Mr. Fawlty, Inspector Morse, Barnaby, Miss Marple og Harry Potter. De er vore nærmeste venner. Windsor, Oxford, Canterbury og Cambridge. Det er steder, vi kender.
England er næsten som et hjemland for os danskere. Fra bøger, film og tv kender vi de berømte bygninger, landsbyerne og det karakteristiske landskab med stengærderne. Selvfølgelig er meget forandret, men bag motorvejene ligger stadig de snoede veje – med venstrekørsel.
Selvom englænderne altid har opfattet os fra kontinentet som "de fremmede", så er vores historiske fortid knyttet tæt sammen.
Vore forfædre, vikingerne, har været der engang, og de har sat deres spor. Der er noget i den engelske mentalitet, der tiltaler danskere, ikke mindst deres humor, og englændernes forståelse for traditionen sammen med deres evne til fornyelse er vi lidt misundelige på.
Også den engelske kirke er noget særligt. Den står i midten af det kirkelige landskab og har det bedste med fra alle hjørner. Ikke mindst den engelske kirkes musik er vidunderlig. Gudstjenester med drengekor, orgelspil og markant salmesang er det nærmeste, man her på jord kommer den himmelske lovsang.
Vi har tilrettelagt en rejse for alle anglofile, og vi tøver ikke med at kalde den en drømmerejse. En rejse for alle med interesse for natur, kultur, historie, kirke, musik og fællesskab.
Vi har valgt det tidspunkt af året, der viser landet i sin smukkeste farvepragt. I bus rejser vi igennem det Sydengelske landskab og besøger store og små steder. De fantastiske kirker i Canterbury, Oxford, Coventry og Cambridge vil vi besøge under kyndig lokal vejledning, og vi vil deltage i alle de guds-tjenester, vi kan nå. Landskabet omkring Oxford vil vi give os god tid til at udforske sammen med en dansktalende guide, og Hendes Majestæt Dronningen har lovet at være hjemme, når vi kommer til Windsor.
Selvfølgelig vil det være en fordel, hvis man kan lidt engelsk, men der bliver oversat undervejs.