På besøg i golfens hjemby

Næsten alt drejer sig om golf i den skotske by St Andrews, der lægger græs til sportens nok mest berømte bane. Selv som ikke-golfspiller er det interessant at besøge byen med Skotlands ældste universitet og største kirkeruin

Old Course-banen i St Andrews i det østlige Skotland er golfsportens nok mest berømte bane. Det grå hus til venstre i billedet er klubhuset for The Royal and Ancient Golf Club of St Andrews. – Begge
Old Course-banen i St Andrews i det østlige Skotland er golfsportens nok mest berømte bane. Det grå hus til venstre i billedet er klubhuset for The Royal and Ancient Golf Club of St Andrews. – Begge. Foto: Thomas Andreasen.

Indrømmet: Græsområdet er kuperet, men at kalde det for The Himalayas er alligevel lidt i overkanten.

Men for mange er det utvivlsomt lige så spektakulær en oplevelse at stå her og prøve at få en lille, hvid bold i et hul, som det ville være at stå blandt verdens højeste bjerge, for The Himalayas ligger klos op ad golfsportens måske mest berømte pilgrimssted, Old Course-banen i St Andrews i det østlige Skotland.

Og hvorfor nu ”pilgrimssted”? Jo, fordi det er den lokale golfklub, The Royal and Ancient Golf Club of St Andrews, der indtil for nylig (2004) har sat standarderne og reglerne for golfspillet. Et spil, der har udviklet sig fra at være en ringeagtet – og i perioder også forbudt – fritidsbeskæftigelse til at være en af de mest prestigiøse og pengerige sportsgrene.

St Andrews – her set fra stranden umiddelbart ved siden af Old Course – er trods et beskedent indbyggertal på knap 17.000 hjemby for Skotlands ældste og den engelsktalende verdens tredjeældste universitet, ligesom byen som tidligere kirkecentrum rummer Skotlands største kirkeruin.
St Andrews – her set fra stranden umiddelbart ved siden af Old Course – er trods et beskedent indbyggertal på knap 17.000 hjemby for Skotlands ældste og den engelsktalende verdens tredjeældste universitet, ligesom byen som tidligere kirkecentrum rummer Skotlands største kirkeruin. Foto: Thomas Andreasen

For en historisk oversigt over golfsportens udvikling byder British Golf Museum sig til. Museet ligger – ganske passende – så tæt på Old Course, at en af de offentlige veje dertil krydser banen.

Indenfor i museet fanges interessen i første omgang af en lille kunstbane med et udvalg af ældre køller, hvor det er muligt at prøve at putte, altså at få bolden i hul. Det går imidlertid ikke så godt, så turen går hurtigt videre til museets mange tekstplancher og genstande, hvilket selv for en ikke-golfspiller er en ganske interessant oplevelse.

Af tekstplancherne fremgår det for eksempel, at den første skriftlige reference til ”golf” stammer fra 1457, hvor kong James II af Skotland forbød golf og fodbold. I stedet opfordrede det kongelige edikt undersåtterne til at dyrke en mere passende beskæftigelse som bueskydning. Små 50 år senere blev forbuddet ophævet, og i et brev fra 1554 bekræftede ærkebiskoppen af St Andrews borgernes ret til at spille golf.

Hvordan det så nærmere foregik vides ikke, men ifølge udstillingen er den første skriftlige kilde, der specifikt nævner et ”hul”, fra 1625. 11 år senere nævnes en ”sandbunker” for første gang, mens den første reference til ”at putte” er fra 1690.

Antallet af huller har historisk også varieret fra bane til bane. Så at golfbaner i nutiden har 18 huller skyldes, at Old Course, der oprindeligt havde 11 huller, der blev spillet på en udtur og hjemtur, i 1764 satte antallet af huller ned til ni.

Blandt museets genstande er det især en række trækøller fra første del af det 19. århundrede, der vækker interesse, da de mest af alt minder om stylter eller en slags overdimensionerede stokke udstyret med en fod. Fra 1840’erne fik køllerne et metalhoved, hvilket havde en kedelig effekt på de læderbolde fyldt med fjer, som man hidtil havde spillet med. De kunne simpelthen ikke holde til mødet med metallet. Heldigvis var de britiske kolonier leveringsdygtige i et nyt materiale, guttaperka, en slags hård naturgummi, der bruges som overflademateriale til golfbolde den dag i dag.

Efter museet kan turen i St Andrews, der markedsfører sig som ”golfens hjemby”, passende gå videre udenfor.

Der er for eksempel adgang for alle til The Himalayas, der blev nævnt i begyndelsen af artiklen. Banen, der er en ren putting-bane, blev anlagt i 1867 under navnet St Andrews Ladies’ Putting Club, og i nutiden får man for den beskedne pris af tre pund – og kun et pund for pensionister – både køller og bolde udleveret til en tur rundt på banens 18 huller.

Har man mod på at prøve Old Course, hvor golfkoryfæer som Jack Nicklaus og Tiger Woods har vundet British Open, så er prisen en ganske anden. I lavsæsonen koster det 95 pund at spille på banen; i højsæsonen stiger den pris til 195 pund. Der er heller ikke adgang for alle. Mandlige golfspillere skal have et handicap på 24 eller under, mens tallet for kvinderne er 36 eller under.

Selv hvis det er i orden, skal en tur på banen forudbestilles i endog meget god tid. Eller man skal tro på sit eget held: Næsten halvdelen af pladserne på Old Course fordeles nemlig ved, at golfklubben to dage før en eventuel runde trækker lod mellem de interesserede, der har meldt sig. Kommer ens navn ikke op, råder klubben over yderligere seks baner, der både er billigere at spille på og mindre efterspurgte.

I det hele taget er der golfbaner nok at vælge mellem i Skotland – 560 faktisk, ifølge tal fra statistikportalen Statista. Tallet i Danmark, der med 5,8 millioner indbyggere har marginalt flere potentielle golfspillere end skotterne, er ifølge Dansk Golf Union 189.

Men nok om golf, for St Andrews er trods sit beskedne indbyggertal på knap 17.000 indbyggere også hjemby for Skotlands ældste og den engelsktalende verdens tredjeældste universitet, og ikke mindre end tre museumssamlinger fortæller om og udstiller effekter fra St Andrews University. Den største samling, Wardlaw Museum, er dog p.t. lukket på grund af renovering.

St Andrews har også en fortid som kirkecentrum for Skotland, og derfor kan man i den østlige udkant af byen finde St Andrews Cathedral, der er påbegyndt i det 12. århundrede og nu står som Skotlands største kirkeruin. Stort set lige ved siden af ligger endnu en ruin i form af St Andrews Castle, også fra det 12. århundrede, som var embedsbolig for den lokale biskop.