Prøv avisen

Mesteren, der aldrig lærte at tegne

Vincent van Gogh skiftede flere gange markant stil. Her er det et af hans mest berømte malerier "Stjernenatten" fra 1889.

Van Gogh Museet i Amsterdam begår en lille genistreg ved i en sidebemærkning at påpege malerens manglende tekniske kunnen. Det åbner et helt anderledes perspektiv på van Gogh

Jeg vil være kunstner.

Beslutningen kom lige så pludseligt som beslutningen om at skære en del af sit øre af i et senere meget berømt skænderi med malerkollegaen Gauguin.

Før Vincent van Gogh bestemte sig for at blive kunstner, havde han forsøgt sig både som agent hos en international kunsthandler, skolelærer, teologistuderende og frimenighedsprædikant, men som 26-årig havde den hollandske præstesøn faktisk ikke nogen idé om, hvad han skulle give sig til. Lige indtil idéen om at blive kunstner slog igennem.

Nu var der bare den lille hage ved beslutningen, at Vincent aldrig havde lært at tegne.

Noget, som Van Gogh Museet i Amsterdam ved afslutningen af den permanente udstilling gør et mindre, men yderst interessant nummer ud af. Museet viser blandt andet, hvordan lårbenene på en siddende kvinde på et af van Goghs tidlige malerier er omtrent dobbelt så lange, som de burde være. Og nok havde Vincent for egen fornøjelses skyld tegnet siden barnsben, men han havde aldrig modtaget undervisning, så hverken farvelære, perspektivlære, komposition eller for den sags skyld, hvor den moderne kunst var på vej hen i begyndelsen af 1880erne, var noget, hollænderen var hjemme i.

Med det in mente er det endnu mere interessant at gå den kronologisk opbyggede udstilling igennem en gang til og følge van Goghs voldsomme forandring fra mørk, socialrealistisk bondemaler over pointillistiske farveøvelser til de gule orgier af solsikker og kornmarker i brede penselstrøg, som han nu primært er kendt for. Og endnu mere forbløffende er det, at den udvikling fandt sted på under 10 år.

Faktisk begynder Vincent først for alvor med oliemalerierne i 1883, syv år før han begår selvmord. Den socialt indignerede van Gogh skildrer her det hårde og fattige liv på landet i Holland i mørke, nærmest knugende farver under påvirkning af den franske landskabsmaler Jean-Francois Millet.

En stil, som absolut ikke er på mode i Paris, hvor Vincents lillebror, Theo, der arbejder i et kunstfirma, forsøger at sælge storebrors malerier. Det fører til, at Vincent beskylder Theo for ikke at gøre nok for at sælge malerierne, mens Theo på sin side forsøger at forklare storebror lidt om impressionisternes langt lysere farvevalg.

At Vincent van Gogh ved mødet med Paris og mere moderne strømninger inden for malerkunsten i 1886 ændrer stil markant, ændrer ikke ved det fraværende salg. Og kun den fordelagtige aftale med Theo, der sender Vincent et fast pengebeløb hver måned mod at modtage et par malerier, betyder, at Vincent kan fortsætte som kunstner. Ikke at det gør Vincent rig. Den meget simple forklaring på de uforholdsmæssigt mange selvportrætter er ikke narcissisme, men at han ikke havde råd til at betale modeller.

Det med de få penge fører igen tilbage til museets påpegning af van Goghs manglende tekniske og teoretiske kunnen. Nok tager han undervejs et par kurser, men den slags koster, så van Gogh er primært en selvlært maler, der imiterer efter bedste evne, hver gang han ser noget, han opfatter som spændende. Som når han maler kopier af japansk træskærerkunst, fordi han er imponeret over farvernes klarhed. Eller når han maler farvestrålende kopier af Delacroix og Rembrandts bibelske motiver udført efter sort/hvide tryk.

Og jo, der har været mange og fuldstændig plausible forklaringer på van Goghs voldsomme skift og helt specielle stil. Ud over den på udstillingen underligt nedtonede sindssyge, så skulle eftervirkningerne af et overdrevent absinth-forbrug kombineret med medicinen mod hans epilepsianfald ifølge mere lægelige forklaringer have fået ham til at se verden stort set så gul, som den fremstår i malerierne fra hans seneste år. Samme kombination bruges også som forklaring på de markant tunge penselstrøg. Medicinen skulle ganske enkelt have gjort det umuligt for van Gogh at styre penslen i længere tid end til et enkelt, hurtigt penselstrøg.

Forklaringerne er utvivlsomt rigtige, men museets lille sidebemærkning får denne skribent til at overveje en ganske simpel, supplerende forklaring. Måske var det netop, fordi van Gogh ikke var formelt uddannet inden for malerkunsten, at han så begejstret sugede alt til sig, som han fandt spændende og dernæst imiterede efter bedste evne. Og netop fordi han ikke var i stand til at lave teknisk perfekte malerier, så blev resultatet noget helt nyt, som verden nu betragter som geniale mesterværker.

Samtiden var som tidligere nævnt knap så begejstret. Resultatet i van Goghs levetid var ét (1) solgt maleri, Den røde vingård fra 1888, der nu hænger på Pusjkin Museet i Moskva.

Men døm selv, når turen går til Amsterdam. For museets genistreg består netop i at give rum til personlig fortolkning af den hollandske mester.

andreasen@kristeligt-dagblad.dk

Vincent van Gogh skiftede flere gange markant stil. Her er det et foto af hans maleri "Hvedemark med krager" fra 1890. -
Vincent van Gogh skiftede flere gange markant stil, som disse tre malerier viser. Øverst ”Gård med tørvestakke” fra 1883, ”Clichy Boulevarden” fra 1886-1887 og ”Hvedemark med krager” fra 1890.
foto