I Kvill naturreservat kan du se Sveriges ældste egetræ

På opdagelse i naturreservatet Kvill i Småland, der rummer Sveriges ældste egetræ. Nye stier er netop indviet

Den såkaldte "Kvilleg" er Sveriges ældste og den sørste eg i Europa.
Den såkaldte "Kvilleg" er Sveriges ældste og den sørste eg i Europa. . Foto: Arkivfoto.

Nu er det nemt at komme til Sveriges ældste egetræ også selvom man kommer i kørestol eller med barnevogn.

Nye stier uden forhindringer i naturreservatet Kvill i Småland er netop blevet taget i brug. I Kvill findes det tusind år gamle egetræ fra en tid, hvor Sverige endnu var befolket af vikinger.

LÆS OGSÅ: De tusind borges land

Den såkaldte Kvilleg er den største eg i Europa. Dens omkreds måler hele 13 meter i brysthøjde. Indvendig er den gamle eg helt hul, men et metalbånd støtter og holder sammen på den.

Fra parkeringspladsen ved naturreservatet Kvill fører en sti hen til egen. Rundt om træet er der picnicpladser, hvor man kan sidde og spise sin medbragte mad.

Kvill-reservatet ligger cirka 20 kilometer nordvest for Vimmerby, den berømte svenske børnebogsforfatter Astrid Lindgrens fødeby.

Reservatet, som er åbent for besøgende, ligger i nærheden af nationalparken Norra Kvill og rummer i alt 30 hektar vild natur.

Holder man ferie i området, bør man ikke gå glip af kulturcentret Astrid Lindgrens Näs i Vimmerby, hvor den permanente udstilling Hele verdens Astrid Lindgren viser forfatterens liv og værk. Ved siden af er Astrid Lindgrens barndomshjem åbent for besøgende.