Prøv avisen

Parmas forunderlige dåbskapel

Dåbskapellet i Parma er fra gulvet til spidsen af det kuplede loft dækket af storslåede freskomalerier, så de nye kristne kunne indprente sig Kristi liv, mens de sænkede sig ned i det korsformede kar midt i kapellet. -- Foto: Birthe B. Pedersen.

Dåbskapellet i Parma er en vigtig middelalderbygninger og et vidnesbyrd om en tid, hvor dåben markerede en omvendelse

Parma er Verdis og Toscaninis barndomsby. Men det er Bach, der fylder Piazza del Duomo denne søndag formiddag. En talentfuld gademusikant spiller Bachs "Toccata", så hans harmonika bliver til et helt kirkeorgel og torvet med de toppede brosten et fredfyldt kirkerum under en sommerblå himmelhvælving.

Mens italienske byer som Firenze, Ravenna og Sienna nærmest er synonymer for arkitektur og kirkekunst, er Parma mest kendt for sin skinke og sin parmesanost.

Men den historiske bykerne omkring Domkirkepladsen er en romansk og tidligt gotisk perle, som oven i købet er fri for det sædvandlige italienske turistmylder.

I næsten 1000 år har domkirkens bredbringede facade med sin udsmykning af romanske kolonnader, flankeret af sit slanke klokketårn, givet pladsen sin stilfædige elegance.

Parmas domkirke blev rejst mellem 1060 og 1075. Byen var da en bystat underlagt biskop Caladus af Parma, som i 1061 blev valgt til "antipave" under navnet Honorius den Anden.

Honorius blev valgt af tyske og lombardiske biskopper og adelsmænd, der ikke anerkendte pave Alexander den Anden, som 28 dage før var blevet valgt til pave af kardinalerne i Rom.

I 1063 blev Honorius forstødt af den katolske kirke, men hans katedral, som i 1400-tallet blev udsmykket med freskomalerier af et andet bysbarn, renæssancenmaleren Il Corregio, ånder lutter fred og harmoni.

Men det er det sartrøde, ottekantede dåbskapel skråt over for domkirken, som er Parmas virkelige seværdighed. Dåbskapellet blev bygget i rosa marmor fra Verona omkring 1196 og betragtes som et af Italiens væsentligste middelalderlige bygningsværker.

Udefra er det næsten modernistisk strengt i sine rene, enkle linjer i de fire etager med slanke søjleudsmykninger og en diskret krone af romanske rundbuer.

Men indenfor er dåbskapallet fra gulvet til spidsen af det kuplede loft dækket af storslåede freskomalerier, så de nye kristne kunne indprente sig Kristi liv, mens de sænkede sig ned i det korsformede kar midt i kapellet.

Dåbskapeller med bassiner, hvor de nye kristne blev døbt og optaget i deres nye tro, var især udbredt i den tidlige kristendom, da der endnu overvejende var tale om voksne, der blev omvendt.

De første dåbshandlinger fandt ofte sted i floder eller kilder, men da den romerske kejser Konstantin lod sig omvende til kristendommen og blev døbt på sit dødsleje i 337, begyndte man at sætte dåbshandlingerne i system. Og da kilder og floder ofte var iskolde oplevelser, stillede omvendte romerske familier ofte deres rigt udsmykkede baderum til rådighed.

Ordet baptisterium, som siden blev det latinske ord for dåb og dåbskapel, betegnede oprindeligt et romersk badebassin. Og disse bassiner fungerede ofte som forlæg, da man begyndte at bygge egentlige dåbsbassiner.

Disse bassiner blev lidt efter lidt indrettet i forbindelse med de katedraler, som også blev rejst i takt med kristendommens udbredelse.

Kun biskoppen havde ret til at foretage dåbshandlingen, som fandt sted til påske og til pinse. Det var store grupper af omvendte, der blev døbt på én gang, og dåbskapellerne skulle derfor være af betydelige dimensioner, og samtidig fandt man det hensigtsmæssigt at indrette selvstændige bygninger, så kirken ikke blev fyldt op af nøgne mænd og kvinder.

Et af de ældte dåbskapeller er Lateranerkapellet i Rom, som blev påbegyndt i 440 under pave Sixtus den Tredje. Med sit kuplede tag og sin ottekantede form, blandt andet inspireret af Augustins tydning af tallet otte, blev Lateranerkapellet modellen for dåbskapellerne til langt op i middelalderen.

Det gælder også for kapellet i Parma. Set udefra er det mindre overdådigt udsmykket end dåbskapellerne i Pisa og Firenze. Men dets stilfædige elegance er et af de mest fuldendte eksmpler på overgangen fra romansk til gotisk byggestil.

Billedhuggeren Benedetto Antelami, som tilskrives udsmykningen af vestporten på Markuskirken i Venedig, udsmykkede kapellets tre rundbuede porte, som viser de vise mænds tilbedelse af Jesusbarnet, dommedag og en allegori over menneskelivet.

Indenfor har han illustreret flugten til Egypten, Jesu indtog i templet samt en harpespillende David.

Men det er freskomaleriernes billedbibel, der især imponerer.

Af alle dåbskapeller har det i Parma den mest overvældende udsmykning, som er malet i den anden halvdel af 1200-tallet. Den byzantinske inspiration er tydelig, ikke mindst i den majestætiske Kristus på sin trone, men også i fremstillingen af apostlene og profeternes langstrakte kroppe og glorieomkransede hoveder.

Kristus og Johannes Døberen er selvsagt hovedpersonerne i den fortælling, der folder sig ud i brede bånd omkring selve dåbskarret midt i rummet.

Karret er korsformet og af samme rosa marmor som selve kapellet. To trin fører op til kanten, og indvendig er karret formet som fire sæder, som de døbte kan sætte sig på under ritualet.

Efterhånden som europæerne ikke længere var omvendte kristne, men født ind i deres tro, gik kirken i stigende grad væk fra voksendåben.

Børnedødeligheden var høj, og børnene skulle så hurtigt som muligt føres ind i den rette tro og modtage dåbens sakramente. Når så mange skulle døbes, kunne dåben ikke længere være biskoppens eneansvar. Den måtte lægges ud til præsterne i sognekirkerne, som ikke kunne have dåbskapeller som domkirkerne.

Fra 1200-tallet overtog døbefonden dåbskarret og dåbskapellets funktion.

Dåbskapellet i Parma blev rejst, lige inden kristendommens sejrsgang i Europa gjorde det overflødigt. Men det er stadig et imponerende vidnesbyrd om middelalderens kristendom.

rejser@k.dk

Det sartrøde, ottekantede dåbskapel skråt over for domkirken er Parmas virkelige seværdighed. Foto: Birthe B. Pedersen.