For de fleste udlændinge er Toscana essensen af det perfekte italienske landskab. Til gengæld er Val d’Orcia essensen af det perfekte toscanske landskab. Og her, midt i Val d’Orcias perfekte landskab, ligger gården Poggio Tobruk, hvor de ugifte brødre Marco og Federico dyrker hvede og oliven og lejer lejligheder ud til turisterne.
Poggio betyder knold, og det giver god mening, når man nærmer sig gården. Den er placeret på en venlig, blød bule, der ser ud, som om nogen har glemt en enorm badebold under landskabets tæppe. Den sidste og mere gådefulde del af navnet skyldes, at brødrenes sardiske bedstefar kæmpede under general Rommel, da han indtog Tobruk i 1942. Da bedstefaderen efter krigen flyttede fra sine fødeø til fastlandet og købte gården i Val d’Orcia, opkaldte han den efter den omstridte libyske by.
Fra olivenlunden på toppen af bakken oven for gården er der 360 graders udsigt over det centrale Val d’Orcia: mod øst og vest fæstningsbyerne Monticchiello og San Quirico d’Orcia og mod syd floden Orcia, som dalen har navn efter. Længere borte ligger Bagno Vignoni med de romerske bade og den knejsende klippeby Montalcino. Det hele er draperet i en overnaturlig smuk dragt af bølgende bakker, snoede markveje, fritliggende gårde og ikke mindst sylespidse cypresser, der med passende mellemrum punkterer landskabets runde kurver og giver det perspektiv i form af alléer, lunde og solitære træer.
Hvede er den dominerende afgrøde og bestemmer farven på de bløde former. Det er oktober, da dette besøg finder sted, og Marco, Federico og dalens øvrige landmænd har for længst pløjet og sået. Markerne changerer mellem brun og lysegrøn dér, hvor vinterhveden allerede er på vej op. Kommer man i det tidlige forår, vil landskabet være et grønt væg til væg-tæppe, og i forsommeren forvandles det til en bølgende gylden durumhvededrøm.
Val d’Orcia er et landskab i ordets bogstavelige betydning: et stykke land, som er skabt. Det er formet af mennesker med produktion, men også med æstetik for øje. Produktion og æstetik var nemlig to sider af samme sag, da bystaten Siena i det 14. og 15. århundrede anlagde Val d’Orcia som et billede på det ideale landskab.
Da Val d’Orcia i 2004 blev optaget på Unescos verdensarvsliste var en af begrundelserne, at Val d’Orcia ”på exceptionel vis afspejler, hvordan landskabet i renæssancen blev reformuleret, så det reflekterede idealet om ’det gode styre’ og skabte æstetisk behagelige billeder”.
Det er netop i renæssancen, at landskabet begynder at dukke op i billedkunsten. I rådhuset i Siena finder man en allegorisk frise, som er malt af Ambrogio Lorenzetti i 1340. Den er tænkt som en moralsk påmindelse til bystatens ledere og viser by og land under henholdsvis det dårlige og det gode styre.
Frisen regnes for et af de tidligste landskabsmalerier. Det er endnu før det lineære perspektiv vandt indpas i malerkunsten, men betragter man frisen, der forestiller det ideale styre, ligner det umiskendeligt det landskab, man skuer ud over fra Poggio Tobruks bakketop i dag med dets vingårde, hvedemarker og olivenlunde. Kun de spidse cypresser mangler: I 1300-tallets ideale landskab foretrak man åbenbart pinjer.
Val d’Orcia er i udpræget grad menneskeskabt, og det var netop det ideale kulturlandskab, der fattede renæssancemalernes interesse. Den vilde natur, som 300-400 år senere fascinerede de romantiske malere, havde ingen plads i datidens forestilling om Bel Paesaggio, det smukke landskab. I den italienske renæssance er landskabet en pastorale, hvor hyrden symboliserer den tæmmede natur.
Val d’Orcia skulle fungere som Sienas kornkammer, men det skulle foregå under det gode styre, som foreskrevet i Lorenzettis frise på rådhuset. Det gode styre ville bringe vækst og velstand til både byen og bønderne og holde hungersnød og ufred fra døren. Under Sienas ledelse blev Val d’Orcias landbrug ændret til en slags forpagtningsordning, hvor bønderne afleverede halvdelen af deres indtægt til bystyret og selv rådede over den anden halvdel, så der var økonomi til at investere i dyr og redskaber.
Val d’Orcias kultiverede landskab blev med andre ord til som en utopi – som et levende billede på, hvordan mennesket skulle forvalte jorden i overensstemmelse med Guds vilje. På samme måde blev byen med den markante kirke lige nord for Marco og Federicos gård bygget som en utopi, da pave Pius II i midten af 1400-tallet besluttede at omforme sin barndoms landsby – dengang Corsignano – efter renæssancens forestillinger om den ideale by. Han gjorde den til pavelig sommerresidens og opkaldte den efter sig selv: Pienza.
Landskabet i Val d’Orcia blev altså til på samme tid i billedkunsten og i virkeligheden. Da forestillingerne om det ideale utopisk organiserede landskab dukkede op, begyndte kunstnerne at male det – landskabet blev til et motiv. Og så snart kunsten opdagede landskabet som motiv, begyndte man at forme landskabet efter kunstens ideale æstetik. Det er umuligt at sige, hvad der kom først.
I dag er det ikke principperne for det gode styre, der bestemmer, hvordan landskabet ser ud, men derimod de mange regulativer og begrænsninger, der skal sikre, at Val d’Orcia også i fremtiden bevares som verdenskulturarv. Marco og Federico fortæller, at der er strenge restriktioner for alt fra byggeri til afgrøder. Men de klager ikke: Det var i høj grad de lokale landmænd, der lagde sig i selen for at få Unesco-anerkendelsen, og ligesom stort set alle andre landbrug i Val d’Orcia baserer de deres økonomi på lige dele landbrug og agriturismo – landbrugsturisme.
Brødrene sælger pasta, vin og olivenolie produceret på gården og nabogårdene. De møder mennesker fra hele verden, og mange kommer for at fotografere landskabet.
Jævnligt kommer et sydkoreansk rejseselskab med lutter amatørfotografer, der under en professionel lærers ledelse myldrer begejstrede rundt på bakken og tager billeder af det landskab, som er Marco og Federicos daglige udsigt.
