Året er 1857, stedet er den britiske hær i Indien. Rygtet går, at krudtet, der bruges i forladegeværerne, er pakket i små hylstre, der er indsmurt i svine- eller kofedt. For at lade geværet må man bide krudthylstret op – og dermed bide i gris eller ko.
Det er ikke vanskeligt at forestille sig, at det for den muslim eller hindu, der var soldat i den britiske hær i Indien, krævede mere end almindelig militær lydighed at efterkomme ordren om at lade geværet.
De indfødte soldater, de såkaldte sepoyer, gjorde det da heller ikke – de gjorde oprør. I 1857-1858 fandt det såkaldte sepoy-oprør sted, og det bredte sig hurtigt til store dele af Indien, men endte dog med at blive nedkæmpet af den engelske hær.
Mangel på kendskab til religion og kultur kan være livsfarlig, og sårede religiøse følelser er langtfra noget, der hører nutiden til. Allerede de gamle imperialister måtte lære lektien!
Man finder historien om sepoy-oprøret på Jüdisches Museum i Berlin, hvor særudstillingen "Kosher & Co. Om mad og religion" netop er åbnet. Det lyder jo umiddelbart hyggeligt, mad og religion, og det er det også – ved indgangen til udstillingen får man til og med en elektronisk ske med sig, så man gennem udstillingen kan samle opskrifter på en computer, som man derhjemme i ro og mag kan hente på nettet.
Men det er altså også ramme alvor, det med maden. Både jøder og muslimer regner med rent og urent, det rene må man spise, det urene skal man holde sig fra.
Haren, der ifølge 3. Mosebog ganske vist tygger drøv, men ikke har spaltede hove, og svinet selvfølgelig, der nok har spaltede hove og kløft i hovene, men ikke tygger drøv.
Det samme gælder blod og ådsler. Indviklede spiseregler, som går ind i hverdagens ritualer, hjulpet blandt andet af broderede huskevers af typen "Når I skiller mælk fra kød, Gud skærmer jer for sorg og død".
Som man går der mellem effekter, montrer og skriftsteder fra bibel og koran, glæder man sig i sit stille sind over, at kristne ikke har det med mad på den måde. Guds rige er ikke mad og drikke, men retfærdighed, fred og glæde i Helligånden, som Paulus udtrykker det.
Hurtigt bliver man dog hentet ind i realiteternes verden, også kristne har det jo med mad. Tag nu for eksempel spørgsmålet om Jesu sidste måltid. Var det et påskemåltid, Jesus spiste med sine disciple torsdag aften? Blev der spist syret eller usyret brød ved dette måltid?
Det har de lærde stredes om, og selvom spørgsmålet om, hvilket brød der blev spist, ikke var den udløsende faktor til skismaet mellem den ortodokse kirke og den katolske kirke i 1054, så nævnes det sammen med andre teologiske årsager, så sig ikke, at mad ikke tages alvorligt i kristendommen?
Sådan er der flere aha-oplevelser, og man bliver ganske meget klogere undervejs i udstillingen.
Den er forbilledligt opbygget. Man kommer naturligvis også omkring brød og vin, måltidet, faste og nydelse og et rum om elendighedens brød, hvor vi er forbi Auschwitz, hvor pligten til at faste under Jom Kippur tog livet af nogle af de svageste jøder i lejren.
Det hele slutter i et rum om identiteter, hvor man blandt andet på plakater fra det moderne Israels oprettelse kan se, hvordan mad også blev brugt i den moderne israelske identitetsopbygning.
Hvis man kommer forbi Berlin, må man ikke snyde sig selv for denne fine udstilling.
