Museum med turbulent historie

Den russiske stats historie krydser skandinavisk historie flere steder og gør Ruslands historiske museum ekstra interessant for danskere

Folk klædt ud som Ruslands herskere vandrer som regel rundt ved Opstandelsesporten til Den Røde Plads. Her ses Lenin og den sidste zar, Nikolaj II.
Folk klædt ud som Ruslands herskere vandrer som regel rundt ved Opstandelsesporten til Den Røde Plads. Her ses Lenin og den sidste zar, Nikolaj II. Foto: Mette Jørgensen Rodgers.

Den russiske nations historie har fået en af landets mest prominente placeringer: lige ved indgangen til Den Røde Plads ved siden af det russiske magtcenter – Kreml – med de kendte, rødbrune mure.

Museet står placeret uden for Kremls mure, men tilknytningen til staten er tydelig, idet den bemærkelsesværdige bygning – dekoreret med tårne og tinder og pudsige vinkler – er holdt i samme rødbrune farver som murene og er bygget sammen med Genopstandelses-porten, som er indgangen til Den Røde Plads.

Bygningen og museets forhold til staten har imidlertid haft sine op- og nedture. De første rum i museet blev åbnet på dagen for Aleksander III?s kroning som landets zar i 1883, men bygningen blev senere offer for kommunismens forsøg på at udslette landets aristokratis historie.

De oprindelige lofts- og vægmalerier – blandt andet et enormt stamtræ over landets monarker, der dækker tiden fra Vladimir og Olga af Kijev til Aleksander III og hans danske hustru, prinsesse Dagmar – blev ligesom museets andre værdifulde lofts- og vægmalerier malet over efter revolutionen. Det tog over ti år – fra 1986 til 1997 – at restaurere museets interiør igen.

I dag fremstår det imidlertid som et af Ruslands smukkeste museer med rum dekoreret i hver enkelt periodes stil.

Museet begynder sin fortælling med tiden, hvor de første mennesker slår sig ned i de sydlige regioner af den russiske slette for 300-400.000 år siden.

De næste rum tager den besøgende gennem sten-, bronze- og jernalderen og dannelsen af det, der senere bliver den gamle russiske stat omkring år 900, der får Kijev som hovedstad.

Her krydser vores og den russiske nations historie for første gang hinanden, idet man mener, at det var vikingerne, især de svenske væringer, der var med til at skabe den første politiske og kulturelle stormagt: den gamle russiske stat, også kaldet Kijev-Rus.

Blandt højdepunkterne i disse første rum er en imponerende 5000 år gammel langbåd af egetræ fundet ved Volga-floden, en stor skrækindjagende træskulptur og dødsmasker af forskellige etniske grupper.

Senere skifter udstillingsrummene karakter og bliver tematiske. Eksempelvis fortælles den russiskortodokse kirkes historie i 16. og 17. århundreder.

Kirkens historie fremstilles i rum 20, hvor indgangen er formet som en buet portal med malerier af grøntsager på en grøn baggrund – en kopi af indgangen til den katedral, hvor zar Boris Godunov (1551-1605) menes at være blevet begravet.

Indgangen til det næste rum er dekoreret med ornamenter kopieret fra den enorme zar-kanon, der står inde i selve Kreml. Rummet viser eksempler på kanoner, brynjer og dekorerede sværd, mens kirkens historie blandt andet illustreres gennem ikoner af den første autonome metropolit af Moskva, Skt. Jonas, der blev valgt i 1448, samt russiske helgener, der blev kanoniseret i 1547 og 1549.

Det er tydeligt for den besøgende, at det er fra tidspunktet, hvor nationen bliver kristen, at den russiske nationalhistorie begynder at adskille sig fra vores, og hvor den russiske kultur og religionshistorie udvikler sin egen stil. Det er især ikonerne synlige eksempler på, og de præger resten af udstillingsrummene.

På trods af forskellene bliver Rusland og Europa imidlertid ved med at have tætte bånd – især på grund af monarkierne.

På museets tredje sal udstilles landets historie gennem dets herskere frem til Aleksander III, der netop blev gift med den danske prinsesse Dagmar, der i Rusland fik navnet Maria Fjodorovna. Inden den besøgende når så langt, kan man dog nyde udstillingerne af den russiske stats berømte herskere såsom Peter den Store, Katarina den Store og Aleksander I, der var zar, da Napoleon invaderede Rusland.

Ud over et portræt af zaren selv er der et af general Mikhail Kutuzov, der ledte slagene mod Napoleon samt et enormt maleri af det mest blodige og berømte slag ved Borodino i 1812.

Udstillingen ender ved manden, der åbnede museet – nemlig Aleksander III. Her ses tegninger fra hans og Dagmars kroningsceremoni, fotografier af parret med deres børn og zarens uniformsjakke, der giver et godt indtryk af, hvor stor denne mand var.

I et særskilt guldrum får man foruden fortiden et lille glimt af tiden efter Aleksander den III's regeringstid. Her kan nemlig ses medaljer udstedt i forbindelse med kroningen af den sidste zar – Dagmar og Aleksanders søn, Nikolaj II, der blev skudt af bolsjevikkerne i 1918.

Den historie fortæller museet imidlertid ikke. Det sidste rum viser sort-hvide foto af flagbærende demonstranter i 1913 – den turbulente tid der varslede, at nye tider ventede. Få år efter blev zaren tvunget til at abdicere, og landet blev kastet fra Første Verdenskrig ud i borgerkrig efterfulgt af 70 års kommunisme. Men det er en anden historie – på et andet museum.

rejser@kristeligt-dagblad.dk

Det historiske museum fotograferet fra Manegepladsen med rytterstatuen af marskal Sjukov, der organiserede sejren over tyskerne i slaget ved Stalingrad i Anden Verdenskrig. Til venstre ligger Kreml. – Begge
Det historiske museum fotograferet fra Manegepladsen med rytterstatuen af marskal Sjukov, der organiserede sejren over tyskerne i slaget ved Stalingrad i Anden Verdenskrig. Til venstre ligger Kreml. – Begge Foto: Mette Jørgensen Rodgers.