Vesterålen, en øgruppe på 2511 kvadratkilometer i Nordnorge, er først og fremmest en naturoplevelse. Den begynder allerede, når man er under indflyvning sydfra til den lille lufthavn Stokmarknes og fra flyets højre side har udsigt til bjergområdet Vesterålsalperne, hvis højeste punkt er Møysalen 1262 meter over havet. Man vil også nyde synet af små, velordnede byer, klart havvand med laksefarme og masser af bittesmå klippeøer.
Naturoplevelserne fortsætter, når man forlader lufthavnen og bevæger sig rundt i bil eller bus på Langøya, Vesterålens største ø og Norges tredjestørste.
Undertegnede besøgte området sidst i september og blev imponeret over de flotte efterårsfarver på især birketræer og over det milde vejr med 12-14 graders varme midt på dagen, selvom man befinder sig i et område omkring 68. breddegrad.
Årsagen er Golfstrømmen, som varmer store dele af Vestnorge op og blandt andet er årsag til, at store mængder torsk søger hertil om vinteren for at komme væk fra det kolde Barentshav nord for Rusland.
Fiskeri har i århundreder været Vesterålens vigtigste erhverv, hvor man tørrer fiskene i sol og vind og derefter eksporterer dem til især Sydeuropa. Her er en sammenkogt torskeret, kendt som bacalao (kan staves på flere måder), ret almindelig, og de norske fiskeeksportører tog opskriften med hjem, så retten i dag også hedder baca-lao på norsk.
Er man geologisk interesseret, er Vesterålen også et godt sted at besøge, for her findes både Norges ældste og yngste bjergarter. I kommunen Bø er de op til 3500 millioner år gamle, mens de på den nordligste ø, Andøya, ”kun” er 130-180 millioner år gamle. Materialerne i bjerge og klipper er mangeartede.
Vesterålen har omkring 30.000 indbyggere, så selvfølgelig er der også byer med moderne liv, men generelt er de forholdsvis små byer stille og rolige.
Sortland, som er regionscenter for Vesterålen, lever (heldigvis) ikke op til sit navn. I 1999 foreslog kunstneren Bjørn Elvenes med kommunens accept, at byens bygninger skulle males blå. Projektet blev afsluttet i 2001, og ikke alle bygninger er blå, da mange indbyggere var imod maleriet. Sortland er Vesterålens handelscenter, og her finder man også Sortland Museum og en mindelund på en kirkegårdstomt fra middelalderen.
Myre er en tætbebygget by af nyere oprindelse, idet den først voksede med fiskerihavn og industri efter Anden Verdenskrig. Havnen er stor med mange fiskekuttere, men også med fritidsbåde og færger. Havnen er præget af en stor fabrik, som laver fiskefoder til især laksefarme.
En god oplevelse i Myre er sent på aftenen at tage ud til kysten mod vest og opleve nordlys. Og fra Myre kan man sejle til Skipnes på øen Tindsøya, som oprindeligt var et fiskerleje i en naturhavn, men i dag er uden faste indbyggere – og uden biler. Der er bygninger med restaurant, galleri, museum og overnatning, blandt andet i gamle fiskerboliger med op til 11 køjesenge. På en bevokset klippe over byen står en skulptur af ”Anna på Vinje” med et barn på armen. Anna spejder ud over havet, som mændene hentede mad og velstand fra, men som også ofte blev deres våde grav.
Anna Serine Kristine Olsdatter, der levede 1827-1917, mistede selv sin mand og fem sønner på havet.
Kristeligt Dagblad var inviteret af Innovasjon Norge.