Prøv avisen

Opstanden i Warszawa - der gik grueligt galt

Blandt de næsten 30.000 udstillede genstande på Museet for Warszawa-opstanden er en model af de ovne, der gjorde det ud for improviserede feltkøkkener for den polske undergrundshær under opstanden. -- Foto: Foto fra museet.

Museet for Warszawa-opstanden fortæller om den mislykkede opstand, som borgerne i den polske hovedstad i 1944 gennemførte mod de nazistiske besættelsesstyrker. En af mange tragiske begivenheder i den polske historie

De første linjer i den polske nationalsang anslår med ordene "End er Polen ej fortabt, så længe som vi lever" fint den tragiske grundtone, der præger polakkernes syn på historien. Og i sammenligning med Danmark er polakkernes historie i de seneste godt 200 år unægtelig en opvisning i tragedier og nederlag, på nederlag, på nederlag.

Et af disse nederlag kom, da den polske undergrundshær i hovedstaden, Warszawa, i august 1944 gjorde oprør mod de nazistiske besættelsesstyrker. En historie, der fortælles i Museet for War-szawa-opstanden, men også en historie, der bedst forstås, hvis man som besøgende har sat sig ind i Polens historie.

Faktisk er de seneste knap 20 år siden Østblokkens sammenbrud en sjælden succeshistorie, som polakkerne knap tør tro på. Frie valg, fri presse, Nato-medlemskab, EU-medlemskab og en økonomisk fremgang uden sidestykke i landets tumultariske historie – selv den meget omtalte økonomiske krise, der har tvunget flere EU-lande i knæ, er gået uden om polakkerne, der som det eneste land i Den Europæiske Union havde økonomisk vækst i 2009. Det var næsten for godt til at være sandt – og polakkerne skulle da også snart opleve noget, der bekræftede deres pessimisme på historiens vegne. Det kom, da den daværende præsident, Lech Kaczynski, og hovedparten af den polske samfundstop blev dræbt ved et flystyrt i april 2010. Ved et grumt udslag af historiens ironi var de 96 personer om bord på flyet på vej til en mindehøjtidelighed i Katyn-skovene ved Smolensk i Rusland – stedet, hvor flere tusinde polske officerer blev dræbt af Sovjetunionen under Anden Verdenskrig, og et af mange åbne sår i det polsk-russiske forhold. Rygterne ville endda vide, at den ellers hårdkogt nationalistiske Kaczynski ville holde en forsonende tale.

Et andet åbent sår fra Anden Verdenskrig drejer sig om opstanden i Warszawa. Opstanden, der kom godt et år efter en anden og også tragisk mislykket opstand i byen, nemlig den i den jødiske ghetto, blev iværksat den 1. august 1944 i lyset af, at Den Røde Hær rykkede hurtigt frem mod Warszawa, og fordi en polsk radiostation med base i Moskva opfordrede til, at man rejste sig mod nazisterne, og samtidig stillede sovjetisk hjælp i udsigt.

Den hjælp kom bare aldrig. Den Røde Hær stoppede ganske enkelt på den østlige side af Wisla-floden – ifølge mange polakker helt bevidst. Trods et par behjertede forsøg fra polske hærenheder under sovjetisk kommando på at krydse floden blev indbyggerne i Warszawa overladt til sig selv – og til en tysk overmagt, der brutalt knuste opstanden med horrible tabstal til følge. Det anslås, at op mod 200.000 civile døde i løbet af 63 dage, som opstanden varede. Efterfølgende blev alle byens 700.000 overlevende indbyggere tvangsflyttet, og nazisterne gik i gang med at sætte ild til de bygninger, der stadig stod, for med SS-leder Heinrich Himmlers ord at "fjerne byen fra jordens overflade". 85 procent af bygningerne i Warszawa var således ødelagte, da Den Røde Hær endelig krydsede floden og gik ind i den mennesketomme by i januar 1945.

Alt dette fremgår af det moderne og stemningsmættede museum, der med førnævnte Lech Kaczynski som initiativtager åbnede på 60-års-dagen for opstandens begyndelse.

Formidlingsmæssigt har polakkerne sådan set gjort alt rigtigt. Fra et stort jernmonument, der skal symbolisere "det kæmpende Warszawas bankende hjerte", sætter lydoptagelser fra opstanden den rette sakrale stemning i de mørke rum.

Pile og numre viser, hvilken man skal gå rundt i udstillingen, man kan gå igennem kopier af de kloakker, hæren og indbyggerne brugte under opstanden, der er talrige historier om enkeltpersoners skæbne, masser af billeder og effekter fra opstanden samt mulighed for – siddende i en kopi af det amerikansk fremstillede Liberator B-24 bombefly – at se en animationsfilm, der fra luften viser, hvor ødelagt Warszawa var.

Alligevel fremstår museet lidt forvirrende, måske netop fordi det mere er et "stemningsskabende" end et overbliksgivende museum. Meget forudsættes bekendt – og er det nok også af de historisk meget bevidste polakker, der kan deres tragiske historie udenad. For en udenlandsk besøgende derimod skal man til museets fremragende guidebog for at få det overblik, der samtidig giver lyst til at læse mere om Polens tunge skæbne.

Som at den polske nationalsang er skrevet i 1797, to år efter at Polen forsvandt fra landkortet i en deling mellem Preussen, Rusland og Østrig.

Siden fulgte år som en provins i det russiske tsarrige, inden Polen dukkede op på landkortet igen i 1918 – dog kun for en kort bemærkning, da landet i 1939 blev angrebet fra vest af det nazistiske Tyskland og fra øst af det kommunistiske Sovjetunionen.

Så kom kommunistårene, hvor landet – efter at være flyttet 250 kilometer mod vest – nok nominelt var selvstændigt, men reelt var en sovjetisk lydstat.

andreasen@k.dk

En animationsfilm viser, hvor ødelagt Warszawa var efter opstanden. -- Foto: .