Prøv avisen

Nationalskjaldens storslåede monument

Il Vittoriales hovedbygning indeholder en række spændende rum. Sala Cheli er navnet på den farverige spisestue, der har fået sit navn efter den bronzeklædte skildpadde for enden af bordet.

Il Vittoriale nær Gardasøen er et imponerende vidnesbyrd om forfatteren Gabriele dAnnunzio og hans italienske samtid

Tusindvis af danskere drager hvert år til Gardasøen i det nordlige Italien for at nyde de naturskønne omgivelser og de mange bademuligheder.

Såfremt man undervejs trænger til en dosis kultur og historie, kan det anbefales at lægge vejen forbi Il Vittoriale degli Italiani, der ligger lige oven for byen Gardone Riviera på Gardasøens sydvestlige bredder.

LÆS OGSÅ: Parmas forunderlige dåbskapel

Il Vittoriale er den afdøde italienske forfatter Gabriele dAnnunzios hjem og park. Her levede han de sidste 17 år af sit liv og skabte en ganske spektakulær ejendom, som i dag er åben for offentligheden og er regionens bedst besøgte museum.

Gabriele dAnnunzio ikke mindst var, men er stadig et kendt navn i Italien.

De færreste nulevende danskere har formentlig hørt om ham, selvom en række af hans værker blev udgivet på dansk i starten af forrige århundrede blandt andet Den Uskyldige (1900), Ilden (1903), Maaske og maaske ikke (1910) og Betragtning af Døden (1913).

Trods manglende kendskab til dAnnunzio er Il Vittoriale i høj grad værd at besøge ikke mindst på grund af sit spektakulære indhold og smukke beliggenhed.

Gabriele dAnnunzio blev født i 1863 og markerede sig allerede som ung som en lovende poet. 16 år gammel fik han udgivet sin første digtsamling, og i de følgende årtier udgav han en lang række digtsamlinger samt romaner, hvoraf Dødens Triumf fra 1894 nok er den mest kendte.

Ud over sit omfattende forfatterskab var dAnnunzio kendt for sin ødsle livsstil samt talrige damebekendtskaber. Vedholdende kreditorer fik ham i 1910 til at flytte til Frankrig, men da Første Verdenskrig brød ud, vendte han tilbage til Italien.

DAnnunzios holdninger var meget nationalistiske, og han agiterede kraftigt for Italiens indtræden i krigen.

Han meldte sig til det italienske flyvevåben og stod for et af krigens mere kuriøse indslag, da han fløj ind over Wien og nedkastede sine proklamationer i tusindvis af eksemplarer. Ved en flyveulykke mistede han det ene øje, og mange italienere opfattede ham som en slags krigshelt.

Gabriele dAnnunzios popularitet steg dramatisk, da han i 1919 efter krigen protesterede voldsomt mod, at Italien ved forhandlingerne om Versail-lestraktaten havde mistet byen Fiume. DAnnunzio endte med at tage sagen i egen hånd, og sammen med tusindvis af tilhængere besatte han byen, udråbte sig selv som regent og proklamerede byens forening med Italien.

Da det officielle Italien ikke bakkede ham op, måtte han dog 20 måneder senere opgive eventyret og forlade Fiume, der i dag hedder Rijeka og er en del af Kroatien.

På det tidspunkt var fascisterne blevet en magtfaktor i Italien, og deres leder, Benito Mussolini, lod sig inspirere af dAnnunzios nationalistiske holdninger. Samtidig opfattede Mussolini angiveligt også forfatteren som en rival til posten som fascisternes leder, men det blev der rådet effektivt bod på.

Gabriele dAnnunzio led af kronisk pengenød, men under fascisterne tilflød der ham midler i en lind strøm, så han kunne fortsætte sin ekstravagante livsførelse i hjemmet ved Gardasøen.

Forfatteren stillede sig tilsyneladende tilfreds med positionen som nationalskjald, selvom han undervejs udtrykte sin uenighed med dele af Mussolinis politik blandt andet alliancen med Nazi-Tyskland.

DAnnunzio opnåede også at blive udnævnt til fyrste af Monte Nevoso, ligesom Mussolini i 1937 udnævnte ham til præsident for Det Kongelige Italienske Akademi.

I stedet for at forfølge sine politiske holdninger kastede dAnnunzio sig ihærdigt over at gøre villaen ved Gardasøen senere kendt som Il Vittoriale degli Italiani (de italienske sejres helligdom) til et storslået monument over sit liv.

Fra 1921 og frem til sin død i 1938 skabte den excentriske forfatter en ganske usædvanlig ejendom, der den dag i dag er særdeles velbesøgt.

Il Vate (nationaldigteren), som han også kaldes, allierede sig med arkitekten Giancarlo Maroni, og sammen ombyggede og udvidede de den oprindelige hovedbygning, Villa Cargnacco, til La Prioria. Besøgende kan i dag gå rundt i bygningens mange rum, der indeholder en stribe klenodier fra dAnnunzios liv samt gaver og dyrtindkøbte genstande. Blandt sidstnævnte er et klaver, der i sin tid tilhørte komponisten Franz Liszt.

Donationerne fra myndighederne gjorde dAnnunzio i stand til at opkøbe en del land omkring villaen, og området blev indrettet ganske spektakulært.

I 1924 erhvervede forfatteren således den flyvemaskine, som han benyttede ved sin propagandamission over Wien. Flyveren er ophængt under loftet i auditoriet. Året efter ankom krigsskibet Puglia i flere dele og blev samlet og placeret på grunden. Det samme gælder motorbåden Mas 96.

Seks år senere påbegyndtes opførelsen af et stort amfiteater, Parlaggio, der i øvrigt stadig benyttes til koncerter og skuespil.

Il Vittoriales sidste store seværdighed blev først opført efter dAnnunzios død i 1938. Han fik på Mussolinis befaling en statsbegravelse, og efterfølgende blev et stort mausoleum tegnet.

Anden Verdenskrig kom dog i vejen for opførelsen, og først i 1955 stod det runde mausoleum, der er bygget i hvid marmor, klar på parkens højeste punkt. DAnnunzio blev stedt til hvile i mausoleet i 1963.

Uanset om man har hørt om Gabriele dAnnunzio eller kender til hans forfatterskab og store indflydelse på sin italienske samtid, er det spændende at besøge Il Vittoriale.

Stedet fortæller om den excentriske forfatter, men giver også et godt indtryk af en bestemt tidsperiode. Det er interessant at gå rundt i parken og se Gabriele dAnnunzios flyvemaskine, krigsskib, amfiteater, biler og andre indsamlede klenodier.

Il Vittoriale breder sig over et stort areal. Hovedbygningen er den store gule villa i midten, mens amfiteatret ligger nedenfor til venstre. Til højre for hovedbygningen stikker krigsskibet ”Puglia”s to master op, og øverst i billedet ses det store mausoleum i hvid marmor. – Begge fotos: Jesper Møller.