Det fine strandsand baner sig vej mellem tæerne, mens bølgerne dovent slikker mod kystlinjen. Eneste selskab er en vipstjert, som leder efter føde ved en blå badebro, der går omtrent 50 meter ud i det godt 20 grader varme, imponerende klare og let salte vand. En vandscooter suser forbi længere ude.
Scenen er sat til en badeferie ved havet, men der er endog meget langt til havet. Faktisk med over 3000 kilometer noget nær så langt, som der kan være noget sted i verden.
Og udsigten fra stranden byder da heller ikke på et uendeligt ocean, men på snedækkede bjergtinder mod både syd og nord.
Stedet er Issyk Kul (Kul betyder sø) i Kirgistan, som i sovjettiden var et af de helt store feriesteder i unionen, og den blå badebro er del af et nyopført turist-kompleks med både villaer, lejligheder og hotelværelser på søens nordlige bred.
For nok gav Sovjetunionens kollaps for 25 år siden også dødsstødet til den stedlige sanatorie-industri, men den smukt beliggende over 6000 kvadratkilometer store sø i godt 1600 meters højde slap aldrig sit tag i ”sovjet-mennesket”. For efter mange svære år er der fremgang at spore ved søen, hvor hovedvejen er ved at blive udvidet på grund af trafikken til de mange nye og/eller renoverede hoteller. Der er såmænd også kommet en ny international lufthavn til, som især benyttes af usbekiske og russiske charterturister.
At der så er ganske øde omkring den blå badebro på hotel-komplekset, skyldes for det første, at klokken kun er lidt over syv om morgenen – og området er så meget et feriested, at morgenmad først serveres fra klokken ni (!). For det andet, at stedet i god post-sovjetisk stil er totalt indhegnet og bevogtet. Selv på stranden går et hegn nogle meter ud i søen for at holde uvedkommende væk fra ”den perfekte verden” indenfor.
Heldigvis har en entreprenant lokal familie banket en (velbesøgt) kiosk op lige uden for hovedindgangen, så der stadig er lidt kontakt med virkeligheden.
En mand i blå badebukser og med et håndklæde i hånden går forbi på vejen ved indgangen til det indhegnede område med helleristninger. Umiddelbart lidt underligt, da der er flere kilometer til søbredden, og turen dertil blandt andet går via den gamle lufthavns landingsbane.
Helleristningerne er det kulturhistoriske højdepunkt ved Issyk Kul, selvom det med stedets beskedne besøgstal ikke virker til, at mange turister finder vej herop. Ja, altså bortset fra manden i de blå badebukser.
Her, nord for turisternes hovedby, Cholpon-Ata, og med en smuk udsigt over søen, findes beviserne for, at området ikke blot er populært blandt nutidens mennesker, men har en lang forhistorie som beboet sted. Beviserne er mejslet i hundreder af sten i form af afbildninger af jagtscener (blandt andet én, hvor jægerne efter sigende bruger tamme sneleoparder til at indfange byttet) samt en utal af stiliserede væddere og hjorte.
Datidens graffiti, der er indridset over en periode fra omkring 1500 før Kristus til 900 efter Kristus og tilskrives henholdsvis ariske, skytiske og tyrkiske stammer, er imidlertid noget medtagne. Det skyldes i høj grad det ekstreme fastlandsklima med varme, solrige somre og kolde vintre, der har ført til frostsprængninger i stenoverfladerne – måske var det en idé at lave en glasbeskyttelse af de vigtigste motiver i stil med den, Jelling-stenene fik for nogle år siden?
Røgen står op fra de talrige boder med sjasjlik (grillspyd), i skydeteltene forsøger familiefædre at vinde bamser til de små døtre, mens barer prøver at trække kunder indenfor med høj musik. Menneskene på stranden er lige så forskellige som beklædningsgraden, der varierer fra det heldækkende burkini-agtige til det rent diminutive. En rustrød rutsjebane, der ligner noget fra sovjettiden, står afspærret og ubrugt hen.
Det er svært ikke at komme i godt humør af at besøge den offentlige strand vest for Cholpon-Ata. Her er der i den grad liv og glade dage, hvor kirgisere og russere i det, der virker som harmonisk samdrægtighed, nyder stranden.
Nok er Kirgistan på 25. år et selvstændigt – og primært muslimsk – land, men båndene til Rusland er fortsat tætte. Forholdsvis få russere er flyttet fra landet efter selvstændigheden, både kirgisisk og russisk er officielle sprog, og – nok vigtigst – Kirgistan er dybt afhængig af de penge, som kirgisiske gæstearbejdere i Rusland sender hjem.
Apropos penge, så har Rusland for en årlig pris i omegnen af 30 millioner kroner på ubestemt tid lejet en del af Issyk Kul som testområde for torpedoer. Og det skulle da være det eneste, der som besøgende ved søen, vækker bekymring. For hvad mon der er i de torpedoer – og hvorfor er det, at søen er så varm, at den selv i de bitterligt kolde vintermåneder ikke fryser til? Officielt skyldes det vulkansk aktivitet, og det er det nok bedst at tro på.
Vandet ser i al fald fortsat tillokkende ud.
