San Cataldos forunderlige verden

I det tidligere kloster San Cataldo i det sydvestlige Italien er der arbejdsro. Her kan man vælge at være sammen eller alene i samtale eller fordybelse. Samtidig er stedet rigt på naturskønne udflugtsmål

Udsigten fra San Cataldo mod Ravello og Middelhavet er helt i særklasse. Der er 1670 trappetrin herfra og ned til kysten. –
Udsigten fra San Cataldo mod Ravello og Middelhavet er helt i særklasse. Der er 1670 trappetrin herfra og ned til kysten. –. Foto: Henning Petersen.

I den lille italienske bjergby Scala er jeg egentlig gået i kloster, men har i formiddagstimerne bevæget mig til fods ad en anlagt bjergtrappe 1670 trin ned til kysten og den maleriske turistby Amalfi på Sorrentohalvøens sydside. Spadsereturen kan gøres på halvanden time inklusive små hvilepauser i landsbyerne Minuta og Pontone og tid til at nyde de vide udsigter over bjergkløften, det azurblå Middelhav og Amalfis røde tage. Undervejs har jeg kun mødt tre personer, buongiorno.

Vel nede opsluges jeg af et menneskemylder, turistbusser, caféer med turistpriser, havnepromenade med anløb af lystfartøjer og små rutebåde. Her er flere daglige afgange med skib til Salerno, Sorrento, Capri og pittoreske kystbyer og udflugtsmål som Positano, Minori og Maiori. En tunnel og smalle gyder gennem bjerget fører til nabobyen Atrani med et hyggeligt torv, badestrand og knap så mange turister. Enhver af disse byer med respekt for sig selv holder over sommeren en helgenfest med messe, procession, hornmusik, gøgl og navnlig et fyrværkeri, hvor Atranis er i en kategori, der får Tivolis til at ligne en stjernekaster.

Nu skal jeg væk fra mylderet igen og hjem med bus. Køreplanen er et kapitel for sig. En eller anden har bestræbt sig på at indfange den lokale buslinje Amalfi-Ravello-Scala i et system af afgangs- og ankomsttider så sindrigt, at det åbner for fortolkningsmuligheder.

I øvrigt kører busserne, nogenlunde som vinden blæser. Er man sent på den, kan man håbe på forsinkelse, og er man præcis, vil man ofte opleve, at bussen er kørt før tiden. Vent på den næste eller gå hjem. Med udsigt til 1670 trin opad i middagsheden er det værd at vente. Og hvilken tur! Den er ikke for folk med sarte nerver og højdeskræk.

Vi kører cirka syv kilometer ad en serpentinevej. Trafikken er tæt, vejen smal og afgrunden dyb. Før hvert hårnålesving advarer chaufføren med sit tretonede horn. Han kører så tæt mod afgrunden, at kun Kristeligt Dagblads mandagsudgave kan klemmes ind mellem bus og autoværn ikke den fyldige lørdagsavis.

Folk står som sild i tønde. Chaufføren samtaler med de forreste passagerer og skælder ud over modkørende trafikanter. Områdets indbyggere kan købe billet for 1,10 euro, turister må betale 2 euro!

Bussen har endestation på domkirketorvet i Scala. Her findes meget passende en torvecafé, som er samlingssted for de lokale, og hvor man kan indtage en hjertestyrkning inden den fortsatte vandring: op, op, op Men fire gange om dagen klatrer bussen videre op ad bjerget, og i dag har jeg det held at blive sat af helt oppe (i cirka 500 meters højde) ved indgangen til mit kloster: San Cataldo.

Over indgangsdøren i den helt tillukkede facade mod vejen står SALVE (Vær hilset). San Cataldo er i en vis forstand en lukket verden, et refugium, et arbejds- og hvilested, et fristed, et hjem.

San Cataldo er opkaldt efter en irsk munk, som blev beatificeret af paven, og stedets historie går tilbage til 900-tallet, hvor det blev oprettet som benediktinerkloster for mellem 12 og 20 nonner et af seks klostre i området. Byen Scala havde i middelalderen 30.000 indbyggere, bymure med vagttårne og byporte og 130 kirker!

På det samme areal (cirka 13 kvadratkilometer) bor i dag 1400 mennesker, og der er seks aktive kirker inklusive domkirken (som ikke længere er dom den værdighed er overført til Amalfi). I 1811 lukkedes klostret på grund af sin lidenhed, men et samtidigt redemptoriekloster i Scala fik lov at bestå og eksisterer den dag i dag.

San Cataldo lå nu øde hen gennem næsten hundrede år, indtil danskeren Carl Wiinstedt i 1909 købte det forfaldne kloster med tilhørende kirkeruin.

Han havde en drøm om at indrette klostret til opholds- og arbejdssted for åndsarbejdere, billedkunstnere, musikere, forfattere, forskere med flere. Efter trængselsår stiftedes i 1924 en venneforening, som blandt andet indsamler legatmidler og giver sit overskud til institutionen San Cataldo, der administrerer en stipendieordning i Carl Wiinstedts ånd. Samtidig gives mulighed for, at vennerne mod betaling og i den udstrækning, der er plads, kan tage ophold på klostret i to eller fire uger.

Om klostret og institutionen San Cataldos historie findes en del litteratur. Jeg anbefaler særligt Kristian Hvidt: Udsigt fra et italiensk kloster. San Cataldo i tusinde år, Chr. Ejlers Forlag, København 1993.

Nu er vi altså inden døre. Vi er 12 gæster alt, hvad der kan rummes. Min kone og jeg bor i celle nummer 4. Cellerne er enkelt udstyret, her er det nødvendige og tilstrækkelige. Til gæsternes rådighed er spisestue, stor daglig- og opholdsstue (uden radio og tv), bibliotek, musikstue med flygel og et grafisk værksted.

Alle vinduer, balkoner og terrasser vender mod øst med en ubeskrivelig smuk udsigt over Dragedalen til Ravello, Amalfibugten og 60 kilometer af den italienske kyst. I klart vejr og med en god kikkert er det muligt at se toppen af de græske templer i Pæstum.

Klosterhaven er et kapitel for sig. Overvældende bevoksning, vingård, urtehave, rosenbede, sydfrugter (navnlig citroner), blomstrende buske, solrige eller skyggefulde hvile- og arbejdspladser til alle. Her hentes inspiration, og her får sjælen fred.

Efter behov er man sammen eller alene i samtale eller fordybelse og eftertanke. Børn kan ikke modtages på klostret, og besøg udefra er en meget sjælden undtagelse. Et venligt forstanderpar drager omsorg for beboerne, sørger for det fornødne og samler os ved måltiderne.

Den interesserede kan nå dagture til Vesuv, Pompeji, Herculaneum, Pæstum, Capri. Naturelskeren kan vandre uforstyrret i kastanjeskovene over og omkring Scala. Og ellers er nærmeste udflugtsmål Ravello, der ligger på en klipperyg over for Scala og kan nås til fods på tre kvarter (ned, hen og op!) eller med bus på fem minutter.

I Ravello har H.C. Andersen hentet inspiration, og ­P.S. Krøyer boede og arbejdede her sammen med Marie under deres lange bryllupsrejse i 1890.

Ravello har sådan set det hele: smukke bygninger, kirker, torve og pladser, forretninger, gyder og stræder, hoteller, caféer og restauranter i forskellige prislag, haver og parker. Og så har Ravello sin årlige musikfestival med koncerter i mange genrer i år blandt andet en operakoncert i Rufolo-haven med orkester og kor fra Teatro di San Carlo i Napoli: Verdi og Wagner. Richard Wagner har særlig tilknytning til stedet. Han boede og komponerede her i 1880, og hans sidste opera, Parsifal (1882), henter i 2. akt inspiration fra Rufolo-haven. Et tema fra Parsifal er nu havens pausesignal og kalder tilhørerne på plads.

Det har været en af disse let disede sommeraftener, hvor horisonten er væk, himmel og hav er ét, og farvespillet rækker fra sart rosa til dyb violet.

Nu er solen gået ned. Cikaderne har stoppet deres sang. Sceneriet bag orkestret er Amalfikysten med lys, så langt øjet rækker, de blå bjerge, Middelhavet og den opstigende fuldmåne.

Min sjæl, hvad vil du mer? Sidst, men ikke mindst, har Ravello så den fantastiske udsigt mod Scala og San Cataldo.

rejser@kristeligt-dagblad.dk

Henning Petersen bor i Brede i Nordsjælland. Han er tidligere skoleinspektør og medlem af San Cataldos Venner.