Det farvestrålende firben står stille et øjeblik, kigger lidt rundt og vælger så at krybe ned fra den klippeblok, hvor det tog solbad. Kort efter er det uden for synsvidde. Køerne går derimod ingen steder og lader sig velvilligt iagttage af den flok mennesker, som firbenet krøb i skjul for.
Faktisk har køerne på stedet stået stille i flere tusinde år; malet som de er på klippen af tidligere tiders hyrder i området.
Stedet er Sahara-ørkenen, nærmest bestemt Tassili n’Ajjer-nationalparken ved oasebyen Djanet i det sydøstlige Algeriet tæt på grænsen til Libyen og Niger.
Dagen før gav et skilt på hovedvej N3 syd for Djanet da også som eneste muligheder at dreje til venstre til Libyen eller til højre mod Niger. Lige her og nu nok ikke de mest attraktive destinationer med tanke på statssammenbrud og ruter for menneskesmugling, selvom der også i de to lande er tegninger og helleristninger af dyr fra en tid, hvor Sahara var langt mere frugtbar end nu.
Men i Algeriet virker der til at være styr på tingene. På fire dages telttur væk fra hovedvejen i Tassili n’Ajjer-parken, der i samlet areal er tæt på at være dobbelt så stor som Danmark, er eneste andet menneskelige selskab ud over de lokale tuareg- guider således algeriske soldater ved en række kontrolposter.
Men tilbage til køerne, der på klippevæggen har selskab af nogle ret ubestemmelige dyr (nogle ligner dromedarer, andre måske en antilope af en slags) og en mængde mennesker i det, der ligner en jagtscene. På den måde er tegningen – ud over det nutidige levende indslag med et firben – atypisk, for som regel er der ingen tvivl om, hvad motiverne forestiller.
Nok har tidens tand i form af sol og sand slidt på nogle af dyremotiverne i parken, der i 1982 kom på FN-organisationen Unescos verdensarvsliste.
Langt de fleste står imidlertid forbavsende klare, som for eksempel ved den klippe, hvor lokalguiden kort forinden fremviste den første elefant-”graffiti” i form af en helleristning af en hel flok af det ikoniske dyr.
Samlet set er der inden for nationalparkens område flere tusinde malerier og helleristninger, som anslås til at variere fra 4000 år og op til 12.000 år i alder, og hvor både næsehorn, krokodiller, flodheste, forskellige antilope-arter, strudse, elefanter og giraffer uden problemer genkendes.
Men først som sidst er det afbildninger af køer, der dominerer på klipperne. Køer, der i øvrigt (indirekte) får skylden for, at området nu er ørken.
I al fald hvis man skal tro arkæolog David K. Wright fra universitetet i Seoul. Han har i en artikel fra januar i år i tidsskriftet Frontiers in Earth Science argumenteret for, at mennesket ryddede store beplantede områder for at skabe plads til deres dyrehold. Denne rydning kombineret med simpel overgræsning førte ad åre til, at ørkenen tog over. Den mest udbredte teori forklarer ellers Sahara-ørkenen med klimaforandringer uden for menneskets kontrol.
Hvorom alting er, så er det nok mest kendte motiv fra nationalparken i dag en helleristning af det, der ligner en grædende ko, der – i al fald i senere udlægninger – fælder en tåre, fordi dens græsgange er ved at forsvinde.
I nutiden har langt de fleste dyrearter trukket sig længere mod syd i Afrika og overladt ørkenen til dromedarer, geder, enkelte kragefugle og blåsorte biller. Men faktisk skal man ikke ret langt for at finde elefanter.
I et andet af Algeriets nabolande, Mali, findes der den dag i dag en mindre bestand af såkaldte ørkenelefanter ved byen Timbuktu på grænsen mellem Sahara og halvørkenen Sahel.
