Buen Camino! er en hilsen, man hører uafladeligt og hurtigt selv lærer at sige, når man mødes med andre vandrere på pilgrimsruterne mod Santiago de Compostela i det nordvestlige Spanien. Og det venlige ønske om god tur gør godt, for ruten ad de oldgamle, stenede og kuperede pilgrimsveje er hård ved bentøjet. Vabler og ømme muskler er kroniske lidelser på denne historiske rejserute, der er med på Unescos verdensarvsliste.
Her har mennesker vandret siden den tidlige middelalder, da apostlen Jakobs jordiske rester i krypten under katedralen i Santiago blev gjort til valfartssted for pilgrimme. I de seneste 25 år har flere end 2,5 millioner vandret ad Caminoen, i 2014 godt 237.000, hvoraf ca. 1700 var danske, og fra 2013 til 2014 steg antallet af vandrere 10 procent.
Vi, en gruppe på 13 danskere, gik i juli fra Sarria til Santiago på fire en halv dag, en strækning på 113 kilometer plus det løse med dagsmarcher på 20-30 kilometer. En del lægger ud i Sydfrankrig og går cirka 800 kilometer ad Caminoen, og har man tiden og kræfterne, kan man vandre flere tusinde kilometer mod Santiago ad ruter, som begynder i store dele af Europa, også i Danmark.
Men 100 kilometer er et kardinalpunkt, for går man den distance - og får det dokumenteret undervejs ved hyppige stempler i sit vandrerpas - gør man sig fortjent til et certifikat, som udstedes - på latin - af pilgrimskontoret i Santiago.
Caminoen er i dag primært en oplevelses- og turistrute, hvor det religiøse element kun er dominerende, når man ved vandringens afslutning går til messe i Santiagos katedral. Selvom messens indhold af sproglige og katolske grunde vil være uforståelig for mange danskere, vil man dog bemærke, at præsterne flere gange nævner pilgrimme og de nationaliteter, der har indskrevet sig på pilgrimskontoret. Undervejs på ruten passerer man mange kirker, klostre, kors og andre religiøse symboler, men i antal overstiges de af caféer, restauranter og overnatningssteder.
Vi lagde ud fra Sarria en tidlig formiddag og befandt os hurtigt i et frodigt, kuperet landskab med skiftevis skov (blandt andet eg, fyr, pinje, senere eukalyptus) og dyrkede marker (majs, korn, kartofler, lidt vin) og nød de imponerende udsigter over regionen Galicien.
Ud på eftermiddagen gik det stejlt nedad mod Belesar-vandreservoiret, en opdæmmet sø, som i 1960'erne oversvømmede byen Portomarin, der så blev genskabt på søens nordvestlige side. Flere historiske bygninger blev flyttet sten for sten og genopbygget, og Portomarin med under 2000 indbyggere fremstår i dag hyggelig, ren og velholdt med mange butikker, restauranter og overnatningssteder.
De smukke, bakkede landskaber og tyste skove fortsætter mod Palas de Rei, en mindre, imødekommende by med en fjern, militær fortid, hvor man lige kan nå aftenmessen med guitarspil og skønsang i kirken Santiago de Alba. På hele strækningen passerer man maleriske landsbyer, men på sidste halvdel også de lidt større byer Melide og Arzua, som er knap så interessante. Efter at have gået tæt forbi Santiagos lufthavn kommer man til Monte del Gozo, som har et svulstigt monument for pave Johannes Paul II's besøg i 1982, og hvorfra man får det første glimt af målet i Santiago fire-fem kilometer væk.
De negative ting ved vandringen er få og små: Caminoen følger visse steder store landeveje med trafikstøj. Cyklister på ruten er stigende i antal og kan blive et problem. De fleste lokale er imødekommende, men nogle ser ud, som om de er dødtrætte af turister. Skiltningen er fremragende med Caminoens symbol, en muslingeskal, og der er kilometersten med nedtælling til Santiago samt gule pile, der viser vej, men i for eksempel Melide kniber det, og man må spørge sig frem.
Det positive: Alt til turisten fra primitiv overnatning til fine hoteller, arrangeret bagagetransport, mad og drikke med jævne mellemrum, de flotte landskaber og venlige småbyer. Og frem for alt: Den meditative stemning, man kommer i, når man går alene eller få sammen ad stier, der omkranset af stendiger ligger dybt i landskabet, fordi millioner af vandrere gennem århundreder har slidt dem til hulveje. Her drager positive tanker på langfart.