De har fjernet musikken.
Når besøgende tidligere lagde hånden på aftrykket af præsident Nursultan Nasarbajevs hånd i toppen af Bajterek-tårnet i Astana, Kasakhstans hovedstad, udløste det en højlydt version af en melodi skrevet af præsidenten selv.
Men myndighederne har åbenbart vurderet, at det blev lige lovlig larmende i længden, selvom mængden af besøgende i tårnet ikke er overvældende.
Fra tårnets udsigtsplatform 97 meter over gadeniveau er det derimod ganske overvældende at iagttage de mange kæmpekraner, der er ved at opføre nye kontorer, hoteller, forretningscentre og boligblokke i den planlagte by på det flade steppeland.
For Astana er en by under fortsat konstruktion, og tårnet er blot en blandt talrige bygninger, som er opført, siden Nasarbajev, der rutinemæssigt genvælges med mindst 90 procent af stemmerne, i 1997 flyttede hovedstaden fra Almaty til den mere centralt beliggende, men noget hengemte by Akmola.
Officielt var begrundelsen for flytningen, at Almaty med sin sydlige placering tæt på bjergene mod Kirgistan både ligger i en jordskælvszone og ikke ligger centralt i Kasakhstan. En anden, mere uofficiel, begrundelse var, at der boede (og bor) for mange etniske russere i Almaty.
Med nu godt 800.000 indbyggere er Astana, som Akmola blev omdøbt til, da også ved at være en stor by, men trods ganske tæt trafik på de brede boulevarder udebliver byfølelsen.
Jo, i det ”gamle” centrum med både fodgængere og lidt ældre sovjetbygninger kan man godt bilde sig selv ind, at man er i en rigtig by.
I de nye bydele derimod føles det hele lidt underligt og kulisseagtigt, måske især fordi hovedstaden først som sidst fremstår som præsident Nasarbajevs personlige prestigeprojekt - og havde han dog bare haft lidt bedre smag.
Mottoet synes at være ”stort er godt, større er bedre”, og det moderne Astana er bygget langs kilometerlange akser, hvilket måske ser godt ud på arkitektens tegnebord, men sjældent fungerer i virkeligheden. Isoleret set er flere af bygningerne ganske pæne, men helhedsindtrykket er mere specielt og tæt på det kitschede, end det er smukt - hvilket igen selvfølgelig er et spørgsmål om personlig smag.
For mens præsidentens virkeliggjorte drømmeby næppe appellerer til vestlige besøgende, er der ingen tvivl om, at hovedstaden er en kilde til national stolthed i Kasakhstan, som er blevet ganske velhavende på landets store olie- og gasforekomster.
Pengene er i Astana blandt andet blevet brugt på en kæmpestor beboelsesblok, der i forbavsende grad minder om Stalins berømte ”bryllupskage”-huse i Moskva, en skyskraber opført i en nærmest panggul farve, en cirkusbygning, der ligner en ufo, og to tårne i guld - ja, eller sådan ser det ud. Tættere på er det klart, at tårnenes glasfacader blot har fået en guldtone smurt ud over sig.
Her er også en nybygget og overraskende stilren kæmpemoské, der dog kæmper med en nærliggende pyramide om opmærksomheden. Pyramiden, som den berømte engelske arkitekt Norman Foster står bag, er så indvendigt utrolig flot.
Omend symbolikken bliver rigelig bastant med illustrationerne med hvide (freds)duer i pyramidens top - bygningen er officielt et center for fredelig sameksistens mellem religioner.
Den bastante symbolik går igen i Astanas cykelarena, der har form som en cykelhjelm.
Søjlen på Uafhængighedspladsen er selvfølgelig 91 meter høj med reference til landets uafhængighed fra Sovjetunionen i 1991, mens udsigtsplatformen i Bajterek-tårnet, der nu fremstår uden musik, naturligvis befinder sig i 97 meters højde, fordi Astana blev hovedstad i 1997.
Spøjst nok har kasakherne helt opgivet det symbolske med hensyn til hovedstadens navn. Astana betyder på kasakhisk ganske enkelt hovedstad.
