Prøv avisen

På besøg i østfrontens førerbunker

Adolf Hitler og Benito Mussolini besigtiger skaderne i Hitlers hovedkvarter "Ulveskansen" efter attentatet mod Hitler 20.7.1944. Foto: NORDFOTO

Skovene i det, der nu er det østlige Polen, var under Anden Verdenskrig det primære tilholdssted for Adolf Hitler. Resterne af de tonstunge bunkere ligger her endnu

Der går rygter om, at nynazister render rundt i skovene; så pas på, hvis du har et ikke-europæisk udseende.

Sådan lød advarslen i guidebogen før besøget i den nazistiske leder Adolf Hitlers tidligere hovedkvarter Ulveskansen (Wolfsschanze) dybt i de østpolske skove.

Ihukommer man guidebogens ord, synes vagterne ved parkeringspladsen foran komplekset også lidt vel korthårede og lidt rigeligt muskuløse, men de smiler da pænt, da parkeringen er betalt.

Og nej, der var ikke nynazister gemt bag ethvert træ, selvom enkelte besøgende højst upassende ikke holdt sig tilbage fra at heile, når der blev taget billeder til familiealbummet og ja, det er en besynderlig oplevelse at besøge stedet, som var Adolf Hitlers primære opholdssted mellem juni 1941 og november 1944.

At Hitlers hovedkvarter ligger mellem de ikke ligefrem kendte polske provinsbyer Ketrzyn og Gizycko er nok overraskende, men det giver god mening.

LÆS OGSÅ: Ti vigtige ting at vide om Hitler

Byerne lå tæt på den østlige front. For uagtet hvor meget Vesteuropa også var ramt af krigen, var der i flere år under krigen intet nyt fra vestfronten det var på østfronten, at Anden Verdenskrig for alvor blev udkæmpet med forfærdelige tabstal til følge.

Et stort oversigtskort mellem parkeringspladsen og det hotel, der nu er indrettet, hvor Hitlers sikkerhedstjeneste holdt til, viser vej rundt i Ulveskansen, men ellers er det småt med information. Derfor kan det anbefales at købe en guidebog, der sælges på stedet, inden man bevæger sig længere ind i skoven, hvor nazilederne Martin Bormann, Hermann Göring og Adolf Hitler havde deres egne bunkere.

Første stop er dog en mindeplade for den tyske officer Claus von Stauffenberg, der den 20. juli 1944 var hovedmanden bag et berømt attentat mod Hitler. Stauffenberg, der var blevet kaldt fra Berlin til Ulveskansen for at deltage i et møde, placerede en taske med en bombe i mødelokalet, men da en anden mødedeltager flyttede tasken, anrettede bomben mindre skade end tænkt.

Mens fire personer blev dræbt, slap Hitler stort set uskadt fra attentatet og kunne derfor senere på dagen vise skaderne frem for den fascistiske italienske leder, Benito Mussolini.

Stauffenberg blev hurtigt anholdt i Berlin, og i alt blev anslået 5000 personer henrettet for deres påståede roller i attentatet. Bygningen, hvor mødet blev holdt, står ikke mere, så ud over mindepladen med både polsk og tysk tekst, der blev afsløret i 1992, er her brug for fantasien til at forestille sig, hvordan her har set ud.

Mussolini, der med tre besøg var en tilbagevendende gæst, holdt under besøget i Ulveskansen til i gæstebunkeren, der er den første af de store bunkere på rundturen. For nok levede Hitler og de op mod 2000 personer, der udgjorde Ulveskansen, et ret så isoleret liv her blandt andet besøgte Hitlers elskerinde Eva Braun aldrig stedet men allierede statschefer tog Hitler gerne imod.

Således besøgte den finske feltmarskal Carl Gustaf Mannerheim stedet i juni 1942, mens den norske nazileder, Vidkun Quisling, var forbi i januar 1944.

Hvad de har tænkt efter besøget i det nazistiske reservat, er uvist, men man må virkelig hvis ikke man havde det i forvejen have fået et underligt verdensbillede af at tilbringe dag efter dag bag 8-10 meter tykke betonvægge. Egentlig var de store bunkere kun til brug ved overhængende fare for luftbombardement, men Hitler havde sin lejlighed der af rustningsminister Albert Speer blev sammenlignet med et egyptisk gravkammer inde i bunkeren.

Netop Hitlers bunker, der samlet har et areal på over 2000 kvadratmeter, ser fra den ene side næsten uskadt ud, og det virker meget tillokkende lige at kigge indenfor, selvom der kraftigt advares mod at gå ind i bunkerne.

Advarslen skyldes de tyske ingeniørtroppers arbejde, da de i januar 1945, i takt med at den sovjetiske hær rykkede frem i området, forsøgte at sprænge komplekset i luften.

De massive betonbunkere viste sig som de talrige bunkere, der fortsat står langs den jyske vestkyst at være den mest holdbare del af det nazistiske tusindårsrige.

De 10 ton sprængstof, der blev brugt til hver bunker, fik dem nok til at kollapse indvendigt, men ydervæggene rykkede sig kun beskedent og står nu mos- og træbegroede tilbage med armeringsjern stikkende ud alle vegne.

Offentligheden fik adgang til området i 1959 efter et omfattende arbejde med at rydde området for miner. Men her over 50 år senere virker det fortsat, som om polakkerne ikke helt ved, hvad de skal stille op med stedet, der med anslået 250.000 besøgende om året ellers er ved at udvikle sig til noget af en seværdighed.

Området kan hverken betegnes som et museum, dertil er der for få informationer, eller et tavst vidnesbyrd om Anden Verdenskrig, dertil er der for mange informationer.

At der er et hotel i sikkerhedstjenestens tidligere bygning, og især at der er indrettet skydebane i en af bygningerne, virker dog ret upassende og tiltrækker måske de forkerte gæster.

Ulveskansen har dog hidtil undgået den skæbne, der blev et andet tilholdssted for Hitler til del. I Ukraine opgav man i sommer at lave et museum omkring bunkeren med navnet Varulv ved byen Vinnitsa. Årsag: Stedet, der ellers var ret ukendt i offentligheden, var ved at udvikle sig til et valfartssted for nynazister.

andreasen@k.dk