Olivenrejse til Sydgrækenland

Tag med Kristeligt Dagblad på skøn novemberrejse til Grækenland. Temaet er oliven og olivenhøsten, rejseleder er præst og madskribent Poul Joachim Stender

Under de næsten sølvglinsende oliventræer arbejdes der hårdt med at slå frugterne af træerne.
Under de næsten sølvglinsende oliventræer arbejdes der hårdt med at slå frugterne af træerne.

Turisterne har forladt Grækenland. Der er faldet ro over landet, de ægte kastanjer er modne, og efterårsregnen har kaldt blomsterne frem overalt.

Men grækerne har ikke taget ferie. Perioden, hvor grækerne høster deres oliven, er poetisk og medrivende. Høsten begynder i begyndelsen af november og varer frem til slutningen af januar. Under de næsten sølvglinsende oliventræer, hvor de olierige frugter hænger som bitre tårer, arbejdes der hårdt med at slå frugterne af træerne. Næsten hver eneste græske landsby dufter vidunderligt af den fede grønne olie.

Oliventræet og dets frugter har kolossal betydning. I Bibelens univers er olivenolie kædet sammen med mange af de bibelske beretninger, og den dag i dag bruges olien på forskellige måde i den græsk-ortodokse kirke.

Olivenrejsen, der går til Mani-halvøen i Sydgrækenland – et af de smukkeste og arkitektonisk mest særprægede steder på Peloponnes – vil udforske den hemmelighedsfulde sammenhæng mellem oliventræet, køkkenet, kristendommen, den græske mytologi og nutidens Grækenland. Det kulinariske er også en vigtig del af rejsen. Rejsedeltagerne vil ikke kun selv få lejlighed til at høste oliven sammen med grækerne, men vil også følge presningen på nogle af de mange forskellige møller, lære at sylte de rå oliven, blive introduceret til det græske køkkens brug af olivenolie og meget andet.

November måned kan være fuld af sol og varme, og der kan fortsat bades. Men der er ingen godt vejr-garanti. Pludselig kan det trække op til regn.

Rejseleder er sognepræst og forfatter Poul Joachim Stender, der – ud over at have været rejseleder i Grækenland i mange år – også i en periode har boet på Peloponnes, hvor han blandt andet har beskæftiget sig med det græske vinterkøkken og oliventræets rolle i religion og mytologi.