Irland er en perle fyldt med fantastiske landskaber præget af barskt og blidt, af grønt og blåt. Et land med en eventyrlig og farverig historie, pubber med levende irsk folkemusik og sort Guiness. Men den største attraktion er nok irerne selv, gemytlige, gæstfrie og afslappede.
De største naturscenerier, den bedste irske musik og de mest genuine irere findes i den nordvestlige del af øen, som kun de færreste turister besøger.
Her er byen Sligo et godt udgangspunkt, hvis man vil mærke den poetiske og mytologiske kraft, som stadig behersker denne del af den grønne ø.
Området kaldes også Yeats-land efter Irlands største poet, nobelprisvinderen W.B. Yeats. Usædvanlig mange irske musikere har haft byens utallige små pubber som arnested, eksempelvis verdensnavnene Dervish og Westlife.
"Up here is different" (Heroppe er der anderledes, red.), siger de i Donegal i det yderste nordvestlige hjørne af øen, hvor naturen er storslået og betagende. Her findes stadig mange, som taler det oprindelige sprog, gælisk. Donegal er den eneste irske del af den nordlige provins Ulster. Resten er den del af Storbritannien, der hedder Nordirland.
I dag er der så fredelige forhold mellem de to nationer, at man faktisk dårligt nok registrerer, at man kører fra Irland ind i Nordirland.
Men forhistorien er blodig. Ikke mindst i den næststørste by i Nordirland, Derry eller Londonderry med den tragiske Bloody Sunday, 30. januar 1972, hvor 14 civile blev skudt. Men Nordirland har utrolig meget andet at byde på. Her er fantastiske sandstrande, pittoreske borgruiner og ikke mindst et af naturens store undere, Giants Causeway. Et "fortov" af 40.000 basaltsøjler ud i Atlanterhavet.
Forhistorien er overalt meget nærværende i Irland. Den tidlige middelalder med "roundtowers", beskyttende slanke, høje tårne, højkorsene og klostrene er rigt repræsenteret, men også keltiske fortidsminder som Newgrange imponerer. Og så er der jo ikke mindst Dublin med Book of Kells og alle de andre attraktioner, der kan opleves på turen.
bagsiden@kristeligt-dagblad.dk
Christian Møller, journalist og tidligere højeskoleforstander, er rejseleder på turen til Irland, som han er meget rejsevant i.
Rejseprogram
Dag 1: Afgang fra Kastrup. Besøg på Belvedere House, indkvartering i Sligo.
Dag 2: Besøg på Carrowmore, sejltur på Lough Gill. Det mytiske bjerg Benbulben.
Dag 3: Gennem Donegal, Slieve League, The Rosses, indkvartering i Derry.
Dag 4: Besøg på Dunluce Castle, Giants Causeway, whiskeydestilleriet Old Bushmills.
Dag 5: Free Derry Museum i The Bogside, Tower Museum. Derry på egen hånd.
Dag 6: Halvøen Inishowen, Grianan of Aileach, Gap of Mamore, Malin Head og Culdaff.
Dag 7: Højkorsene i Monasterboice, besøg i Newgrange, indkvartering og aftentur i Dublin.
Dag 8: Book of Kells og Old Library, St. Stephens Green. Musikalsk pubcrawl i Temple Bar.
Dag 9: Dublin på egen hånd.
Dag 10: Størstedelen af dagen er fri, derefter fly til Kastrup.
