Prøv avisen

Sabbioneta: Renæssancebyen på Posletten

På Posletten i Norditalien byggede fyrsten og verdensmanden Vespasiano Gonzaga i det 16. århundrede den ideelle renæssanceby Sabbioneta. Den lille stad står næsten uforandret fra dengang

Italien og renæssancen er så tæt sammenvævet, at det næsten er to sider af samme sag. Sporene er utallige, allestedsnærværende og overvældende.

Men i den lille by Sabbioneta i Norditalien kan man på en formiddag få en fin indføring i renæssancens kultur, byplanlægning og hele forestillingsverden ved blot at gå rundt i dens gader og besøge dens vigtigste seværdigheder.

Mens middelalderens byer typisk voksede næsten organisk frem rundt om domkirken og fyrstens bolig, gik renæssancens byplanlæggere anderledes rationelt til værks med et gadenet domineret af rette vinkler, centrale pladser og gennemgående perspektiver.

Det gjaldt også for den by, som hertug Vespasiano Gonzaga (1531-1591) lod anlægge ikke langt fra Mantova i Lombardiet i sidste halvdel af 1500-tallet. Her havde været beboelse siden romerne, men da Vespasiano besluttede sig for at gøre Sabbioneta til hovedstad i sin lille uafhængige stat, begyndte han helt forfra.

Hertugen var begejstret for tidens nye strømninger, og det var hans ideer, der skabte byen og dens topmoderne voldsystem.

Herfra kunne man overvåge den gamle romerske hovedvej Via Vitelliana og to overgangssteder over floden Po. Og det er de seks bastioner, der har bevaret Sabbionetas egenart ved at lægge en fast ramme om byen.

Midt i byen ligger fyrstens officielle residens, Palazzo Ducale, hvorfra han styrede byen, når han ikke ledede felttog eller udførte diplomatiske missioner. Den harmoniske facade i fem fag med indgangspartier og vinduer indfattet i marmor vender ud mod byens centrale plads. Den er dekoreret med buster af hele fem romerske kejsere, så ingen kan være i tvivl om, hvorfra byens hersker hentede sine politiske idealer.

Indenfor er salene udsmykket med fresker og meget smukke udskårne og velbevarede lofter i valnød og cedertræ. Vespasiano selv møder man i form af en legemsstor bemalet rytterstatue af træ i den største sal sammen med flere af hans forfædre, der ligeledes er til hest. Serien af rytterstatuer blev færdiggjort i 1589, og hertugen i rustning betragter turisten med et mildt, næsten sørgmodigt blik.

Fri fra sine officielle pligter fortrak Vespasiano til sit lille havepalads, Palazzo Giardino, hvor udsmykningen anslår mere rekreative toner.

Mens det er de store forbilleder, forfædrene, historien og geografien, der dominerer i Palazzo Ducale, er det her den græsk-romerske mytologi, der præger indretningen. De lyse fresker er fulde af bevægelse med Venus, der kører hen over loftet i sin vogn, og Ikaros, der styrter mod jorden i sit fejlslagne forsøg på at flyve. Eksotiske dyr, byprospekter og jagtscenerier fortæller også om, hvad der optog Vespasiano i fritiden.

Et arkitektonisk og kunstnerisk hovedstykke er det lange galleri, der er forbundet med havepaladset, og som oprindeligt rummede hertugens samling af antik skulptur. I dag er det kun statuen af Minerva, som er opstillet i 1584 på en søjle uden for paladset, der er tilbage.

Særligt charmerende er byens herlige teater, Teatro all’Antica, der blev indviet under karnevallet i 1590, og som for længst har fået sin plads i italiensk teaterhistorie.

Det er tegnet af arkitekten Vincenzo Scamozzi og er en af renæssancens første selvstændige teaterbygninger. Publikum, hertugen og hans familie samt skuespillerne havde hver sin indgang, og tilskuerrummet er formet som en vidunderlig søjlegang og udsmykket med 12 statuer af Olympens guder og gud-inder udført i stuk, som det passer sig for et teater.

Teatret er stadig i brug fra tid til anden, og blandt andet Dario Fo har stået for en række workshops her i 1990’erne.

Sabbioneta rummer naturligvis også flere kirker og klostre, og hertugen selv ligger begravet i Chiesa dell’Incoronata, indviet til Jomfru Marias himmelkroning, under et mausoleum udført i 1592 af en af tidens mest fejrede billedhuggere Giovanni Battista della Porta.

Endnu mere spændende er det, at Sabbioneta i hertugens tid også rummede et jødisk samfund med egen synagoge helt i tråd med den politiske tolerance over for jøderne, der karakteriserede den italienske renæssance. Den seneste af synagogerne i rækken er bygget i 1824 og har en fornem nyklassicistisk indretning. En lille udstilling fortæller om menighedens historie.