I et hjørne af Moulay Hassan-pladsen står en mand, der til forveksling ligner reggae-musikeren Bob Marley, og som med en imponerende udholdenhed midt i forårssolen over et par timer spiller hippierock-sange fra 1960’erne og 1970’erne.
Foran pladsens udendørscaféer afløser jonglører, springgymnaster og traditionelle folkesangere hinanden – og går efter endt optræden rundt og samler penge ind blandt cafékunderne. Et par cigaretsælgere og tiggere når også at lægge vejen forbi i den tid, det tager at spise et måltid.
For nok er det brogede folkeliv i atlanterhavsbyen Essaouira i Marokko uventet underholdende, men den primære grund til et café-besøg er en anden ting, som byen er kendt for. Essaouira har nemlig status som Marokkos ”sardin-hovedstad” – og den lille fisk serveres i et utal af variationer rundtom i byen.
På café La Mouette D’Essaouira (Essaouiras måge) således i form af en sardin-tagine. Mens tagine refererer til en særlig tilberedningsmåde (se boks), kommer sardinerne her i en hakket version formet som kødboller i en velsmagende sauce med peberfrugter, oliven og tomater. For en ”ren” sardin-oplevelse anbefales den lille telt-landsby i den anden ende af pladsen, hvor man kan få hele grillstegte sardiner.
Men nu skal det hele jo ikke gå op i fisk!
For den primære grund til at besøge byen er, at den centrale del af Essaouira, medinaen, er med på Unescos verdensarvsliste som ”et exceptionelt eksempel på en fæstningsby fra det sene 18. århundrede, bygget efter principperne i datidens europæiske militærarkitektur i en nordafrikansk kontekst”, som begrundelsen lyder fra FN-organisationen.
Nok er der fundet romerske mønter på den lille ø, der beskytter den naturlige havn mod Atlanterhavet, ligesom portugiserne i 1506 byggede et mindre (og nu forsvundet) fort, men Essaouiras nuværende udseende skyldes primært franskmanden Théodore Cornut.
Han stod på vegne af den marokkanske sultan Mohammed ben Abdallah i 1760’erne i spidsen for arbejdet med at udvide bydannelsen omkring havnen, som sultanen ville gøre til Marokkos primære eksporthavn i samhandlen med Europa.
Her var Danmark i øvrigt hurtigt på banen og byggede et konsulat i byen. Under rundturen i den gamle bys snørklede stræder lykkes det dog ikke at finde den danske bygning, men det er måske heller ikke så vigtigt.
Oplevelsen i medinaen i Essaouira drejer sig lige så meget om at gå rundt på må og få, dreje ad en vej, bare fordi den ser spændende ud, og fare godt gammeldags vild – for heldigvis er den gamle bydel så lille, at det altid er muligt at finde tilbage til et velkendt sted.
Virker byen så særlig europæisk? Jo, de (primært) hvidmalede huse med blå vinduesrammer minder unægteligt om græske byer, omend vedligeholdet mange steder lader noget tilbage at ønske.
Adskillige internetsider nævner også, at Théodore Cornut var meget inspireret af den franske by Saint-Malo, da han designede Essaouira. Alligevel er indtrykket mest marokkansk, måske på grund af det meget livlige handelsliv, der udfolder sig både i de dele af den gamle by, hvor de lokale kommer, og de dele, der domineres af butikker, der blandt andet sælger tæpper, tegninger, tasker og tagine-fade til turister.
Eller var det noget med et foto eller maleri med Bob Marley? Altså den rigtige, ikke ham 2018-klonen på Moulay Hassan-pladsen.
Udvalget er i al fald stort, selvom der er uenighed om, hvorvidt musikeren nogensinde besøgte Essaouira, der fra de sene 1960’ere og frem blev en populær destination blandt datidens blomsterbørn.
En anden kendt musiker, der vitterligt har besøgt byen, er Jimi Hendrix. Han var i Essaouira i 1969 og lægger nu blandt andet navn til en bar og et hotel i bydelen Diabat ved den brede sandstrand syd for Marokkos ”sardin-hovedstad”.