”I behøver for resten ikke bekymre jer om bomber. Dresden er en åben by. Den bliver ikke forsvaret og indeholder ingen krigsindustri eller troppekoncentrationer af nogen betydning.”
Men Dresden blev bombet. Mellem den 13. og 15. februar 1945 kastede allierede fly i omegnen af 3000 tons bomber over byen med det resultat, at store dele af Dresden, inklusive dens berømte barokcentrum ved floden Elben, blev jævnet med jorden – og at et stort antal civile blev dræbt.
Bombningen af Dresden, der var kendt som ”Elbens Firenze”, er siden blevet et af de mest omdiskuterede bombetogter, som de allierede foretog over tyske byer under Anden Verdenskrig. Det kan blandt andet ses på mængden af bøger om bombardementet, der er til salg i enhver souvenirbutik i centrum af byen, ofte i selskab med ”Slagtehal fem”, den roman, som den amerikanske forfatter Kurt Vonnegut (1922-2007) skrev om bombardementet af Dresden.
I nutiden er Dresden fint genopbygget – så fint, at man som besøgende faktisk savner en art mindesmærke. Byens store protestantiske kirke Frauenkirche (Vor Frue Kirke), som det kommunistiske styre i DDR havde ladet stå som ruin og mindesmærke, blev efter den tyske genforening genopbygget i årene 1994-2005 og gør nu et imponerende, omend noget ferskt, indtryk.
Selve det centrale byrum er selvfølgelig en slags mindesmærke. Her er en række bygninger fra kommunisttiden placeret ganske uskønt tæt op ad de gamle barok-bygninger, ligesom der fortsat er flere tomme grunde mellem husrækkerne og masser af nybyggeri i en ofte tilstræbt gammel stil – samt en lille mindetekst om bombardementet på byens gamle marked, Altmarkt. Men først som sidst er det med mindesmærker et spørgsmål om, hvad man som samfund vægter højest. Er det (genopbygningen af) et enestående bycentrum primært fra det 18. århundrede eller et bombardement fra 1945 udløst af et nazistisk styres aggression?
For Kurt Vonnegut , der var amerikansk krigsfange i Dresden under bombardementet, var der ingen tvivl om, at selve bombardementet også fortjente et mindesmærke – og det satte han med romanen ”Slagtehal fem”. En roman, der i typisk Vonnegut-stil også inkluderer rumvæsener og tidsrejser, men primært er en antikrigsroman, der blev en øjeblikkelig succes, da den udkom i 1969 under USA’s tiltagende upopulære krig i Vietnam.
Romanens titel refererer til Dresdens store slagteri, der under Anden Verdenskrig fungerede som fangelejr. Slagteribygningerne et par kilometer nordvest for centrum findes endnu – og man kan enten selv gå derud fra centrum eller tage på en guidet tur i Vonneguts spor. Sidstnævnte har den fordel, at man får masser af information og oplæg til diskussion om ansvar og skyld.
For eksempel imødegås Vonneguts portræt af Dresden som en nærmest uskyldig by af lokalguiden, der nævner, at byen i nazitiden var den første tyske by, hvor der fandt bogafbrændinger sted. Og at byen i krigens slutfase nok ikke blev forsvaret som sådan, men til gengæld var knudepunkt for transport af udstyr og tropper til både øst- og vestfronten. Og at dødstallet for bombardementet, som Vonnegut sætter til 135.000 mennesker, er for højt – i nutiden er der enighed om, at tallet nærmere er godt 20.000. Og at nazisterne tidligere i krigen på ingen måde holdt sig tilbage for at bombe engelske byer, hvilket gjorde alle tyske byer til et legitimt mål – Dresden har i øvrigt siden 1959 været venskabsby med engelske Coventry, der tidligere i krigen blev ramt af gentagne tyske bombardementer.
Samtidig har den guidede tur den fordel, at man kan komme indenfor på slagteriområdet, der i dag er halvt forfaldent, halvt fungerer som messecenter med dertilhørende adgangskontrol. Og nede i den kælder, der sikrede, at Vonnegut og andre krigsfanger overlevede, er der så faktisk et mindesmærke over bombardementet i form af en væg fyldt med motiver fra romanen.
At rummet – lidt bizart – nu fungerer som garderobe for messecentret, ville utvivlsomt have passet den amerikanske forfatter fint. For nok er ”Slagtehal fem” en anti-krigsbog, men også en forbavsende humoristisk og afvæbnende roman, og mon ikke Vonnegut i forhold til garderoben ville have gentaget det lakoniske udsagn, som romanen igennem går igen som kommentar til de ofte uhyrlige begivenheder:
”Sådan går det.”
