Den sydfranske by Nice er en af danskernes foretrukne rejsemål og med god grund: strandpromenaden, restauranterne, cafeerne, solen, den gamle bydel og så videre.
Men retter man blikket væk fra Middelhavet og vender sig om og betragter bjergene i baglandet, ligger der et stykke Sydfrankrig, som er helt anderledes end den internationale atmosfære i storbyen. Områder, hvor pulsen er betydeligt lavere, og hvor naturoplevelserne bogstaveligt talt bjergtager én.
Nøglen til den fuldkomne transformation fra storby til naturidyl og afslappet landsbystemning ligger i en tur med den legendariske koglebane: toget fra Nice til Digne-les-Bains.
Ruten drives af det regionale trafikselskab Chemin de Fer de Provence og bærer på fransk kælenavnet Le Train de Pignes (Pinjetoget betyder det på fransk, på dansk kaldes den almindeligvis koglebanen). Dette tilnavn opstod, fordi de damptog, som i gamle dage betjente ruten, visse steder måtte køre så langsomt på grund af de store stigninger, at passagerne undervejs kunne stige af og indsamle pinjekogler til brændsel.
Ruten åbnede i 1911 og når på visse steder op til 1000 meter over havets overflade og passerer mere end 75 tunneler, broer og viadukter. Skinnebredden er kun 1 meter for at kunne klare stigningerne.
I dag går turen knap så langsomt. De sidste damptog blev taget ud af drift i 1951 og blev efterhånden afløst af skinnebusser. For et par år siden blev de så afløst af mere strømlinede tog, som sikrer en mere komfortabel rejse gennem det bjergrige område.
Det er dog ikke kun på det togtekniske område, at ruten har ændret karakter. Tidligere var banen en livsvigtig transportrute for indbyggerne i de små bjergbyer. I dag har privatbilismen og busser taget over, og mange af de små sidelinjer, som førhen eksisterede, er nedlagt. Undervejs på turen kan man se gamle jernbanespor, tunneler og forladte stationsbygninger. Ruten mellem Nice og Digne er i dag den eneste rute, som drives af Chemin de Fer de Provence.
Det betyder også, at Koglebanen i dag primært benyttes af turister. Det oplever vi tydeligt, da vi står på toget på banegården i Nice: Hurtigt fyldes toget af danske, svenske og tyske turister.
Turen ud af Nice er en oplevelse i sig selv. Det er ikke hver dag, at man kører i tog gennem et tætbebygget beboelsesområde i en storby, hvor man kan kigge ind af folks vinduer, og bilerne må holde tilbage.
Men snart er vi ude i det, der hele drejer sig om: bjergene. Gennem kløfter og dalekører toget langs floden Var, og de fantastiske bjerglandskaber holder ens opmærksom fanget hele tiden. Ikke mindst når man får øje på de sneklædte bjergtinder i det fjerne.
Selvom vi kører med et moderne tog, er fortidens togdrift dog ikke sat helt ud af kraft. Banen er ensporet, og ikke alle steder er der automatiseret signalgivning, så stationsforstanderne på visse stationer må ud og vifte med signalstokken, før der gives tilladelse til videre kørsel. Og undervejs bliver hornet brugt flittigt, når toget kører ind i en af de utallige tunneler eller når der er fodgængere på sporet!
Turen fra Nice til Digne tager mellem tre og fire timer afhængig af forhindringerne undervejs. Det er måske lige i overkanten, hvis man kun har et par dage i Nice, men man kan sagtens stå af undervejs. Et af de mest populære stop er den lille by Entrevaux, midtvejs mellem Nice og Digne. Byen med dets middelalderborg er bestemt værd at besøge, men vi valgte denne gang at køre til den næste by på ruten, Annot. Byen ligger utrolig smukt i en dal omgivet af sandstensklipper, og hvis man vælger at tage det tog tilbage til Nice, som går fire timer senere, kan man både nå en frokost i afslappet sydfransk stil ved en landevejsrestaurant og en vandretur i bjergene. Annot ligger ved et beskyttet naturreservat. På turistkontoret i byen kan man få et kort med forslag til vandreture, som man kan nå at gennemføre, inden toget kører tilbage til Nice.
Turen fra Nice til Annot koster 27 euro cirka 200 kroner for en returbillet, men hvis man har fået mod på endnu mere bjergtur, er der flere muligheder, oven i købet til en nærmest ufattelig lav pris. Man kan nemlig hoppe på en af de regionale busser fra selskabet Lignes dAzur, for eksempel linje 100 til Menton tæt på den italienske grænse. Prisen for denne tur på omkring 35 kilometer er: 1 euro! Når man indløser billet, frygter man umiddelbart, at ens franskkundskaber spiller én et puds, men den er god nok. Det er simpelthen enhedsprisen for hele regionen, uanset hvor langt man skal. (Med en undtagelse: lufthavnsbussen koster fire euro).
Busturen til Menton byder også på bjergudsigt for alle pengene også for langt mere end 1 euro - og i tilgift får man hele den smukke kyststrækning. På turen passerer man Monaco, og det er nok medvirkende til, at også denne rute er vældig populær blandt turister. Især de tidlige morgenbusser er proppet med passagerer, så hvis man ikke vil risikere at skulle stå op i bussen i halvanden time, bør man overveje at tage en senere bus.
Tilbage i Nice efter en tur til en pris af 15 kroner skulle der være råd til at nyde en enkelt pastis i storbyen og lade tankerne gå tilbage til en storslået dag i bjergene.
Le Train des Pignes
