Samsø er kommet tættere på Sjælland

Håbet er, at den nye færgerute mellem Kalundborg og Samsø vil bringe flere turister til øen

Efter åbningen af den nye færgehavn i Ballen på Samsø er det blevet hurtigere at komme fra Kalundborg til Samsø.
Efter åbningen af den nye færgehavn i Ballen på Samsø er det blevet hurtigere at komme fra Kalundborg til Samsø. . Foto: Andreas Skov Petersen.

Så er der godt nyt til de mange, der holder ferier eller friweekender på en af Danmarks smukke øer, Samsø.

Den nye færgehavn i Ballen på øen i Kattegat er taget i brug, og ø-rederiet Færgen har nyistandsat og ombygget færgen ”M/F Kanhave”, der skal sejle fast på ruten.

Med den nye havn i Ballen, der ligger tættere på Sjælland end den, man sejlede til i fjor, så varer det nu kun en time og et kvarter at komme fra Kalundborg til Samsø.

Det er noget af en omvæltning i forhold til tidligere, hvor den gamle rute fra Kalundborg til Kolby Kås varede over en time og 50 minutter. Men ikke nok med, at det er blevet hurtigere: Den nye overfartstid betyder, at der i løbet af året vil være flere afgange.

Derfor håber man på Samsø, at flere turister, herunder også endagsturister fra sjællandssiden, vil lægge vejen forbi. Med de nye færgetider er det nu muligt at gå i land på Samsø om formiddagen og have tid nok til at opleve noget af den skønne natur eller en af de mange seværdigheder på øen, før man tager færgen tilbage til Sjælland på den seneste afgang.

Samtidig med at den nye Ballen Havn er taget i brug, har rederiet Færgen introduceret forskellige nye billettyper på ruten. Blandt andet et bizz-system for dem, der ofte tager med færgen. Så jo oftere man sejler, jo billigere bliver ens billet.

Fra jyllandssiden sejler man stadig på ruten Hou-Sælvig, hvor overfartstiden også er en time og 15 minutter.

Tidligere blev denne rute også drevet af rederiet Færgen, men i dag er det faktisk Samsø Kommune, der driver ruten via Samsø Rederi.

Foto: Jacques Rahr Knudsen