Mange huse i Sarajevo ligger på bjergskråningerne omkring centrum, og fra altaner og terrasser er der udsigt over byens gamle centrum med Miljacka-floden, der løber igennem Bosnien-Hercegovinas hovedstad.
Fra husene på bjergskråningerne kan man på nordsiden af floden ane det gamle kvarter med det overdækkede marked fra osmannisk tid og kobbersmedenes stadig fungerende værksteder.
Man kan også se Nationalbiblioteket, der blev opført i pseudo-maurisk stil under det østrig-ungarske herredømme i slutningen af 1800-tallet og i første omgang indrettet som rådhus.
Sammen med højhusene fra Tito-tiden og de nyeste hotelbygninger er det gamle marked og biblioteket med til at tegne en arkitektonisk hovedlinje af den bosniske hovedstads historie.
Parallelt med denne linje findes en anden linje, der markerer byens flerreligiøse karakter: kirketårne, minareter og et par enkelte synagogetårne, der er med til at forme Sarajevos karakteristiske skyline.
LÆS OGSÅ: Sarajevo ryster fortiden af sig
Oppe fra bjergskråningerne syd for det gamle centrum kan man udpege kuplen og minareten på den næsten 500 år gamle Gazi Husref-bey-moské, de to tårne på den katolske Jesu Hellige Hjerte Katedral, løgkuplen på den serbisk-ortodokse Gudsmoder-kirke samt de pseudo-mauriske tårne på byens eneste stadig fungerende synagoge, Ashkenazi-synagogen.
Alle fire bygninger ligger inden for få hundrede meter; moskéen og de to kirker nord for floden, synagogen lige syd for.
Byen blev grundlagt som osmannisk administrationsby i midten af 1400-tallet, og det var byens første osmanniske guvernør, Gazi Husref-bey, der fik moskéen og en række andre bygninger opført.
Allerede i 1581 gav de osmanniske herskere tilladelse til, at en gruppe jøder kunne bosætte sig i Sarajevo og opføre en synagoge.
Den oprindelige synagoge findes ikke længere, men på samme sted ligger byens eneste stadig fungerende synagoge, en smuk bygning i neo-maurisk stil, hvor bedesalen er traditionelt opdelt med plads til kvinderne i venstre side og mændene i højre.
Det osmannisk-muslimske herredømme varede frem til Berlinkongressen efter den russisk-tyrkiske krig i 1877-1878. Sarajevo kom i den forbindelse under østrig-ungarsk herredømme.
Kort efter, i årene 1884-1887, blev der på en plads nær byens hovedgade opført en katolsk katedral. Det menes, at der allerede i 1200-tallet lå en katedral på stedet, og i 1940 fandt man på kirkens område dele af det, man mener var den oprindelige kirkes alter.
Mest berømt er kirken dog i dag for sine glasmosaikker og vægmalerier, udført af kunstnere i henholdsvis Innsbruck og Rom og med tydeligt lokalt præg i motiverne blandt andet i form af afbildninger af troende mænd, kvinder og børn, der er iført traditionel bosnisk klædedragt fra 1800-tallet.
Kirkens bygmester, ærkebiskop Josef Stadler, er gravlagt i kirken, og ved siden af graven står en indsamlingsboks, hvor besøgende kan donere midler til arbejdet på at få ham helgenkåret.
Byens ortodokse katedral, Gudsmoder-katedralen, blev opført i 1863-1868. Den er en af de største ortodokse kirker på Balkan, og der er noget majestætisk over den høje kuppel, der indvendigt er udsmykket med et væld af gyldne stjerner på dybblå baggrund.
Den forgyldte ikonostas med de mange ikoner blev udført i et kloster i Skt. Petersborg, hvis munke var berømte som ikonmalere. For tiden står ikonostasen tilbage fuld af huller, mens ikonerne er i Beograd for at blive restaureret.
Netop finansieringen af de religiøse bygningers vedligeholdelse er ikke uden politiske over- og undertoner i dagens Sarajevo.
Under den kommunistiske æra var Jugoslavien kendt som et land, hvor forskellig etniske og religiøse grupper levede uproblematisk sammen. Ved en folketælling i 1991 identificerede 49 procent af byens indbyggere sig som muslimer, 30 procent som ortodokse og 6,6 procent som katolske kroater. De resterende cirka 14 procent hørte under kategorierne jugoslav eller andre.
Til sidstnævnte kategori hørte nogle få hundrede jøder.
I de fleste af byens kvarterer boede muslimer (bosniakker), ortodokse serbere og katolske kroater dør om dør eller bag samme dør. Det var almindeligt med giftermål på tværs af religiøse skel, og man fejrede hinandens højtider.
Efterhånden som nationalismen dukkede op, blev de etnisk-religiøse skel brugt i den politiske mobilisering, som førte til udbruddet af den jugoslaviske borgerkrig i 1992.
De serbiske styrkers belejring af Sarajevo varede tre år. 12.000 af byens indbyggere mistede livet, og traditionen for fredelig sameksistens mellem forskellige trosretninger led voldsom skade.
Siden krigen er religion blevet et langt mere betændt spørgsmål i storbyen, og islam er blevet mere dominerende i bybilledet. Flere muslimske kvinder bærer tørklæde og dækker arme og ben, mens et stigende antal mænd har anlagt fuldskæg. Man ser dog stadig muslimer, der besøger kirkerne, og kristne, der tager sig en pause i moskéens forgård.