Forestil Dem en balsal næsten på størrelse med tre håndboldbaner flankeret af marmorsøjler. Forestil Dem et enormt glasloft udsmykket med bladguldsbeklædt aluminium. Og forestil Dem et rødt tæppe, som vejer tre ton, og som kræver 30 mennesker for at blive rullet ud ved særlige lejligheder.
Så har De et af de 1100 værelser, som findes i den tidligere rumænske diktator Nicolae Ceausescus palads.
Det kommunistiske Rumæniens sidste præsident, som regerede 1965-1989, var prototypen på en skruppelløs diktator, der forfulgte enhver politisk modstander. Og hans prestigeprojekt, Folkets Hus, midt i hovedstaden Bukarest, står som et monument over hans storhedsvanvid.
På sin vis er der tale om et folkets hus, for det er bygget af det rumænske folk. 20.000 arbejdere, 1500 på hvert holdskifte, stod for byggeriet, som blev indledt i 1983 og fortsatte efter hans død. Paladset skulle fungere som Ceausescu-familiens officielle bolig og samtidig være hjemsted for regeringen.
Fik diktatoren øje på noget ude i verden, han kunne lide, måtte han selv have det. Derfor sørgede han også for at få bygget den 3,5 kilometer lange Unirii-boulevard Rumæniens svar på Champs-Élysées i Paris som ender for foden af paladset.
Omtrent en femtedel af det gamle Bukarest blev ryddet eller flyttet for at give plads til Folkets Hus, som troner på en bakke over byen. Mindst et dusin kirker og andre religiøse bygninger blev jævnet med jorden, mens et mindre antal af gamle kirker blev flyttet. Det er den tungeste og dyreste bygning i verden, forlyder det. Kun overgået i størrelse af det amerikanske forsvarsministerium Pentagon.
Hvor meget Folkets Hus har kostet er usikkert, men nogle taler om, at byggeriet i perioden 1984-1994 kostede, hvad der i dag svarer til cirka 25 milliarder kroner.
Indenfor i det nyklassicistiske gigantpalads byder en engelsk guide på en to timers rundvisning, som svarer til en gåtur på to kilometer så har man set fem procent af paladset.
LÆS OGSÅ: Ceausescus henrettelsespladsåbnes som museum
Den resterende del huser i dag blandt andet det rumænske parlament og et kunstmuseum.
Efter Ceausescus fald og kommunismens sammenbrud ønskede mange rumænere at få bygningen ødelagt. Men det ville koste mere end at færdiggøre byggeriet, fortæller guiden.
Mængden af marmor er enorm. En million kubikmeter svarende til lastrummene i to supertankere er der gået til paladset. Og næsten lige så meget træ. Alle materialer stammer fra Rumænien, siges det. Derudover 220.000 tæpper, 2800 lysestager og 3500 ton krystal til de mange enorme lysekroner. Paladset sluger lige så meget strøm som en mindre by, og det årlige elektricitetsforbrug koster mere end 11 millioner kroner.
Værelserne er udsmykket forskelligt. Et er for eksempel indrettet i tysk renæssancestil, et andet i korintisk stil med marmorsøjler.
Mange sale i paladset står dog tomme, fordi diktatoren ikke nåede at få dem indrettet, og nogle af salene er bygget, så akustikken får klapsalve til at vare længere, end de rent faktisk er. Ceausescu var altid bange for, at hans taler ikke vakte jubel nok.
Marmortrapperne nåede at blive bygget om tre gange, fordi trinene var for høje. Diktatoren ville ikke kigge ned, men var samtidig bange for at falde på trapperne, når han skulle gå med panden løftet.
Netop som byggeriet nærmede sig sin afslutning i december 1989, brød revolutionen ud. Fra en balkon på Centralkomitéens hus ikke langt fra Ceausescus bygning blev diktatoren under en af sine mange taler konfronteret med folkets vrede.
Revolutionen i Rumænien udviklede sig betydeligt blodigere end i andre østeuropæiske lande. Ceausescu gav ordre til at skyde ubevæbnede demonstranter i byen Timisoara, masseprotesterne bredte sig, og Ceausescu måtte sammen med sin hustru Elena flygte fra hovedstaden med helikopter. Parret blev få dage efter fanget af politiet i Targoviste, dømt til døden af en militærdomstol og henrettet ved skydning 1. juledag 1989. Mange betragter retssagen som en ren skueproces.
Militærkomplekset i Targoviste, stedet for diktatorens fald, fungerer i dag ligesom Folkets Hus som museum omend væsentligt mindre prangende. Værelset, hvor ægteparret Ceausescu boede i dagene inden henrettelsen, står intakt med metalsenge, tæpper for vinduerne og det kommunistiske rumænske flag med den røde stjerne hængende på væggen. Selve retssalen, et værelse ved siden af, ligner med sine primitive krydsfinérborde og stole et skoleklasseværelse fra 1950erne.
Skudhullerne kan stadig ses i muren udenfor. Det samme kan kroppene, hvis man bruger sin fantasi. Omrids af hvid maling på asfalten viser, hvordan diktator-parret faldt efter skuddene. Ceausescu faldt om med ansigtet vendt mod himlen. En åbenlys tilfældighed, som alligevel diskuteres af mange rumænere, fortæller museets pedel og guide, 52-årige Aurel Budti.
De vil gerne tro, at diktatoren vendte sig mod himlen for at bede om tilgivelse for sin brøde.
