Den knejsende Frihedsgudinde var det første syn, som mødte passagererne på de overfyldte færger, som netop havde drejet til højre ind i bugten mod New York efter den lange og udmarvende tur over Atlanterhavet. Håbets, frihedens og ikke mindst de nye muligheders symbol hilste de mange europæiske immigranter velkommen.
Men bag den kæmpestore statue lå den endelige forhindring for en ny tilværelse for immigrantskibenes forhutlede flok. På den lille ø Ellis Island, hvorfra rejsens mål kunne iagttages frustrerende tæt på, ventede afgørelsens time: Enten godkendte immigrationsmyndighederne på øen indrejsen, eller også blev de rejsende sendt retur over Atlanten.
Historien om de omkring 20 millioner immigranter, som fra 1892 til 1924 søgte lykken i USA, kan i dag genopleves på det enestående museum på Ellis Island.
Ulig immigranterne foregår turistens ankomst til Ellis Island fra selve New York. Vi har allerede dokumenteret vores retmæssige adgang til det forjættede land med vores velpolstrede Visa-kort, men kontrollen slipper vi ikke for: Ved indgangen til færgen ved Castle Clinton på Manhattans sydspids bliver der gennemført et kontroltjek, som man ellers kun oplever i lufthavnene.
Turen til museet er rørende billig: 14 dollar (cirka 75 kroner) koster turen, hvor man også undervejs kan stå af på Liberty Island og hilse på Frihedsgudinden.
Museets centrum er den store hal, The Registry Room, hvor der i immigrationens travleste periode sad op til 5000 mennesker dagligt og ventede på at få behandlet deres sag. Rummet er i dag restaureret, som det så ud i perioden 1918 til 1924. Hvis man ankommer en dag, hvor en amerikansk skoleklasse også har meldt sin entré, får man fligen af en fornemmelse af, hvor meget råb og skrig og leben, der må have været dengang.
Museet, som i 1984 fik foretaget den største historiske restaurering i USA til en værdi af 160 millioner dollar, er en spændende blanding af traditionelt museum med plancher, tekster og billeder og en interaktiv afdeling, hvor den besøgende selv kan søge informationer af særlig interesse.
Som dansk turist kan man jo ikke sige sig fri for at være nysgerrig over, hvordan den danske indvandring i USA afspejler sig på udstillingen.
Og det skorter ikke på muligheder. Søger man for eksempel på "Danish" på en af de mange databaser, kan man konstatere, at der i dag er nøjagtigt 882.474 indbyggere i USA, som har en eller anden form for dansk blod rullende i årerne.
Man kan også se dokumenter, udstedt af danske myndigheder til håbefulde immigranter, og efterladte effekter fra danskere efter deres ophold på øen. Den danske fotograf Jacob A. Riis er også repræsenteret på udstillingen med en serie af sine fotografier af immigranternes hårde liv i det nye land.
Men inden man bliver alt for begejstret for vores nationale aftryk på udstillingen, kan man på store plancher konstatere, at fædrelandet også spillede en ganske aktiv rolle i den livlige slavehandel. En befolkningsgruppe, som i modsætning til immigranterne på Ellis Island bestemt ikke frivilligt kom til USA. Denne knap så glorværdige del af USA?s historie, som museet også behandler, bliver ikke fejet ind under gulvtæppet.
Udstillingen prøver heller ikke at foregøgle, at den massive indvandring kun blev hilst velkommen. Således kan man se, at den racistiske organisation Ku Klux Klans aktiviteter gik på to ben: Dels hævdede klanen "den hvide races overlegenhed", og dels bekæmpede den indædt indvandringen af – hvide – indvandrere fra Europa gennem blandt andet demonstrationer i USA?s store byer.
Faktisk fik langt de fleste immigranter lov til at fortsætte fra Ellis Island til New York. Blot to procent af de mange millioner blev erklæret uegnede til at komme ind i lykkelandet. Det skete efter en – efter vore dages målestok – temmelig ydmygende sorteringsprocedure, hvor sundhedsmyndighederne på Ellis Island gennemførte fysiske og psykiske undersøgelser af ansøgerne.
Resultaterne af disse undersøgelser – som blot varede et par minutter – blev med kridt skrevet på deres tøj, hvor for eksempel et "S" på jakken betød senil, et "X" mentalt skadet og et "H" hjerteproblemer. Havde man for mange belastende dia-gnoser, udløste det en returbillet til Europa.
Udsigten fra Ellis Island er i dag Manhattans imponerende skyline. Det var det bestemt ikke dengang. Store dele af New York var regulære slumkvarterer, som omkring 1910 var beboet af 75 procent indvandrere eller børn af indvandrere. Men nutidens skyskrabere er måske et symbolsk vidnesbyrd om den forandring, som skete med den massive indvandring af arbejdskraft.
Det er i hvert fald en kendsgerning, at New York i dag er det ultimative multikulturelle samfund. For eksempel skal man blot spadsere omkring 20 minutter fra færgen på Manhattan for at komme til Chinatown, hvor man går rundt i gader udelukkende omgivet af kinesere, og hvor det er helt almindeligt, at ekspedienterne i butikkerne ikke forstår ét engelsk ord. I en dansk sammenhæng ville man givetvis høre bekymrede politikere tale om "parallelsamfund" og "manglende sammenhængskraft", når det kommunale skilt ved indgangen til Columbus Park i Chinatown er udfærdiget udelukkende på kinesisk, og når visse gader ud over de officielle også bærer alternative kinesiske navne.
Men sådan fungerer det i New York, som for længst har accepteret denne tingenes tilstand, lever fint med den og er stolt over at kunne præsentere turisterne for byens mangfoldighed i form af kvartererne Little Italy, Little Brazil, Little India og så videre.
For turisten er spørgsmålet af mere jordnær karakter: Hvilken slags mad har vi lyst til i aften ??
