”Moskéen er primært bygget for turister.”
Det udsagn får flere af gæsterne i minibussen til at se så tilpas forundrede ud, at guiden føler sig nødsaget til at fortsætte:
”Ja, altså fordi sheik Zayed ønskede at vise ikke-muslimer, hvordan der ser ud indenfor i en moské.”
Det betyder – stadig ifølge guiden – at Sheik Zayed-stormoskéen i udkanten af Abu Dhabi, hovedstaden i De Forenede Arabiske Emirater, kun er åben for muslimsk bøn til den vigtigste af slagsen, nemlig fredagsbønnen – resten af tiden vises turister af enhver tro rundt.
Umiddelbart et lidt underligt koncept for en moské, men også ganske sympatisk, da moskéer i flere lande er lukket land for ikke-muslimer.
Og når nu moskéen er privatejet af Abu Dhabis regerende familie – sheik Zayed bin Sultan Al Nahyan, der døde i 2004, var emir over Abu Dhabi og præsident for De Forenede Arabiske Emirater – så kan familien jo gøre, som den vil.
På andre parametre lever moskéen fuldt op til normerne. Før turen går ind på selve moskéområdet, kaster guiden et kritisk blik på gæsternes påklædning. De fleste af kvinderne får overrakt en heldækkende brunlig abaya. Ja, selv den unge mand med et par små huller i cowboybukserne får udleveret en thobe, den mandlige pendant til kvindedragten.
Indgangen er også opdelt i en kvinde- og en mandeindgang – overraskelsen kommer kort efter i form af en golfvogn. Tilsyneladende tager moskéens administration ingen chancer i forhold til turisters velbefindende i ørkenvarmen, så de små 100 meter til selve moskéens gårdsplads og ikke mindst den skyggefulde søjlegang, der omgiver den, foregår i overdækket vogn.
Efter køreturen og efter at have taget skoene af er det tid til for alvor at kaste et blik på moskébygningen, der stod færdig i 2007 og kan rumme 40.000 bedende, 7000 indenfor, 3000 i to særlige kvinde-afdelinger og 30.000 udenfor i det skarpe sollys. Og det med lyset er virkelig en faktor, så husk solbrillerne, for kombinationen af moskéens hvide marmor og sollys er en skrap omgang for øjnene.
Selve moskéen minder udefra sine steder om gravmælet Taj Mahal i Indien, men ifølge stedets hjemmeside er bygningen helt bevidst en blanding af stilarter fra alle muslimske perioder og tider. Det imponerende er så, at moskéen alligevel gør et særdeles harmonisk indtryk.
Indenfor udpeger guiden qiblaen, den vægfordybning der viser retningen til Mekka, men gør ellers mest ud af, at moskéen har verdens største tæppe.
På spørgsmålet om, hvordan tæppet kom hertil, bliver han lidt mere usikker:
”Jo, det blev vist fløjet hertil i tre fly fra Iran,” siger han og tilføjer efter en tænkepause ”og efterfølgende samlet i moskéen.”
Umiddelbart et lidt uventet svar, men guiden har ret, viser et internet-opslag. Tæppet er optaget i Guinness Rekordbog som verdens største håndvævede tæppe med et areal på 5630 kvadratmeter, det ankom i ni dele til moskéen, hvor det blev endeligt samlet – og det kom fra Iran.
Det er især det sidste, der er uventet i betragtning af, hvor kolde vinde der i disse år blæser over det farvand, der skiller de to lande, og som på dansk både kan betegnes som Den Persiske Golf og Den Arabiske Bugt. Forholdene mellem det sunnitiske regime i De Forenede Arabiske Emirater og det shiitiske styre i Iran er mildt sagt anspændt – og senest har Emiraterne og Saudi-Arabien prøvet at fryse en anden golfstat, Qatar, ud af det gode selskab, fordi de mener, at Qatar opfører sig for venligt over for Iran.
Men tilbage til moskéen, der også indenfor har en ganske stilren atmosfære. Det eneste lidt pang-agtige er de tonstunge ædelstensbesatte lysekroner, der fra bestemte vinkler har en slående lighed med en farverig udgave af den danske designer Verner Pantons Ball-lampe.
En smule skuffende er det, at der ikke er adgang til hele moskéens indre, men sheik Zayeds vision om at vise for ikke-muslimer, hvordan der ser ud indvendigt i en moské er til fulde opfyldt.