Den fattige kvinde på træ-briksen skulle bide over en læderindbundet stok. Så kunne hun ikke skrige af smerte, når kirurgens kniv borede sig ned gennem lårknoglen for at skære det betændte ben af hendes krop. ”Flyt jer lidt, flyt jer lidt,” råbte en medicinstuderende, der havde dårligt udsyn i det stuvende fyldte operationsrum.
Sådanne førstehåndsberetninger kan man bladre sig igennem i en tyk bog på loftet af den nu nedlagte St. Thomas-kirke i Londons Southwark-kvarter. Alle operationerne foregik i loftets operationsrum, hvor byens fattige kvinder i årene mellem 1822 og 1862 havde mulighed for at blive opereret gratis.
Operationsrummet er Europas ældste, og det var ofte en smertefuld og risikabel affære at være patient i det hesteskoformede lokale. Der fandtes ingen bedøvelse, før kloroformen kom til i 1846, og kun hver tredje overlevede operationerne. De mere velhavende af byens beboere foretrak da også at blive opereret hjemme på køkkenbordet, hvor man ikke som her måtte finde sig i, at nysger- rige medicinstuderende så på.
I dag er der ro omkring briksen, og tilskuerpladserne indtages i stedet af museumsgæster. Kirurgen er skiftet ud med en guide, som fortæller om kvindernes trange kår og om museets bemærkelsesværdige tilblivelse.
St. Thomas-kirken var oprindeligt bygget klos op ad et hospital, som havde direkte adgang til loftrummet. Operationsrummet fungerede som en forlængelse af hospitalet.
Men i 1862 blev hospitalet flyttet, og indgangen til loftrummet blev muret op. Kun én indgang blev bevaret: en åbning i væggen fem meter over jorden. Det krævede en stige at nå derop, men ingen vovede sig ind i det mystiske og mørklagte loftrum, som med årene blev glemt.
I 1956, altså næsten 100 år senere, researchede forfatteren Raymond Russell på en bog om det flyttede hospital. I den forbindelse genopdagede han det glemte operationsrum. Vinduerne var helt sorte af snavs fra det forgangne århundrede, og brædder dækkede kun sporadisk gulvet. Men briksen stod der stadig. Efter en årrække med gennemgribende renoveringer åbnede operationsrummet så på ny i 1962 som The Old Operating Theatre Museum and Herb Garret, som det fortsat hedder i dag.
Ud over operationsrummet fandt Raymond Russell også et rum, der var blevet brugt af hospitalets apoteker til at opbevare kloroform (da det kom til), opium og andre urter til behandling af patienter.
Det er her, man kommer op, når man har forceret den smalle vindeltrappe, der blev bygget efter loftrummets genopdagelse. Under loftrummets skrå vægge kan man gå på opdagelse i glasskabe fyldt med urter og genstande, som blev brugt i det tilstødende operationsrum. Her ser man de forskellige knive, som blev brugt til at skære arme og ben af. Her er specielle sakse, som kunne klippe større stykker hud af. Og her er nogle af de første kloroformmasker fra tiden umiddelbart før, operationsrummet blev lukket.
Det er ikke kun montrer med hospitalets gamle udstyr og urter, man finder, når man studerer det gamle, lavloftede loftrum. Også patienternes efterladenskaber er sat frem til skue. Nyresten i forskellige nuancer og størrelser og kulsorte lunger farvet af et langt liv i Londons forurenede gader.
På væggene hænger billeder af legemsdele fra medicinbøger, og enkelte steder er operationerne forsøgt gengivet i tegninger.
Der hænger eksempelvis en tegning, hvor en skrigende kvinde holdes tilbage af fire mænd, mens kirurgen opererer hende.
Træder man ind i operationsrummet og studerer kirurgens vask, lærer man også lidt om, hvordan man betragtede vigtigheden af hygiejne førhen.
”Her vaskede kirurgen hænder. Nogle gange vaskede han endda hænder før operationen”, står der skrevet ved siden af vasken. Og ved siden af vasken hænger en lilla kåbe, som kirurgen altid iførte sig før en operation. På den måde sprøjtede blodet ikke op på kirurgens tøj. Men kåben blev sjældent vasket:
”Den stank altid af blod og betændelse,” står der på et lille skilt, som også fortæller, at der under briksen stod en spand, ”som var fyldt med patienternes blod”.
Mangel på viden om infektioner og renlighed var da også en af hovedårsagerne til den høje dødelighed blandt patienterne.
Men kirurgerne var blandt landets bedste, og operationerne, som de fattige kvinder undergik her, var deres eneste mulighed for at blive raske. Og ofte sidste mulighed. Kvinderne havde typisk været syge i længere tid, før de tog hertil, og de undergik de smertefule operationer helt drænet for kræfter.
Det er svært at forestille sig de smerter, kvinderne oplevede. Men når man forlader operationsrummet og går forbi glasskabet med den læderindbundne stok, får man et klart billede: Tandmærkerne sidder stadig dybt i læderet her mere end 150 år senere.
