Prøv avisen

Sakharovs bitre eksil

Den russiske atomfysiker, systemkritiker og nobelpristager Andrej Sakharov blev i 1980 forvist til Nisjnij Novgorod, det daværende Gorkij. Hans lejlighed i en typisk sovjetblok er nu museum

Det er tidlig eftermiddag i beboelseskvarteret otte kilometer ude ad Gagarin-avenuen fra centrum af den russiske by Nisjnij Novgorod.

En mand, der virker alkohol-påvirket, sidder på en lille stol ved indgangen til en af boligblokkene og ryger. En kat går rundt ved den slidte betontrappe, mens en kvinde passerer med et indkøbsnet; hun har nok været i det lokale supermarked eller den udendørs frugtbod rundt om hjørnet. På parkeringspladsen står biler fra de mest skrabede sovjetmodeller til nyere vestlige.

Indenfor i blokken, som den rygende mand venligt holder døren til, lugter der gennemtrængende af affaldsskakt, fugt og kattetis. 84 små grålige postkasser, der nok passer med antallet af lejligheder i den 12 etager høje blok, hænger på den misligholdte væg.

Umiddelbart ikke den store seværdighed, selvom det i sig selv er ganske interessant at se et stykke russisk nutids-hverdag. Målet med besøget er stuelejligheden til venstre, en på alle måder typisk sovjet-lejlighed – og så alligevel ikke, for lejligheden er nu museum for den måske mest kendte systemkritiker fra sovjettiden, atomfysikeren Andrej Sakharov (1921-1989). Men for var ham var lejligheden hverdag i årene fra 1980 til 1986.

Sakharov, der havde været med til at udvikle den sovjetiske brintbombe, var med årene blevet en tiltagende højlydt kritiker af våbenkapløb og sovjet-systemet, og mens den slags var populært i Vesten og indbragte ham Nobels Fredspris i 1975, var magthaverne ikke begejstrede. Og da han offentligt kritiserede den sovjetiske inva- sion af Afghanistan i 1979, bestemte myndighederne sig for at lukke munden på Sakharov.

Det gjorde de ved i januar 1980 at arrestere ham og forvise ham til Nisjnij Novgorod, der dengang gik under navnet Gorkij og var en lukket by for udlændinge. Sakharovs hustru, Jelena Bonner, fik i første omgang lov til at blive boende i Moskva, men blev i 1984 også forvist til at tage permanent ophold i Gorkij.

Selve museumsbesøget begynder i nabolejligheden, hvor et af rummene er fyldt med plancher med billeder fra og oplysninger om Sakharovs liv. Efter en noget lang introduktion lukkes gæsterne så ind i den rigtige lejlighed, der efter sovjetstandard er både pæn og stor. De fire værelser med tunge mørke møbler, gullige sofaer og lidt flere plancher efterlader dog et noget trist indtryk.

Måske fordi guiden i mellemtiden har fortalt, at det ikke blot var hos de sovjetiske myndigheder, at Sakharov var upopulær. De øvrige beboere i boligblokken gik i en stor bue uden om ham; måske logisk nok, da det i datiden ikke har været karrierefremmende at hænge ud sammen med landets mest kendte systemkritiker. Men de lokale gik videre end det, for Sakharov og Bonner fik flere gange smadret deres vinduer, eller der blev begået hærværk mod deres bil. I tilgift blev de udstyret med en hushjælp, der reelt fungerede som spion og indberettede alle aktiviteter til styret.

I køkkenet konstaterer en ung lokal russer på besøg med et grin, at ”det komfur har jeg også i min lejlighed”. Men der var intet at grine ad for Sakharov-parret i deres bitre eksil – Gorkij betyder på russisk i øvrigt meget passende ”bitter”.

Der er dog ét forsonende træk. På et lille bord står en hvid telefon, der blev installeret i lejligheden på myndighedernes foranledning i 1986 – ifølge guiden med det ene formål, at den nye sovjetleder Mikhail Gorbatjov i december det år kunne ringe direkte til Sakharov og meddele, at det stod ham frit for at vende tilbage til Moskva.

Det gjorde Sakharov, og han nåede at blive valgt til det sovjetiske parlament i foråret 1989, inden han døde af et hjertetilfælde i december samme år.