Prøv avisen

På sporet af Don Quijote

Møllerne ved Campo de Criptana menes at være de møller, som romanfiguren Don Quijote tog kampen op mod i Miguel de Cervantes' berømte bog. Begge fotos: Thomas Andreasen.

En af de få afvekslinger i det ensformige landskab i La Mancha-regionen i Spanien er rækkerne af gamle vindmøller på bakketoppene. Og netop vindmøllerne er en god grund til at besøge området, for de spiller en vigtig rolle i en berømt roman om en ridder og hans trofaste væbner

"Nu er vi minsandten heldigere, end vi kunne ønske, kære Sancho Panza. For dér har vi tredive frygtelige kæmper, sådan godt og vel, som jeg nu vil kæmpe imod og dræbe alle som en."

Don Quijote og ruten i Spanien

Nu var det ikke kæmper, som romanridderen Don Quijote så modigt rejste sin lanse imod, men derimod nogle af de hvidmalede vindmøller, der dominerer bakketoppene i La Mancha-regionen. Og resultatet af det håbløse foretagende er også velkendt. "Vinden havde nu fået godt fat i møllevingen, så da lansen ramte den, splintredes den, og både hest og rytter fik sådan et fur, at sidstnævnte havnede på jorden, temmelig ilde tilredt."

Og mens den hulkindede Don Quijote, den magre krikke Rosinante og den trinde væbner Sancho Panza er fiktive figurer i Miguel de Cervantes? berømte roman "Don Quijote", så er vindmøllerne virkelige og står endnu på bakketoppen over byen Campo de Criptana. Her indgår de som en af seværdighederne i den Don Quijote-rute, det siden 2005 – i anledning af 400-året for romanens udgivelse – har været muligt at følge gennem det tyndt befolkede og landskabsmæssigt noget ensformige område i det centrale Spanien.

Nu er det imidlertid ikke sikkert, at det lige præcis var disse vindmøller, som Ridderen af den Bedrøvelige Skikkelse, der er blevet skør af at læse for mange ridderromaner, angreb. Af bogen fremgår det ikke specifikt, hvor det berømte vindmølleangreb fandt sted, og selvom "Don Quijote"-eksperter mener, at Campo de Criptana-møllerne er det mest oplagte bud, fordi her tidligere stod ikke færre end 34 vindmøller forsamlet, så kunne det også være vindmøllerne i Consuegra eller Mota del Cuervo, der splintrede Don Quijotes lanse.

Et faktum, som tilrettelæggerne af Don Quijote-ruten bruger til at tage næsten hvad som helst med, der helt sikkert, måske og helt sikkert ikke optræder i romanen. Faktisk består den officielle rute af 10 forskellige ture på samlet 2500 kilometer, der også indbefatter besøg i områdets største byer, Albacete, Ciudad Real og Toledo.

Som romanturist er det imidlertid oplagt at strikke sin egen rute sammen, der ud over de tre ekstremt fotogene vindmølle-lokaliteter kunne inkludere to steder, der vitterligt er nævnt i romanen, Puerto Lapice og El Toboso. Ikke blot kan de fem steder med fuld ret siges at have "quijote-autenticitet", den hjemmestrikkede rute har også den fordel, at den i bil kan gøres som en dagsudflugt fra for eksempel det Unesco-beskyttede centrum af Toledo eller fra den spanske hovedstad, Madrid.

Quijotes udsigtsløse forelskelse

Puerto Lapice, beliggende mellem Consuegra og Campo de Criptana, er berømt for at huse den kro – i Don Quijotes optik naturligvis en borg – hvor han i begyndelsen af romanen blev slået til ridder af kroejeren, men det er El Toboso, der fortjener mest opmærksomhed. Den lille by er nemlig hjemsted for Don Quijotes elskede Dulcinea.

"O Dulcinea, mit hjertes udkårne, skønhedens blomst, kom nu Deres ridder til hjælp, for han er for Deres godheds skyld kommet i livsfarlig kamp!"

Ikke at Dulcinea af Toboso, der egentlig bare var en bondepige med navnet Aldonza Lorenzo, på nogen måde var klar over, at der rendte en ridder rundt i omegnen og kæmpede på hendes vegne. Men i overensstemmelse med ridderromanernes kodeks skulle Don Quijote være forelsket, thi "en vandrende ridder, der ikke var forelsket i en dame, var som et træ uden blade og frugt og en krop uden sjæl."

Don Quijote ser aldrig Dulcinea. Tættest på kommer han, da den trofaste væbner Sancho Panza bilder ham ind, at tre tilfældige bondepiger på æsler er Dulcinea af Toboso og to af hendes jomfruer på vej for at mødes med ridderen.

Modsat andre scener i bogen, hvor han forveksler en fåreflok med en hær, to prostituerede med højbårne jomfruer, en kroejer med en borgherre eller munke med troldmænd, så ser Don Quijote ved dette møde den påståede Dulcinea, præcis som hun ser ud, nemlig som "den tarveligste og grimmeste landsbypige" – men det er der naturligvis også en forklaring på: "Den onde troldmand, der forfølger mig, har lagt slør og stær for mine øjne og har for dem og kun dem forvandlet din enestående skønne person til en fattig bondepige."

Nutidens by El Toboso er et lille samfund på omkring 1000 sjæle, der efter antallet af Don Quijote-relaterede småmuseer, monumenter og restauranter at dømme lever højt på romanens ry. Selv gardinerne i flere private hjem forestiller således ridderen og væbneren. Her er blandt andet et lille Cervantes-museum med udgaver af romanen på allehånde sprog, men hovedattraktionen er Dulcineas hus – en bygning fra det 16. århundrede, hvor husets frue ifølge overleveringen inspirerede Cervantes til Dulcinea-figuren.

Spøjst nok har museet inde i huset meget lidt at gøre med romanens univers, men er indrettet, som en typisk overklassebolig kunne være indrettet på Cervantes? tid. I baggården findes et kæmpestort dueslag samt et udvalg af landbrugsmaskineri, og faktisk er det helt vederkvægende at blive bragt tilbage til realiteterne efter en dag i Don Quijotes fiktive selskab.

Romanhelten selv kaster også fiktionen af sig til sidst, da han kort før sin død genvinder sin forstand, afsiger sig riddertitlen og forbander de ridderromaner, der kastede "mørke skygger af uvidenhed" over ham – og blandt andet fik ham til at kæmpe mod vindmøller.

andreasen@k.dk

Alle romancitater er fra "Den kløgtige adelsmand Don Quijote af La Mancha", der udkom på Rosinantes Forlag i 2000 og er oversat af Iben Hasselbalch.

Gardinerne i flere private hjem i byen El Toboso har Don Quijote som motiv og væbneren Sancho Panza som motiv.