Sarajevo ryster fortiden af sig

Sarajevo har stadig ar efter de frygtelige begivenheder under den jugoslaviske borgerkrig. Alligevel er den bosniske hovedstad et charmerende bekendtskab

Mange steder i gadebelægningen ses de såkaldte Sarajevo-roser, som markerer stedet for et dødsfald som følge af snigskytteskud eller granatnedslag under belejringen.
Mange steder i gadebelægningen ses de såkaldte Sarajevo-roser, som markerer stedet for et dødsfald som følge af snigskytteskud eller granatnedslag under belejringen.

Bosniens hovedstad, Sarajevos, nyere historie er brolagt med krigserindringer, og det gælder også byens måske største turistattraktion.

Indtil den 28. juni 1914 var den lille Latinerbro over Miljacka-floden ikke kendt af ret mange andre end indbyggerne i Sarajevo. Ganske vist er broen fra 1798 et smukt eksempel på byggekunst fra den osmanniske periode, men det var først denne sommerdag i 1914, at broen med ét slag eller rettere sagt ét skud blev verdenskendt.

Det skete, da den bosnisk-serbiske nationalist Gavrilo Princip skød og dræbte den østrigske tronfølger, Franz Ferdinand, og hans hustru, da de passerede broen i deres åbne vogn. (I virkeligheden skete attentatet vistnok slet ikke på broen, men lige i nærheden, men det er en anden historie!).

Mordattentatet blev efterfølgende kendt som den gnist, som fik krudttønden på Balkan til at eksplodere og udløste Første Verdenskrig.

Attentatmanden blev faktisk belønnet for sin gerning i den forstand, at broen senere i det kortvarige jugoslaviske kongedømme og under Titos socialistiske styre blev omdøbt til Princips Bro. Først i 1993 under krigen på Balkan, da Sarajevo var under belejring, fik broen sit gamle navn, Latinerbroen, tilbage.

I dag er broen blot en blandt mange over floden Miljacka, som fører trafikken til og fra den gamle bydel. Et museum på et hjørne er eneste vidnesbyrd om attentatet i 1914.

For ældre generationer er Skuddet i Sarajevo et begreb, som vækker genklang. For yngre generationer skaber kombinationen af Sarajevo og skud nok mere nutidige billeder. Og her kan skud bestemt ikke skrives i ental. Igen spillede en bro hovedrollen, nemlig Latinerbroens nabo, Vrbanja-broen, hvor to af byens indbyggere den 6. april 1992 blev dræbt af serbisk-nationalistiske snigskytter. Det blev indledningen til en mareridtsagtig belejring af byen, som varede i 1395 dage den længste belejring af en by i nyere krigshistorie.

I mere end tre år regnede skud og granater fra snigskytter ned over Sarajevos indbyggere fra bjergene, som omgiver den lavt beliggende by. Ødelæggelserne var enorme, men i dag er i hvert fald den centrale bykerne stort set genopbygget.

Når man bevæger sig fra togstationen ind til den gamle bydel, Stari Grad, ad den store hovedfærdselsåre Zmaja Od Bosne, kan man ikke undgå at tænke på, at denne vej for blot 16 år siden blev kaldt Sniper Alley Snigskyttegaden hvor alt, hvad der bevægede sig, blev udsat for beskydning under belejringen. I dag ligner vejen en hvilken som helst indfaldsvej, oven i købet med fashionable indkøbscentre.

Selvom genopbygningen af det centrale Sarajevo er sket med imponerende hast, bærer byen stadig præg af krigens rædsler.

Mange husfacader er arrede af skud- og granathuller. Og kendere af de indre forhold i den unge republik ved, at landet og Sarajevo stadig er præget af spændte forhold mellem de forskellige befolkningsgrupper. Alligevel kan gennemsnitsturisten ved et ophold i den gamle bydel få det muligvis illusoriske indtryk, at Sarajevo er ved at ryste den nærmeste fortid af sig.

Under alle omstændigheder er Stari Grad et trygt, spændende og behageligt sted at opholde sig. Langs Miljacka-floden troner de prægtige husfacader fra den østrig-ungarske periode. På Ferhadija-gågaden og i kvarteret rundt om denne vrimler det med cafeer, restauranter og moderne butikker.

Før borgerkrigen var Sarajevo et populært turistmål, og byen er da også ved at komme op i omdrejninger med souvenirbutikker med alskens tingeltangel. Men man skal dog ikke tro, at for eksempel de mange kobber-smedebutikker er opfundet for turisternes skyld. Det er en håndværkstradition, som har haft til huse i byen i århundreder.

Den mest synlige forskel på Sarajevos bycentrum og andre europæiske hovedstæder er, at mange af restauranterne er drevet af muslimske indehavere og derfor ikke serverer alkohol. Det er ikke god tone at spørge om vin til maden, så man må sondere terrænet, før man går indenfor.

Man skal også være opmærksom på, at betaling med Visa-kort og lignende ikke alle steder er muligt endnu. Her må man ty til hæveautomaterne og det er stort set umuligt at bestille den bosniske valuta KM (2 konvertible mark = 1 euro) hjemmefra.

I mange år var Sarajevo kendt og berømmet for sin kulturelle og religiøse mangfoldighed og tolerance.

En lille gåtur på blot 500-600 meter ned ad Ferhadija-strøget viser da også, at den religiøse diversitet er intakt: I hurtig rækkefølge passerer man den serbisk-ortodokse kirke, det jødiske museum, den romersk-katolske katedral og den vældige Gazi Husrev Bey-moské den største i Bosnien. Landet er altovervejende muslimsk, og i Sarajevo og omegn findes knap 200 moskéer, en del bygget for nylig og finansieret af arabiske donorer.

Moskéerne er også synlige, når man kigger op ad bjergsiderne, der omgiver byens centrum. Tydelige er også de talrige muslimske gravpladser, som ligeledes er et tavst vidnesbyrd om krigens tid. Og det er svært at forestille sig, at disse bjerge i 1984 blot otte år før borgerkrigens helvede brød løs dannede rammen om De Olympiske Vinterlege. Hvis man har lyst til at se de olympiske anlæg, som blot ligger og venter på bedre tider, arrangerer private firmaer guidede rundture. Det koster omkring 110-120 euro.

Endelig må man ikke forlade Sarajevo uden at have smagt den nationale specialitet over dem alle: cevapi. De velkrydrede, fingerformede kødruller af okse- og lammefars serveres med brød og rå løg. Simpelt og uraffineret og meget lækkert. Slut af med en lille kop stærk bosnisk kaffe og planen om et snarligt gensyn med den spændende by vil hurtigt melde sig.

soerensen@k.dk

Latinerbroen, hvor den østrigske tronfølger blev skudt i 1914, syner ikke af meget, men fortæller en dramatisk historie.– Alle fotos: Michael Sørensen.
Latinerbroen, hvor den østrigske tronfølger blev skudt i 1914, syner ikke af meget, men fortæller en dramatisk historie.– Alle fotos: Michael Sørensen.
I bjergene, som omgiver Sarajevo, ligger stadig de anlæg, der blev brugt i 1984 under De Olympiske Vinterlege. Otte år senere overtog snigskytterne.
I bjergene, som omgiver Sarajevo, ligger stadig de anlæg, der blev brugt i 1984 under De Olympiske Vinterlege. Otte år senere overtog snigskytterne.