks Prazsky Hrad, som med sin beliggenhed på højdedraget nord for Vltava-floden (Moldau) troner over den tjekkiske hovedstad. Fyrsternes og kongernes hovedsæde siden 800-tallet. I alle Prag-turistguider i top tre sammen med Karlsbroen og den gamle rådhusplads over de absolut nødvendige attraktioner, som man bare skal se.
Og stort er det. Så stort, at man kan vandre rundt i timevis og alligevel få fornemmelsen af, at man mangler et eller andet. Selvom man både har set Skt. Vitus-katedralen, renæssanceanlæggene og alle borggårdene.
Og det var sådan, vi havde det, da vi kom hjem på hotellet efter det første besøg, og vi efterrationaliserende havde konsulteret turistguiderne. Vi manglede Den Gyldne Gade!
Så dagen efter det første besøg måtte vi igen traske op ad de stejle gader i Hradcany-kvarteret, som stadig er magtens centrum. Nu ikke for konger og fyrster, men for det unge tjekkiske demokratis regerings- og administrationsbygninger.
Det er ikke mærkeligt, hvis man i første omgang overser Den Gyldne Gade. I hvert fald ikke, hvis man starter turen ved hovedindgangen. Man skal helt ned i bunden af borgområdet for at finde gaden. Og om ikke andet, så opdager man den, fordi man skal betale entré for at komme derind. På det øvrige borgområde kan man gratis bevæge sig omkring, men tjekkerne har åbenbart også fundet ud af, at her har vi at gøre med noget særligt. 250 Kc (cirka 80 kroner) pr. voksen næse skal man slippe for at komme indenfor. Smådyrt, men det generelle prisniveau i Prag i øvrigt er trods alt stadig pænt under det danske, så vi pungede ud i dagens anledning.
Synet af 16 meget små huse møder én. En gyde, hvor minihusene står klinet op ad den gamle borgmur. Utroligt nok har husene tjent som boliger helt frem til 1947.
I dag ville selv den mest blomstrende ejendomsmæglerlyrik ikke kunne skjule, at de umiddelbart idylliske huse består af ét værelse og bogstavelig talt ikke mere!
Men i middelalderen tjente husene ikke desto mindre som boliger for bueskytter, handlende og håndværkere, blandt andet guldslagere, heraf gadens navn. Senere flyttede kunstnere ind i husene, blandt andre forfatteren Franz Kafka.
I dag er husene forvandlet til souvenirboder med salg af de berømte tjekkiske marionetdukker, bøhmisk krystal med mere. Men gaden er bestemt også sin middelalderfortid bevidst. Oven over de første huse er der en loftsgang med udstilling af utallige rustninger med tilhørende våben og man kan også prøve at skyde med armbrøst, så hvis man har børn eller børnebørn med på turen, kan ridderdrømmen få frit løb.
Der bliver dog skruet kraftigt ned for middelalderromantikken, når man forlader Den Gyldne Gades sidste hus og igennem den lille port når frem til Daliborka-tårnet.
Det gamle fængselstårn rummer en grusom udstilling af alskens torturinstrumenter fra Middelalderen. Nederst i tårnets kælder kan man se den underjordiske kasemat, hvor fangerne blev nedsænket gennem et hul i gulvet og næppe kom op fra igen i live.
Så er det straks mere opmuntrende at komme ud igen og se den forrygende udsigt over Prag, som borgområdet kan byde på. Røde tegltage, gyldne spir og masser af mennesker. Og ja, deriblandt mange turister.
Prag er blevet en umådelig populær turistby, og det er der utallige gode grunde til. Selv hvis man fratrækker de mest åbenlyse turistattraktioner, kan byen byde på så mange smukke bygninger, at de alene er hele turen værd.
Det er fuldt forståeligt, at Prags indre bydele i 1992 kom på Unescos liste over verdens kulturarv. Men turisterne fylder godt op i gadebilledet, og man får nok mest ud af et besøg i Prag, hvis man kommer uden for højsæsonen.
Vi tør slet ikke tænke på, om vi overhovedet ville have været i stand til at se den ganske lille gyldne gade for bare turister, hvis ikke vi havde været der allerede i starten af marts.
Men uanset rejsetidspunkt kan man altid løfte blikket over turistflokkene og nyde de umådelig smukke bygninger og de mange spændende stukkatørarbejder, som byen er så rig på. Blot skal man så passe på ikke at snuble over gadens brostensbelægning og de mange sporvognskinner, der gennemskærer byen.
Og husk at økonomisere med kræfterne. Når sulten melder sig efter en lang travetur i de gamle bydele, så bør man sørge for at have lidt ekstra i batterierne til at søge væk fra det absolutte centrum for at finde et spisested. Blot få hundrede meter fra de hotteste turistattraktioner er restauranterne både bedre og rigeligere og ofte til den halve pris!
Prag er på godt og ondt blevet en rigtig turistby.
