Lollands 12 stenstøtter

Kunstværket Dodekalitten på Lolland vil komme til at bestå af 12 stenstøtter mellem syv og ni meter høje. Foreløbig er der rejst seks stenstøtter, og tre af dem har et ansigt. I næste uger besøger Dronningen stedet og afslører og navngiver den tredje figur

I mandags var der fire stenstøtter på stedet. Men i denne uge har man arbejdet hektisk på at få to flere sat op. På onsdag skal dronning Margrethe afslører en af dem – en kvindefigur. Det betyder, at Dodekalitten har tre færdighuggede figurer, og tre der venter på at blive hugget ud. –
I mandags var der fire stenstøtter på stedet. Men i denne uge har man arbejdet hektisk på at få to flere sat op. På onsdag skal dronning Margrethe afslører en af dem – en kvindefigur. Det betyder, at Dodekalitten har tre færdighuggede figurer, og tre der venter på at blive hugget ud. – Foto: Thomas Kadziola

Dodekalitten hedder kunstværket, der langsomt er ved at tage form i Ravnsby Bakker ved Kragenæs på det nordlige Lolland. Dodeka betyder tolv på græsk. Dodekalitten kan oversættes med Tolvstenen. De tolv stenstøtter bliver mellem syv og ni meter høje, hvoraf de øverste to meter hugges ud som ansigter. Når værket en gang står færdigt vil de tolv figurer danne en rundkreds med 28-30 meter i diameter. Det er ikke svært at forestille sig hvor imponerende det vil tage sig ud. En dansk pendant til Stonehenge eller Påskeøens stenstatuer, og et flot vartegn for Lolland.

Dodekalitten bliver dog endnu mere magisk end de ovennævnte steder – for hér synger stenene! Først tror man at det måske er en landbrugsmaskine der brummer i det fjerne? Men pludselig forandrer lyden sig og bliver til de smukkeste elektroakustiske klange, en ægte sfærernes musik.

Der er to ildsjæle bag det omfattende projekt, billedhuggeren Thomas Kadziola og komponisten Gunner Møller Pedersen, begge bosiddende på Lolland.

Projektet fik sin begyndelse i 2006, da Gunner Møller Pedersen så nogle to-tre meter høje stenfigurer, som Thomas Kadziola havde stillet op i LandArt-projektet ”Anemarken” ved Søllestedgård på Lolland.

Komponisten foreslog billedhuggeren at skabe et lollandsk Stonehenge, bestående af tolv meget store stenstøtter med ansigt. De skulle opstilles i rundkreds på en åben mark.

Efter tre års betænkningstid sagde Thomas Kadziola ja. Betingelsen var at Gunner Møller Pedersen lavede musik til værket.

Komponisten gik i gang med musikken, men først nedskrev han legenden om sagnfolket Lolerne: ”I en fjern fortid, hvor havene steg, og vandene overskyllede menneskenes bopladser, brød et folk langt fra syd op fra deres hjemegn, og begav sig mod nord. Det var et civiliseret folk med en rig kultur. De kaldte sig Lolerne. En stamme af dem slog sig ned på øen, vi i dag kender som Lolland efter de mennesker, der for omkring 7500 år siden kom dertil.”

Gunner Møller Pedersen fortæller, at Lolerne måske kom vandrende fra egnen af Sortehavet.

Han forsætter sin fortolkning af historien: ”De fortsatte måske også til Bretagne, England og Irland. Alle vegne hvor de drog frem, fandt de tolv meget store sten, som de rejste som monumenter over forfædrene, der var høvdinge eller shamaner eller bare bemærkelsesværdige personligheder med god sangstemme. Stenene blev opstillet i rundkreds for at symbolisere rådslagning og korsang. I årene omkring 2000 efter Kristus kom nogle af ’Lolernes arvtagere’ tilbage til Lolland for at forny deres forfædres kulturarbejde. De organiserede sig i små grupper sammen med lolisk-sindede lokale og søgte at genrejse såvel de gamle traditioner for musik og billedkunst som selve det syngende monument med de tolv forfædre i sten, som nu blev kaldt Dodekalitten.”

Videre i Gunner Møller Pedersen s beretning hedder det: ”Gruppen af initiativtagere kalder sig ’Lolerringen’. Omkring denne kerne har man samlet en række hjælpere i en organisation med navnet ’Lolerkredsen’. Stenmesteren Broder Thomnir, alias Thomas Kadziola, påtog sig ansvaret for at finde, hugge og rejse de store sten i Dodekalitten, et arbejde som det ville tage ham mindst tolv år at udføre. Skjald og Syngemester Broder Gunhirdur påtog sig at genskabe den oprindelige fortælling samt musik og korsang, så landskabet og menneskene på Lolland igen ville kunne blive fortryllet.”

Størrelsen af stenene til Dodekalitten var den første udfordring. Fejlfri granitblokke på otte meter er sjældne. I den danske natur findes der ikke længere så store sten. Løsningen blev at lede i norske og svenske stenbrud i de egne, hvor der ligger vandreblokke fra istiden.

Den første stenblok blev erhvervet i september 2010 fra et stenbrud i Älmhult. Den var af sort svensk diabas, 75 tons tung. Der var materiale nok til to stenstøtter, hvis den kunne flækkes på langs. Dette lykkedes efter en uges hårdt arbejde. De to blokke blev transporteret til Lolland og den første rejst på arbejdsfundamentet hjemme hos Thomas Kadziola. Første mejselslag kunne fejres den 25. november 2010.

Hvordan alle de tolv stenstøtter kommer til at se ud hver især, hvilke personligheder de rummer, ved ikke engang billedhuggeren selv. Han skal finde dem i stenen.

Den første, han fandt i den sorte svenske diabas, var Baldur, som blev præsenteret for offentligheden i Reventlowparken under ”Lys Over Lolland” i august 2012 inden den endelige opstilling ved Kragenæs. Her blev grunden til Dodekalitten erhvervet i 2013, efter at en fredningssag om placeringen i Ravnsby Bakker var endeligt afsluttet med positivt resultat for projektet.

Den næste figur Thomas Kadziola fandt i stenen var Lodir. Og den tredje figur, der indtil nu har fået et ansigt, vil blive afsløret og navngivet på onsdag den 1. juni om eftermiddagen af dronning Margrethe. Hun kommer til Lolland i forbindelse med 750 års-jubilæet for Nakskov by. Et staldtips fra billedhuggeren fortæller at den nyeste stenstøtte er en kvindefigur!