Et besøg i den beskyttelseszone på 2600 kvadratkilometer, som omgiver det eksploderede atomkraftværk Tjernobyl, er som at rejse fra ét land ind i et andet, selvom man hele tiden er i Ukraine.
Man skal vise pas, skrive under på et omfattende dokument med en stribe forbud og være klædt, så krop, arme og ben er dækket – ikke af anstændighedsgrunde, men fordi der er fare for, at en ubeskyttet krop bliver radioaktivt forurenet. Ingen under 18 år bliver lukket ind.
Inden busturen fra Kijev til Tjernobyl havde guiden fortalt os, at vi ikke skulle tage vores dyreste fodtøj på, fordi atomforurenet jord kan sætte sig i sålerne, og så skal fodtøjet efterlades, når man forlader zonen. Ved ”udrejsen” skal man igennem en scanner, som måler, om kroppen er radioaktivt forurenet.
Den omfattende kontrol foregår ved 10-12 bemandede poster, som hver ligger omkring 30 kilometer fra atomkraftværket.
Ret hurtigt inde i sikkerhedszonen gjorde vores bus holdt i vejsiden, og vi blev ledt ind ad en tilgroet sti i den tætte skov. Herinde lå en evakueret landsby godt gemt. 32 år efter er den – og en stribe andre bebyggelser – tilgroet og i ruiner. Men man kan stadig se, at beboerne har forladt stedet i al hast, for en del af deres ting ligger der endnu. Det på trods af, at der i årenes løb har fundet plyndringer sted i de rømmede områder.
Vi så ingen mennesker, men 150-200 af de oprindelige beboere har ignoreret forbuddet og er blevet boende i området. De er gamle, og trods forbuddet får de pension.
Atomkraftværket, hvis reaktor nr. 4 eksploderede i 1986, kører man rundt om og kommer tæt på, men området er indhegnet og bevogtet. Man får dog lov at stige ud af bussen i nogle minutter.
Elproduktionen, som Ukraine dårligt kunne undvære, fortsatte i andre dele af anlægget til 2000. Værket er ude af drift nu, men 18 år efter lukningen er det stadig forbundet med ledninger og ser til dels velholdt ud.
Iøjnefaldende er den såkaldte sarkofag, som indkapsler reaktor nr. 4, så den fortsatte atomforurening ikke slipper ud. Indkapslingen blev bygget hurtigt efter ulykken, men den var ikke sikker nok, så i 2016 blev den fornyet og ligner i dag en gigantisk flyhangar.
Byen Tjernobyl ligger 20 kilometer fra atomkraftanlægget og er den eneste by i områ
det, som stadig fungerer i en vis grad. Det skyldes især, at her indkvarteres de arbejdere, der stadig arbejder på at standse eller begrænse atomforureningen. Ingen af dem bor her permanent.
I byen er der mindesteder for de mange evakuerede byer og landsbyer, og en statue af Sovjetunionens grundlægger, Vladimir Lenin, har fået lov at blive stående trods Ukraines aktuelle konflikter med Rusland. Byen bliver holdt ren, græsset bliver slået, man kan overnatte og spise her, og der er et par butikker.
Mere deprimerende er det at komme til den evakuerede by Pripjat syv kilometer fra atomkraftværket. Her boede op mod 50.000 indbyggere, da ulykken skete. De fleste familier var knyttet til atomkraftværket.
De blev først evakueret dagen efter ulykken, og selvom de blev stillet i udsigt at kunne vende tilbage efter nogle dage, skete det aldrig. Pripjat henligger derfor i dag som en spøgelsesby med store bygninger i ruiner, tilgroede gader og veje, hastigt forladte skoler, et stadion, en svømmehal, et tivoli – alt ubrugeligt og tilgroet.