Den, der har oplevet indsejlingen til den norske hovedstad gennem Oslofjorden, kender fornemmelsen af at blive omfavnet af byens vestlige og østlige del, før færgen lægger til kaj på Vippetangen, neden for Akershus-fæstningen.
Gennem flere år har man nu også fra vandsiden kunnet følge, hvordan byens nye arkitektoniske pejlemærker er skudt op, først og fremmest den kridhvide operabygning inderst i bunden af fjorden, der ligger og breder sig som en isskulptur mellem land og vand.
Fjordbyen er navnet på den masterplan for havnefrontområdet, som Oslo Kommune vedtog i 2000. Ambitionen er at åbne hovedstaden ud mod vandet og skabe et miljø med en blanding af offentlige opholdsrum og kulturtilbud, boliger og bygninger til erhverv.
Nøjagtig som det også ses for eksempel i Hamborg og København, hvor gamle havnekvarterer, der før var belastede af tung trafik, containere og industri og lå øde hen om aftenen, bliver udviklet til nye attraktive bydele, blandt andet til de mange tilflyttere.
Den spektakulære opera fra 2008 er allerede blevet en signaturbygning og har udviklet sig til et mødested, der ”trækker” det urbane liv ned mod fjorden. Masser af mennesker har taget bygningen i brug, om ikke altid indefra til opera- og balletforestillinger, men så i hvert fald udefra ved at færdes på taget og slå sig ned på fællesarealerne. Helt i tråd med de demokratiske idealer bag arkitekturen: Tærsklen til kulturarven skal være lav, og tilbuddene skal være tilgængelige for alle.
Ud fra samme tankegang – og med en solid pose (olie)penge i ryggen – bygges der i øjeblikket på højtryk på tre andre kulturinstitutioner, der kommer til at ændre Oslos profil meget markant. Det er det nye Nasjonalmuseum, Deichmanske Bibliotek og det nye Munch-museum. Denne stort anlagte offentlige kulturmanifestation kulminerer i 2019-2020 med åbning af alle tre bygninger.
Lad os tage en tur fra vestsiden af Oslofjorden og følge den nyanlagte cykel- og gangsti langs havnefronten hele vejen over Vippetangen mod Bjørvika og middelalderbyen på østsiden af fjorden og se, hvordan byen skifter karakter.
Mod vest i bydelen Tjuvholmen ligger Astrup Fearnley Museet for moderne kunst, tegnet af Renzo Piano (2012). Herfra er der et flot kig ind mod rådhuset fra 1931-1950 med de karakteristiske tårne. Man kan gå eller tage ”trikken” langs kajen på Aker Brygge, hvor man allerede i midten af 1980’erne tog hul på den første afvikling af gamle værftshaller. Her er nu en bilfri promenade og et livligt miljø af caféer, butikker og restauranter samt lokal bådtrafik ud til de mange øer i fjorden.
På vej videre ind mod rådhuset passerer man en stor, trekantet grund. Her lå Vestbanestasjonen som endestation for de vestnorske jernbanelinjer frem til 1989.
Den gamle stationsbygning huser i dag Nobels Fredssenter, og på terrænet bagved opføres det nye Nasjonalmuseum, der samler tre museer for visuel kunst og arkitektur i ét: Nasjonalgalleriet, Kunstindustrimuseet og Museet for Samtidskunst.
Det bliver meget stort, cirka 54.000 kvadratmeter, heraf 13.000 til udstillingsareal, og dermed Norges største kulturbygning. Den folder sig ud i lange, rolige og tidløse blokke omkring en plads og får en karakteristisk lysende, tværliggende hal af alabaster øverst. Museet er tegnet af de tyske arkitekter Klaus Schuwerk og Jan Kleihues. I Mellomstasjonen, der er en ældre del af stationskomplekset, er indrettet et informationscentrum, hvor besøgende kan følge museumsbyggeriet.
Promenaden fortsætter uden om Akershus-fæstningen og fører ind i Bjørvika, hvor man tydeligst mærker den forskydning af byens tyngdepunkt, der er i gang. Lige ved siden af operaen får Oslos hovedbibliotek, Deichmanske Bibliotek, nyt domicil.
Norges ældste bibliotek blev grundlagt på Carl Deichmans bogsamling og har lige siden åbningen i 1785 været et offentligt bibliotek. Arkitekterne bag det nye bibliotek, Lund og Hagem, har tegnet et transparent, indbydende centrum i fem etager for viden, medier og debat. Der bliver indgange fra øst, vest og syd, blandt andet også direkte fra Oslo Sentralstasjon.
Bag ved operaen ses Barcode-distriktet, en samling af omkring 10 høje, relativt lange og slanke huse, der tilsammen ligner en stregkode.
Arealerne mellem husene er ikke bebygget, men er med til at forstærke stregkode-udseendet.
Her er cirka 500 boliger, talrige caféer, restauranter og butikker samt hovedsæde for flere store firmaer. Denne nye skyline i byen har der været hidsig debat om. Mange har protesteret mod det top-eksklusive champagnelook, der ikke falder særlig godt i tråd med ønsket om en åben og alment tilgængelig fjordby.
Sidste stop på havnepromenaden er det nye Munch-museum, der nu endelig er ved at tage form efter nogle turbulente års tilløb. Allerede i 2009 vandt spanske Juan Herreros arkitektkonkurrencen om en ny bygning, der kan præsentere og formidle den enorme samling af kunstværker, som Edvard Munch testamenterede til Oslo Kommune ved sin død i 1944.
Efter mange politiske tovtrækkerier blev byggeriet påbegyndt i 2015, og nu er alt, hvad der ligger under jorden, støbt og på plads. Grundstenen blev lagt i oktober i år, og fra nu af rejser det tårnhøje museum sig i rask tempo. Projektet til 2,8 milliarder norske kroner finansieres med cirka en tredjedel fra staten, resten fra Oslo Kommune.
Ret utraditionelt bygges det nye Munch-museum i højden: 12 etager, der når op i 60 meters højde og bliver beklædt med bølgede, perforerede aluminiumsplader. På den måde vil det store tårn give en illusion af bevægelse, spejle lyset fra fjorden og reflektere de skiftende årstiders himmel over byen. Bygningens øverste del ”knækker” over mod operabygningen og kommer til at indeholde tagterrasser med en fantastisk udsigt over fjorden.
Når museet åbner i 2020, vil man have kapacitet til 2000-3000 besøgende samtidig – i det nuværende museum ligger tallet på 450.
Det siger noget om, hvor stor en kulturel manifestation der er tale om, og hvor forandret oplevelsen af Munchs værker vil blive for fremtidens publikum.
Med så fordelagtige rammer er der ingen tvivl om, at besøgstallet vil stige voldsomt, og at der vil være basis for flere internationale ud- stillinger i verdensklasse, hvor man i Oslo kan udnytte Edvard Munchs høje ”bytteværdi”.