I stedet for den glæde, de håber at skulle få på vor bekostning, vil vi fylde dem med forfærdelse ved synet af vore lig og med undren over vort mod!.
Med disse ord sluttede den jødiske leder Eleazar ben Yair den 15. april år 73 sin tale til de forsamlede zeloter jødiske frihedskæmpere der i fæstningen Masada havde forskanset sig mod de romerske undertrykkere, som havde besat Palæstina.
LÆS OGSÅ: Rejseguide: Mægtige Masada
Da romerne næste dag stormede og indtog Masada, mødte de ingen modstand, men fandt 960 lig, mænd, kvinder og børn, som havde begået kollektivt selvmord. Kun to kvinder og fem børn, der havde skjult sig i en underjordisk vandcisterne, overlevede og blev taget til fange.
Det er med den historie i baghovedet, at man andægtigt bevæger sig rundt i Masadas velbevarede og restaurerede ruiner på den 450 meter høje klippetop i Judæas ørken tæt ved vestbredden af Det Døde Hav.
Man føres til toppen af en bekvem tovbane, men er man let til bens og kan tåle varmen, kan man nå toppen til fods ad Slangestien på en times tid. Vel oppe skal man give sig god tid beregn gerne et par timer til at gå på opdagelse i de to tusind år gamle levn fra de tre perioder, hvor Masada var befæstet og beboet.
Fæstningen blev i årene 36-30 f.Kr. grundlagt af den jødiske konge Herodes den Store, som havde brug for et sikkert opholdssted, idet han frygtede en jødisk opstand mod sit regime og desuden vistnok med rette følte sig efterstræbt af den egyptiske dronning Kleopatra.
Masada blev udgravet i årene 1963-1965 af et stort antal professionelle og frivillige under ledelse af den israelske arkæolog Yigael Yadin. Her afdækkedes resterne af et luksuøst palads med tilhørende faciliteter til et stort hof og bevogtningsmandskab samt en omgivende kasematmur med 37 fæstningstårne, der gjorde stedet stort set uindtageligt. Efter Herodes død blev en romersk garnison installeret på Masada. Den blev efter Jerusalems ødelæggelse i år 70 udslettet af zeloterne, der nu bosatte og barrikaderede sig i fæstningen og herfra i to år førte guerillakrig mod besættelsesmagten.
Vi er nu ved anden periode i Masadas historie og nærmer os katastrofen.
Zeloternes tilstedeværelse var en udfordring for Det Romerske Imperium, og i år 72 besluttede den romerske statholder Flavius Silva at knuse dem.
Han førte romernes 10. legion på 5000 mand samt et stort antal jødiske slaver frem til Masada og indledte en belejring ved anlæg af otte teltlejre rundt om klippen samt opførelse af en 3,5 kilometer lang belejringsmur, der skulle forhindre flugt fra fæstningen. Herefter byggede man en rampe, der nåede til 20 meter fra klippens top. Man førte kastemaskiner og en rambuk til at slå hul i fæstningsmuren op på rampen og indledte angrebet. Zeloterne var fortabte.
Eleazar ben Yair: Lad kvinderne gå ukrænkede og børnene ulænkede i døden, og lad os så efter disses død som kække mænd give hverandre nådesstødet og derved sætte friheden et skønt gravmæle. Dog lad ilden først fortære vore rigdomme og fæstningen Kun levnedsmidlerne vil vi lade ligge, for at de efter vor død kan vidne, at det ikke er hungersnød, som har besejret os, men at vi, som vi fra begyndelsen af har besluttet, har foretrukket død for trældom! Således byde vore love os det, derom bønfalder vor hustruer og børn os, Gud selv har nødt os dertil, og romerne ønsker lige det modsatte; de frygter for, at nogle af os skal dø, førend de får os fangne. Lad os da skynde os
Efter Eleazars tale fuldførte man beslutningen. Kvinder og børn omfavnede hinanden og lod sig dræbe ved mændenes sværd. Derefter udvalgte man ved lodtrækning 10 mænd til at dræbe de øvrige. Da det var sket, udvalgte man igen ved lodtrækning en af de 10 til at dræbe de ni tilbageværende. Flavius Josefus skriver:
Den eneste, som nu var tilbage, kastede så et sidste blik omkring på ligdyngen for at se, om der ikke i det store blodbad skulle være en eller anden, der endnu trængte til hans bistand for at dø. Da han imidlertid så, at alle var døde, satte han ild på paladset, jog med sikker hånd sit sværd igennem sig og sank død om ved sine kammeraters side.
Ved udgravningen af Masada fandt man 11 små potteskår (ostraka), hvert med et hebraisk navn indgraveret. Det antages, at man her har brikkerne, der blev anvendt ved lodtrækningen blandt de sidste mænd. Et af navnene er ben Yair, zeloternes leder. Disse ostraka kan ses på det lille fine museum ved klippens fod, som også er et besøg værd.
Hele den gribende beretning om belejringen og det kollektive selvmord på Masada har vi fra den jødisk-romerske forfatter og historiker ovennævnte Flavius Josefus (37-ca. 100 e.Kr.). Han deltog i det jødiske oprør mod romerne, men blev taget til fange af romerne og tilsluttede sig efterfølgende den romerske militærmagt.
Han spåede under sit fangenskab, at general Vespasian ville blive romersk kejser, og da det rent faktisk skete i år 69, blev han benådet og efter krigen adopteret af Vespasian med det kejserlige familienavn Flavius.
Han er forfatter til omfattende historiske værker, herunder Bellum Judaicum (Den jødiske krig) fra år 75, i hvilken man finder beretningen om Masada.
Efter Masadas fald efterlod romerne en garnison i fæstningen.
Møntfund og andet peger på, at romerne var på stedet i mindst 40 år.
I Masadas tredje periode (5.-7. århundrede) har byzantinske munke boet på stedet. Et stort kapel og munkeceller med smukke mosaikker og fresker ses på stedet og dokumenterer munkenes tilstedeværelse.
Efter den islamiske erob-ring af landet i begyndelse af det 7. århundrede er munkene blevet tvunget væk, og siden har Masada været efterladt ubeboet.
I det moderne Israel er Masada blevet et symbol på landets forsvarsvilje, og flyvevåbnets rekrutter aflægger troskabsed på klippetoppen: Masada må aldrig falde igen.
Citatkilde: Yigael Yadin: Masada Kong Herodes fæstning. Lindhardt og Ringhof, 1984.
Kristeligt Dagblad var inviteret til Israel og Masada af Israels Turistministerium repræsenteret ved regeringens turistkontor for de nordiske og baltiske lande