Sardinien: Historien om Nuraghefolket

Nuraghefolkets levede på Sardinien i bronzealderen, og civilisationen er stadig omgærdet af stor mystik. Der er stadigvæk talrige vidnesbyrd om nuraghefolkets eksistens

Midt i grønne omgivelser uden for landsbyen Barumini ligger ruinerne af nuraghe-landsbyen Su Nuraxi, der er optaget på Unescos verdensarvsliste.
Midt i grønne omgivelser uden for landsbyen Barumini ligger ruinerne af nuraghe-landsbyen Su Nuraxi, der er optaget på Unescos verdensarvsliste.

På afstand ligner det en gigantisk grå kegle, men når man kommer tættere på, får man anderledes syn for sagn. Det drejer sig nemlig om et kegleformet tårn, hvor stenene er lagt sirligt ved siden af og oven på hinanden, så tårnets runding er perfekt.

Vi befinder os på den italienske middelhavsø Sardinien, hvor de særprægede kegleformede tårne langtfra er noget særsyn. Tværtimod står der 7000-8000 af slagsen spredt ud over øen, og de er i dag øens vartegn.

Tårnene kaldes for nuragher - eller nuraghi på sardinsk - og de deler navn med det såkaldte nuraghefolk, der befolkede øen for adskillige tusinde år siden.

Nuraghecivilisationen havde sin storhedstid i den italienske bronzealder fra cirka 1800 f.Kr. til cirka 500 f.Kr. Da angreb tropper fra Karthago øen, og det lykkedes dem at erobre kystområderne, mens nuragherne måtte trække sig tilbage til det indre af øen.

I kølvandet på nederlaget i den Første Puniske Krig måtte karthaginienserne overgive Sardinien til romerne, og øen blev en romersk provins i 238 f.Kr. Det trængte efterfølgende nuraghekulturen i knæ.

Nuraghefolket levede i mindre klanbaserede samfund og ernærede sig primært som bønder og hyrder. Man har ikke fundet spor af et skriftsprog hos folket, og blandt andet derfor ved man i dag ganske lidt om det.

Man kender dog lidt til deres naturreligion, og man ved, at nogle brønde var hellige for dem. Derudover handlede de med mineraler og redskaber.

Sardinien var rig på kobber, som er den vigtigste ingrediens ved fremstilling af bronze, og netop derfor blomstrede kulturen gevaldigt i bronzealderen. Nura-ghefolket var kendt for deres ekspertise i at fremstille bronzeredskaber, heriblandt våben.

Kobberkvaliteten var ganske høj, og nuraghefolket solgte eller byttede med andre handlende. En undersøgelse fra sidste år af 71 svenske bronzeredskaber fra den nordiske bronzealder viste, at en stor del af det benyttede kobber i bronzen stammede fra Sardinien.

Man ved også, at folket var kunstnerisk anlagt, idet der er fundet flere tusinde bronzefigurer fra perioden. Figurerne er primært fundet i grave og nær hellige brønde, og de kan ses på diverse museer rundtomkring på øen, ikke mindst i Museo Archeologico Nazionale i hovedbyen Cagliari.

Nuraghefolket er også kendt for at bygge store monumentale grave til deres døde. Hver grav bestod af en lang, overdækket korridor bygget af store stenblokke. Formen symboliserede tyregudens horn. I dag er Tombe dei Gigani (giganternes grav) ved Li Lolghi et af de mest besøgte oldtidsminder på Sardinien.

Tilbage til nuraghetårnene, som man under en rundtur på øen jævnligt stifter bekendtskab med.

Arkæologer og forskere ved ikke med sikkerhed, hvad tårnenes funktion var. Boliger, forrådskamre og helligdomme har været blandt de mange bud gennem tiden.

Den teori, som de fleste peger på, er, at tårnene var del af et gigantisk forsvarsnetværk. Det faktum, at tårnene ofte står på højdedrag, understøtter denne teori. Hvis man fra et tårn fik øje på indtrængende fjender, kunne man tænde et bål, som kunne ses fra nabotårnene. På den måde kunne man relativt hurtigt blæse alarm i et stort område.

Der anslås at have været omkring 30.000 tårne på nuraghecivilisationens højdepunkt, og de kunne visse steder være helt op til 20 meter høje. Selvom man ikke havde mørtel dengang, er tårnene usædvanligt solidt bygget. At 7000-8000 af dem stadig står i dag, er et ganske godt bevis på det. Ifølge arkæologer var nuragherne det arkitektonisk mest avancerede folkeslag i den vestlige del af middelhavsområdet på deres tid.

Som besøgende på Sardinien bør man også se en nuraghe indefra. Her er rummene kuppelformede, og ofte er de inddelt i flere etager. Andre steder er der tale om et enkelt, højloftet lokale.

I starten var tårnene enkeltstående, men senere er der flere eksempler på, at nuraghefolket byggede flere tårne sammen i et fæstningsværk. Ofte var tårnene omgivet af en landsby, hvor beboerne levede i runde hytter med stråtag.

Et godt sted at opleve dette er lige uden for landsbyen Barumini på den sydlige del af øen. Her finder man resterne af en hel nuraghelandsby, der blev opført omkring en fæstning bestående af et hovedtårn og fire sidetårne. Su Nuraxi di Barumini kaldes stedet, og det blev optaget på Unescos verdensarvsliste i 1997.

Et andet spændende nuraghelevn ligger i øens nordvestlige hjørne i Valle dei Nuraghi, den såkaldte nuraghedal. Igen er der tale om et hovedtårn med flere sidetårne og andre bygninger. Det specielle ved hovedtårnet er, at det menes at have været 25 meter højt. I så fald var det en af sin tids højeste bygninger, kun overgået af pyramiderne.

Så selvom der endnu er mange ubesvarede spørgsmål omkring nuraghefolket og dets levevis, lever det gådefulde folkefærds arv videre på øens museer, gravpladser, ruiner og ikke mindst i de utallige cirkelrunde tårne.

 *** Local Caption *** Abbasanta - Nuraghe Losa
*** Local Caption *** Abbasanta - Nuraghe Losa