Selve det inderste rum er ottekantet, og der er 11 meter til loftet. Langs væggene og spredt ud i rummet står kolossale figurer, så dramatiske i deres udtryk, at man som menneske føler sig lille bitte. Der er ingen vinduer i væggene, så naturen udenfor kan ikke forstyrre beskueren, og følelsen af at være til stede i en kunstners verden, i et kunstnersind, bliver hermed total.
Tegners Museum og Statuepark i Dronningmølle i Nordsjælland er ikke nær så kendt som Thorvaldsens Museum ved Christiansborg eller Ny Carlsberg Glyptotek ved Tivoli i København. Men ikke desto mindre er Danmark befolket med skulpturer af denne billedhugger, en af Danmarks allerdygtigste, hvis værker de fleste allerede kender uden dog at vide, hvem der har lavet dem.
Ved Rigshospitalet i København strækker eksempelvis tre nøgne mennesker sig mod solen på hjørnet af Tagensvej og Blegdamsvej, og i Helsingør er mange kørt forbi Danserindebrønden, som står på vejen ud mod slottet Kronborg. Begge værker er lavet af Rudolph Tegner, som mere eller mindre blev bandlyst af sin samtid som værende eksponent for nazismens helteidealer, men hvis fantastiske værker stadig kan besøges og beskues i hans eget besynderlige univers i Ruslands Bakker i Dronningmølle.
Her i et for Nordsjælland meget anderledes hedelandskab, bestående af sand og lilla lyngbakker, byggede Rudolph Tegner fra 1937-1938 en enorm betonbygning til sine mange skulpturer og udlagde samtidig det omkringliggende landskab til skulpturpark.
Han tegnede selv museet, som er en af de første betonbygninger i Danmark, og opstillede her og i den tilstødende park mere end 250 af sine værker i både gips, ler, bronze og marmor. Og lod sig i øvrigt også i 1950 begrave i midten af sit livsværk en stor sten i gulvet i museets inderste rum er Rudolph Tegners gravsten.
Billedhuggeren Rudolph Tegner blev født i 1873 og stræbte i sin kunst mod en ny monumental stil. Uddannet fra Akademiet i den antikke stil blev han dog hurtigt optaget af tidens strømninger, hvor de første Olympiske Lege siden antikken blev holdt i Athen i 1896 og affødte en enorm interesse for kroppen og kropslig udfoldelse.
I Danmark nåede kropshysteriet et højdepunkt, da tidens sundhedsapostel nummer et, gymnastiklæreren J.P. Müller, i 1903 blev kåret som Danmarks smukkeste mand, og Tegner og flere andre danske kunstnere, blandt andre billedhuggeren Kai Nielsen, blev grebet af denne kropsdyrkelse i tiden, som senere er blevet benævnt vitalismen.
Tidens nærmest heroiske mennesketype sås derfor udtrykt i både Tegners og Kai Nielsens skulpturer, men sammenholdt med nazismens jagt på overmennesket i slutningen af 1930erne og begyndelsen af 1940erne satte det en generation af kunstneres søgen efter idealet om den perfekte krop i et dårligt lys. For eksempel udstillede Tegner sin skulptur Billedhuggeren på Charlottenborg i 1944, men blev prompte bedt om at fjerne den, da den stødte folk.
Tegner havde dog allerede i 1915 delt vandene, da han i Rådhushallen i København ville udstille forstudierne til sit absolutte livsværk, Livets Port, som skulle være en hymne over menneskers liv fra fødsel til død.
Jeg ville udtrykke deres sorger, deres kærlighed og brud, deres kampe, sejre og nederlag, til ensomheden tager hver enkelt i sin favn, har Tegner skrevet om projektet Livets Port.
Skønt litteraturforskeren og kritikeren Georg Brandes var en stor fortaler for Tegner, og skønt 150.000 mennesker i perioden kom og så forstudierne til Livets Port og var begejstrede, blev Tegner alligevel sortlistet af Karl Madsen, daværende direktør for Statens Museum for Kunst, som vendte den folkelige stemning mod ham.
Beskæmmet og ulykkelig trak Tegner sig mere og mere ind i sig selv, dog stærkt moralsk støttet af hustruen, Elna Tegner, hvis økonomiske formåen sørgede for, at ægteparret allerede kort efter nederlaget med Livets Port kunne begynde at opkøbe jord i Ruslands Bakker og senere opføre museet.
I dag ses Tegners store kærlighed til hustruen udmøntet i en statue af Elna i legemsstørrelse siddende ved indgangen til museet, og dele af Livets Port kan ses både inde i museet og ude i statueparken.
I dag er det indiskutabelt, at Tegner var en banebrydende skikkelse i opposition til Thorvaldsens klassicisme, og nazist var han ikke. Det udtrykker han blandt andet i sin skulptur Danmark under Besættelsen, hvor man ser en bagbundet mand på en stejlende hest.
Sådan siger Luise Gomard museumsinspektør ved Tegners Museum.
Tegner var symbolist og som kunstner en søgende sjæl, og han trak på tendenser i sit eget liv og fabulerede over dem i sin kunst. Derfor finder man hos ham værker med temaer både omkring religion, græsk mytologi og den tyske filosof Friederich Nietzsches tanker. Blandt andet har Tegner lavet to værker med guddommeligt indhold: Mennesket og Guddommen (1894-1896) og Sankt Peter (1935). Sidstnævnte er en allegori over det faktum, at kunstneren havde svært ved at få ordentligt fodfæste på den danske kunstscene og var temmelig bitter over det. I skulpturen står Sankt Peter med den tunge byrde: nøglen, som han er lænket til, og samtidig ligner han Rudolph Tegner selv.
Tegners Museum ejes i dag af et legat, som hustruen, Elna Tegner, stiftede, inden hun døde i 1976. Derudover lever museet af tilskud fra Gribskov Kommune samt entreindtægter.
