Yosemite Nationalpark i Californien er kendt for sin storslåede natur, og den ældste bygning i parken er en kirke. Og det er et alsidigt job at være præst i den amerikanske nationalpark. Det ved præsten Brent Moore efter 16 år som præst i Yosemite.
Det er præsten, som sørger for, at alle kirkegængere får både smil og håndtryk og et program med gudstjenestens forløb, inden han får klokkerne til at ringe. Det er præsten, som sørger for musikken ved at spille guitar og synge for på salmen. Her er ikke penge til hverken organist, kor eller kirketjener, men Brent Moore klager ikke. Han kalder det et privilegium at være præst på disse kanter.
Den skotsk -amerikanske forfatter John Muir (1838–1914) var en tidlig fortaler for bevaringen af naturen i denne del af Californien. Muir beskrev Yosemite med følgende ord: ”Det fornemmeste naturens templer, jeg nogensinde fik lov at besøge.”
Men selvom naturen i Yosemite opleves som en katedral, bliver Brent Moore jævnligt mødt af mennesker, som glæder sig over, at der midt i den storladne natur er en kirke, hvor man kan komme med den taknemmelighed, man kan fyldes af efter dage eller timer i parken.
Kirken i Yosemite er et sted hvor man, som Brent Moore har formuleret det i gudstjenestens program, kan: ”Ophøje Skaberen midt i Skaberens ærefrygtindgydende skabelse.”
I Yosemite er det spektakulære aldrig langt væk. Og således heller ikke, når man står ved kirkedøren. Ser man til den ene side, kan man se den karakteristiske klippeformation ”Half Dome”. Ser man ligeud, har man udsigt til Yosemite Fall. Det 700 meter høje vandfald får kirken til at synes lille. Ja, der er noget intimt og enkelt over trækirken, som kun er blevet nænsomt restaureret siden opførelsen i 1879.
Det var søndagsskolebevægelsen, Sunday School Union, som i 1879 mente, at man måtte have en kirke i det attraktive naturområde. Bevægelsen søgte derfor om tilladelse til at opføre en kirke i New England-stil.
I 1901 blev kirken pillet ned og genopført på den nuværende grund, fordi der var oversvømmelser på det sted, hvor man oprindelig havde bygget kirken.
Ligesom vejret i bjergene er uforudsigeligt, så er antallet af kirkegængere det også, forklarer Brent Moore. Der er en mindre gruppe af lokale fra området, som tilhører den faste menighed, men de fleste kirkegængere er tilrejsende.
Som søndagens anden salme har præsten valgt Lina Sandells ”Ingen er så tryg i fare”, som her hedder ”Children of Our Heavenly Father”. Fordi der altid er mange tilrejsende i kirken, har Brent Moore gjort det til en tradition, at kirkegængerne undervejs i gudstjenesten fortæller, hvor i verden de kommer fra, så det viser sig, at den skandinaviske salme var et godt valg denne søndag. Der er nemlig både svenske og danske kirkegængere i kirken, men her er også israelere og amerikanere, som er kommet langvejs fra for at opleve naturområdet.
Om sommeren er der to gudstjenester søndag formiddag, mens der den øvrige del af året er en gudstjeneste. Præsteparret åbner desuden deres hjem for bibelstudier i løbet af ugen og holder kurser for folk, som ønsker at blive gift.
Trækirken i Yosemite var sidste år ramme om mere end 100 vielser. Typisk medbringer parrene egen præst og låner kirken mod betaling. Brude iført brudekjole og vandrestøvler er ikke noget særsyn på disse kanter.
Der kommer omkring fire millioner besøgende i Yosemite om året, men i den forgangne sommer (sommeren 2016) voksede antallet af besøgende med 20 procent. Hvor mange af disse der gæster kirken, har man ikke tal på. Mens andre døre lukkes for natten, så kan man døgnet rundt sætte sig ind i kirken.
Brent Moore siger: ”Mange forskellige mennesker benytter sig af at sætte sig ind i kirken og være stille for en stund.”
Inden den sidste salme inviterer Brent Moore til kirkekaffe. Sammen med to af menighedens faste medlemmer gør han klar til at servere kaffe, the, varm kakao og varm og krydret æblecider i kirkens kor. Og mens kanderne tømmes, udveksles der idéer til gøremål i parken på tværs af nationaliteter.
